Vi skal turde fordømme den ondskab, der ligger bag hadet til jøderne

I denne uges avis bliver der i kronikken sat spørgsmålstegn ved, om frikirkerne i Danmark har gjort nok for at støtte de danske jøder – og jøderne i det hele taget.

Et spørgsmål, der giver anledning til eftertanke – også hos mig. Jeg har ad et par omgang berørt konflikten ganske forsigtigt, men mit primære formål har været en opfordring til at bede om fred fremfor, at vi som kristne bidrager til den voldsomt ekstremistiske og polariserende tone på de sociale medier og andre steder, hvor debatten foregår.

Jeg burde nok have været mere tydelig i min fordømmelse af Hamas’ terrorangreb. Et terrorangreb, der ifølge beretninger og videoer var så voldsomt og bestialsk og drevet af så utrolig en ondskab, at man mangler ord for at beskrive det. At der efterfølgende er store folkebevægelser, der protesterer over Israels angreb på Gaza, er ikke overraskende og til en vis grad også forståeligt, men at de selvsamme folkebevægelser tilsyneladende støtter Hamas’ kamp mod Israel, fremfor at kæmpe for at palæstinenserne kan blive sat fri af Hamas’ jerngreb, er fuldstændig uforståeligt, set i lyset af Hamas’ bestialske terrorangreb.

Selvfølgelig er vi forpligtede til som kristne at støtte jøderne, og selvfølgelig skal vi være med til at åbne verdens øjne for den ondskab og vildfarelse, der ligger bag hadet til jøderne. Men betyder det, at vi som kristne nødvendigvis skal støtte Israels nuværende fremgangsmåde i Gaza? Nej, det betyder det ikke. Heller ikke selvom vi har al mulig god grund til at støtte Israels kamp mod Hamas.

Det er klart, at hvis valget står mellem om 10.000 mennesker, der bor i Gaza, eller seks millioner mennesker, der bor i Israel, skal dø, så vil de fleste vel umiddelbart sige, at så er det mindst slemme vel at de 10.000 dør, men ifølge min allerbedste overbevisning er det ikke sådan, det hænger sammen, og før jeg er overbevist om det, kan jeg heller ikke af et ærligt hjerte sige, at Israels fremgangsmåde bare er fuldstændig i orden.

Heller ikke selvom Hamas måske bærer det største ansvar for alle de palæstinensiske dødsfald. Men hvad så med profetierne om landet Israel og Guds løfter til jøderne? Bør vi som kristne ikke nødvendigvis støtte Israels fremgangsmåde i Gaza af den grund? Nej, det mener jeg ikke. Det står naturligvis enhver frit for at mene, hvad man mener er rigtigt, men at påstå, at Israels fremgangsmåde er en nødvendighed, for at profetierne kan gå i opfyldelse, er i min optik at undervurdere Gud – men dermed ikke sagt, at det ikke kan være det.

At der så samtidig også er tale om en åndskamp, ja, det er nok rigtigt – men skal åndskampe vindes med militær magt? Vi skal støtte Israels ret til at eksistere, og vi skal støtte deres ret til at bekæmpe Hamas, men ikke nødvendigvis deres fremgangsmåde. Vi skal støtte jøder, der udsættes for had og forfølgelser af forskellig intensitet, og vi skal turde fordømme den ondskab, der ligger bag.

Men vigtigst af alt må vi bruge bønnen, som vores stærkeste våben – og samtidig må vi stole på, at Gud har styr på, hvad der skal ske og ikke skal ske, og vi må bede om visdom og villighed til at gøre det rigtige. Og så må jeg hellere lige understrege, at denne leder og indholdet i den ikke er skrevet som en kommentar til kronikken på side syv, men blot er inspireret af opfordringen.