25 års jubilæum i Luthersk Mission
Frimenighedspræst Henrik Hadberg, Munkebo, havde tirsdag den 16. januar 25-års jubilæum som ansat i Luthersk Mission.
Det skriver Luthersk Mission i en pressemeddelelse. Henrik Hadberg har nu været ansat 25 år i Luthersk Mission – dog afbrudt af seks år i Norge fra 2012-2018, hvor han var præst for en forsamling i Norsk Luthersk Misjonssamband i Kristiansand. Den 57-årige jubilar er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og har en diplomuddannelse i ledelse.
I de første år som ansat i Luthersk Mission var han teenagekonsulent i foreningens ungdomsafdeling. Siden har han i mange år virket som missionær på Fyn, hvor han har stået for at invitere til møder og oprette og støtte små kristne fællesskaber.
Fyns Frimenighed
Henrik Hadberg bor med sin familie på toppen af Møllevejen med en flot udsigt over Munkebo. Her har han og hustruen, Inge, boet i over 25 år og har fået en god kontakt til mange mennesker i området. Siden 2020 har han været ansat som præst i Fyns Frimenighed, en lille menighed på 20-25 personer, som holder til i Godthåbskirken – Kristen Fællesskabs lokaler i Odense.
Han er også meget optaget af at udvikle materialer til bibelstudiegrupper og i at vejlede præster og menigheder. I sin fritid nyder han tid med familien omkring hus og have og ture i naturen med telt, på cykel eller med løbeskoene på. Desuden er han optaget af politik og er med i bestyrelsen for den lokale Venstreforening i Kerteminde, hvor han var opstillet til kommunalvalget i 2021.