Børkop Højskole får millionstøtte til projekt ”Byg Bro i Børkop”
Børkop Højskole har fået bevilliget 1,3 millioner kroner fra Nordea-fonden til et stort bæredygtighedsprojekt.
Projektet omfatter en del af højskolens udearealer, der skal omdannes til en højskolehave, der kan komme skolens elever og lokalsamfundet til gavn.
Højskolehaven skal etableres på pladsen foran Børkop Højskoles hovedindgang. Der skal etableres en ny bro over Skærup Å og en sti gennem området, som skal være med til at binde de to dele af Børkops Klimapark bedre sammen.
En del af haven skal desuden, via bede og en lille skovhave, tilgodese biodiversiteten. Et element, som er tiltænkt også at skulle indgå i skolens undervisning og dagligdag og levere frugt, bær og andet spiseligt. Derudover vil der blive mulighed for ophold, oplevelse og overraskelse, når en indbygget platform kommer til at rumme skiftende installationer skabt af skolens elever eller lokale borgere, skriver Børkop Højskole i en pressemeddelelse.
Robert Bladt, der forstander på Børkop Højskole, er spændt på, hvad den nye have giver af muligheder og identitet til byen.
“Vi vil gerne være med til at danne fællesskaber, der både inspirerer vores elever og lokalsamfundet til at tænke og leve mere bæredygtigt. Det er en stor opgave, men med støtten fra Nordea-fonden bliver det for alvor muligt at rykke på det grønne område. Vi håber, vi kan gøre vores højskolehave til en ny identitetsmarkør for byen,” siger Robert Bladt.
Uddelingen er en del af projektet Vekselvirke, der er en fælles indsats fra Nordea-Fonden og Folkehøjskolernes Forening. Her kan højskoler søge midler til udvikling af nye fag og arrangementer eller til faciliteter, der bakker op om den grønne omstilling. Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller siger:
”Det er meget positivt, at højskolerne arbejder med bæredygtighed på så mange forskellige områder. De stærke fællesskaber på højskolerne er en god drivkraft for at skabe forandring – også når det gælder den grønne omstilling. Hos Nordea-fonden er vi stolte af aktivt at kunne støtte op om den indsats.”