Carsten Dahls mørke opvækst er en del af drivkraften til at sprede lys i mørket

Carsten Dahl er en kunstner ud over det sædvanlige. Han er en verdenskendt jazzpianist, klassisk komponist, kunstmaler, poet, foredragsholder og desuden professor emeritus fra Rytmisk Musikkonservatorium.

Carsten Dahl har nogle exceptionelle musiske og kunstneriske evner. Evner, han bruger til at skabe smukke rum for andre i livet. Et rum, som er hans, og som han i barndommen havde for sig selv. Et rum, som blev skabt indefra og oppefra – for ikke at blive opslugt af mørket. “Det er et mirakel, at jeg lever,” siger Carsten Dahl og fortsætter:

”Rigtig mange mennesker med sådan en bagage begår selvmord eller lever et liv i armod, misbrug og selvdestruktion.”

Overgreb på børnehjem

Carsten Dahl blev seksuelt misbrugt af sin mor, fra han var 7 til 9 år. Herefter kom han på kostskole/børnehjem i Grindsted i otte år. Samtidig fik hans egen mor tre plejebørn derhjemme. Kostskolens børn var en sammensat børneflok med forskellige uopdagede diagnoser. Der var intet tilsyn på stedet og opdragelsesprincipperne mindede om 30’ernes hensynsløse vold og misbrug, fortæller Carsten Dahl.

“Jeg blev korsdøbt tre gange, mens jeg var der. Det var et ritual, hvor jeg blev totalt afklædt, smurt ind i en kombination af skocreme og urin og fik en tube tandpasta op i endetarmsåbningen.” ”Jeg blev også seksuelt misbrugt af drengene i bruserummet,” fortæller han.

“Det er næsten en Kristus fortælling light – bare ikke så voldsom dog,” siger Carsten Dahl med sorg og smerte i stemmen, men også med et let smil.

Reddet af musikken

På børnehjemmet var der under køkkenet et rum med et trommesæt, som 9-årige Carsten begyndte at spille på. “Musikken blev min redning. Det er der slet ingen tvivl om. Den blev en ren mestringsstrategi,” fortæller Carsten Dahl. Allerede som 12-årig blev Carsten professionel trommeslager, der turnerede med Finn Ziegler i Jylland og indspillede plader i Puch studiet.

I dag er Carsten Dahl 56 år og bor i Frederiksværk med sin kone Charlotte. Han har tre døtre og to ”papsønner”. Han er diagnosticeret med Savant autisme, ADHD og posttraumatisk stresssyndrom. Savant autisme er en tilstand, hvor personen, som ofte er autist eller udviklingshæmmet, udvikler en eller flere helt usædvanligt avancerede evner inden for f.eks. musik, matematik, kunst eller hukommelse.

Det er lykkedes for Carsten Dahl med hjælp fra psykologer, præster, bøn, venner, Bibelen og åbenbaringer fra Gud at løfte sig udover det tætte sammenpressede mørke, som i mange år var en uundgåelig del af hans liv.

Indlysende at blive kynisk

Carsten tror på, at Gud havde en plan, og planen var at lade Carsten se lyset og bære lyset gennem den mørke opvækst. Den smerte og den umulighed, som han har været i, al lidelsen og alle de mange svigt, han gennemgik, har haft et formål; at Carsten skulle lyse for andre mennesker med de skjulte skatte, som han fandt i sit mørke.

Musikken, foredragene, digtene, malerkunsten, prædikenerne, undervisningen som professor er alt sammen kreative udtryk, som er blevet til gennem et overtryk af svære indtryk, der blev til aftryk og modtryk. Der måtte findes et udtryk, da det ellers blev til nedtryk. Alt, hvad Carsten foretager sig, er for at ære Gud, hvilket med årene er blevet mere signifikant.

Desuden har han igennem 32 år gennemarbejdet de mange traumer fra sin opvækst og på den måde forsøgt at påtage sig ansvaret for sit liv. “Det mest indlysende ville være at blive kynisk og totalt ligeglad med det hele og bare drikke sig ihjel,” siger Carsten Dahl.

“Jeg voksede op uden en barndom, hvor jeg mistede alt og har derfor ikke noget ansigt at tabe. Det er et både knusende frygteligt og særlig generøst udgangspunkt, hvor jeg var spændt ud på kontrasternes holdeplads.” Arbejdet for Carsten Dahl består fortsat i hver eneste dag at finde og genfinde sin uskyld. Visheden om, at han er retfærdiggjort, helliggjort og forløst i Kristus og forsøger at leve i den uskyld.

Dette arbejde kan han ikke gøre alene. Han må tage Jesus i hånden og blive ved med at holde ham i hånden hele vejen. At leve med Jesus som det primære i livet, er vigtigere for Carsten Dahl end alt andet, hvilket han også sagde til sin kone Charlotte, da de blev gift.

Kendthed er uinteressant

Carsten Dahl er en verdenskendt og anerkendt jazzpianist, hvilket han ikke lader sig mærke med eller går op i. Hans fokus er at blive et med Gud og at kende sig selv i Guds billede af ham.

”Kendthed er jo ikke interessant. Det er interessant at kende sig selv, og det er først og fremmest interessant at blive kendt af sig selv igennem det billede, som Gud har gjort sig af mig, og som jeg af forskellige grunde ikke har fået lov til at forstå og erkende.” Synd er ifølge Carsten Dahl ikke at være den, man er i det billede, som Gud har gjort sig i en. Carsten ser sig selv i dag som stående ved udgangsporten; han er på vej ud.

”Den største synd er, når vi fortsætter med at være fanget i vores egne liv, og vi peger på andre og giver andre skylden for vores smerte. Så rammer vi forbi målet og holder os selv fanget i et skyldens fængsel. Fængslet opstår, når vi ikke er autentiske, ægte og oprigtige, når vi ikke står ved os selv, elsker os selv og accepterer os selv, sådan som Gud gør.”

Fængslet er et billede på noget, der begrænser vores egenomsorg, ligesom det også er et billede på utilgivelighed. Den dobbelte tilgivelse er, at vi tilgiver den eller dem, der har forbrudt sig imod os, samtidig med at vi tilgiver os selv, siger Carsten Dahl. “Det kræver rigtig meget psykologisk arbejde og rigtig meget bøn for at kunne være i de kontinuerlige indre dødsprocesser, som er nødvendige for at kunne leve rigtigt.”

Følelsen af mening

Allerede som barn oplevede Carsten et stort Jesus-nærvær, idet han som 6-årig fik forskellige åbenbaringer om at være båret og omkranset af Guds kærlighed.
I årene derefter opstod der en indre vished om, at han havde en opgave i livet, en gave opad, som altid måtte komme før alt andet. Denne vished gav Carsten en tryghed i, at der var en mening med alle pinslerne, som i hvert fald ikke var fra Gud. Det vidste han.

Han havde en følelse af uendelig kærlighed, som udstak en retning for ham med vedblivende kraft, håb og lys. Åbenbaringerne kom stykvis. Som kvantespring, hvor han gik fra en tilstand til en anden på en sådan måde, at den tidligere tilstand gav mening, når han var kommet til den nye tilstand. Følelsen af, at vejen var lagt, mens han selv rodede rundt og forsøgte at finde løsninger, og når han så fór vild i de jordiske løsninger – blev han altid guidet i den rigtige retning.

Samtidig var der hele tiden følelsen af den uendelige kærlighed. Følelsen af at være elsket af Gud på trods af alt det umulige, der var i hans liv. Den samlede åbenbaringspakke og følelsen af, at Gud var der, og at Gud hele tiden var nær, betød, at Carsten holdt ud.

Evne til at finde sprog

Når man forholder sig til menneskets psykologi samtidig med en tro på Gud, er det naturligt, at der i et barnehoved kommer tanker som: Er det, der sker, min egen skyld? Er det Gud, som straffer mig? Sådanne tanker har Carsten også måttet kæmpe med, men hans metaforiske intellekt og evne til at finde et sprog for lidelse og forvandling har haft en markant betydning for hans overlevelse og hans evne til at komme igennem ensomheden og lidelsen.

”Det er alt sammen en kærlighedserklæring til Gud at gøre ting,
som skaber kærlighed og lys, der forvandler mørket,
så andre kan se klarere i deres liv”

Han er et menneske, der med stor præcision og eftertænksomhed udtrykker sig verbalt. Superintelligent og malerisk nuanceret i en sådan grad, at kombinationen af eftertænksomhed og evnen til at male billeder med sine ord synes at være en særlig nådegave, der har hjulpet ham gennem den traumatiske opvækst. Alligevel husker Carsten tydeligt, hvordan ensomheden som barn var så ekstrem, at han talte til sig selv både i anden og tredje person.

“Når Gud lader et menneske gå igennem alt muligt, er det ikke det samme som, at han ikke elsker dig.”

En gnist fra Guds flamme

Som menneske løser vi vore problemer på mange forskellige måder. Nogle måder er konstruktive, mens andre er mere destruktive. Carsten Dahl havde som barn et sind, som gik hen imod andre i et inderligt ønske om at høre til et sted, hvilket var en vedvarende og vigtig drivkraft. Han blev ved med at opsøge fællesskaber med andre.

Nogle mennesker går væk fra andre. Trækker sig ind i sig selv og drives af den destruktive dæmoniske kraft og smadrer og ødelægger. Lyset gjorde, at han længtes efter at høre til et sted, og at han aldrig opgav kampen. Carsten Dahl har altid følt, at det ikke var hans lys.

”Det er et lys, jeg låner, og som er en lille gnist fra Guds hellige flamme i Gudsriget. Noget, vi alle har adgang til som mennesker”.

”Hvis man gerne oprigtigt vil være sammen med Gud, må man lære at give noget fra sig selv til Gud. Det betyder i reglen også at være nådig overfor sig selv og give til sig selv. Til-give – give-til,” siger Carsten Dahl og uddyber yderligere:

”Man skal lære at tilgive sig selv, altså at give til sig selv sammen med Gud som vidne. Det betyder rent faktisk at give sig til Gud og komme hjem til Gud. Kærligheden er jo uendelig og uomtvistelig, så der er ingen grund til at bære skylden alene i al evighed.”

Fortiden skal ikke spærre

For Carsten Dahl er det vigtigt, at kaste al skyld og alle dårlige oplevelser over til Jesus.

”Du må give skyldsbyrden fra dig til Jesus, som har de bredeste skuldre. Når du giver byrden fra dig og giver alt, hvad du har oplevet af lidelse, smerter og traumer til Jesus, så åbner du et vindue ind til tilgivelsen og til den nåde, som altid er en mulighed. Hvis du er allerede, altid og fuldstændig elsket, er der ingen grund til at blive i dit egenrådige fængsel. Men det er svært at forstå følelsesmæssigt, fordi man som barn ofte påtager sig al skyld,” siger Carsten Dahl.

Carsten Dahl understreger, at det har været afgørende ikke at lade sig betinge af sin fortid, fordi fortidens bånd ville kunne stå i vejen for at finde vej til Gud. ”Tilgivelsen fra Gud er det ubetingede anliggende og så længe, du oplever dig selv som alene og som din egen Gud i dit eget liv, er du så absolut alene i det betingede anliggende uden anden mulighed end mørket.

Hvis jeg lader mig betinge af min fortid og endnu ikke har formået at bryde båndene til min mor og far, så er jeg stadig i et betinget fængsel, som står i vejen for min vej til Gud,” siger Carsten Dahl.

Taksigelsens røst

At vi skal leve i det, vi prædiker, betyder i Carsten Dahls liv at glædes over, at han stadig lever, og at han kan dele sine livserfaringer med andre. ”Mange af mine erkendelser er erfarede følelser, som gør, at det, jeg deler, bliver levende, nærværende og genkendeligt for andre.” Carsten Dahl involverer sig på mange forskellige arenaer med sin livshistorie og sine Gud-givne talenter, som han har valgt at dygtiggøre sig i.

Han holder foredrag for fængselsfanger, maler billeder med psykotiske mennesker på psykiatriske afdelinger. ”Det er alt sammen en kærlighedserklæring til Gud at gøre ting, som skaber kærlighed og lys, der forvandler mørket, så andre kan se klarere i deres liv,” siger Carsten Dahl.

Carsten Dahl kommer i Trinitatis kirke i København, en folkekirke, hvor han er engageret i kontemplationsandagter på udvalgte tirsdage. Kontemplation betegner indenfor mystik og meditation en religiøs praksis, hvor den udøvende gennem en koncentreret fordybelse mister bevidstheden om sig selv og retter al opmærksomhed mod målet for fordybelsen.

Indenfor kristendom er målet for meditationen Gud, og kontemplation betragtes som en ordløs bøn. Desuden inviteres Carsten Dahl ofte til en del valgmenigheder, hvor han gør brug af talegaver i form af lægprædikener eller musisk kreative indslag til at opmuntre og styrke menighedernes kontemplative formsprog.

“Min trange rejse, som har været så mørk, er måske grunden til, at jeg lyser desto mere,” slutter Carsten Dahl.