“Du har jo ingen spand”

Kvinden ved Sykars brønd vidste ikke, hvad der ventede hende den dag. At hun skulle tale med Messias selv. At han ville trodse kulturelle og sociale spilleregler og endda revolutionere de religiøse traditioner i én og samme samtale burde være chokerende nok i sig selv.

Men han blotlagde også hendes synd og afslørede hendes skam. Når det så alligevel ender så godt, at hun bringer historien om ham og indholdet af deres samtale videre til sit folk, er det et stærkt vidnesbyrd om, at hans ord ikke bare provokerer og revolutionerer – de forvandler liv. Det er et vidnesbyrd om, at han talte sandt; at det vand han giver, slukker tørst og bringer liv.

Kvinden var dog først noget forbeholden overfor Jesus og skeptisk overfor de løfter, han gav hende. Selv vi, der kender Jesus, reagerer ofte på samme måde, når hans ord bliver talt ind i vores liv. Ligesom kvindens første reaktion, stiller vi ofte barrierer op for ordene, så de ikke når helt ind i vores hjerter; dér hvor de kan forvandle.

Som kvinden, der studser over, hvorfor Jesus overhovedet taler til hende, kan vi lade vores selvbevidsthed stå i vejen for, hvorfor Gud overhovedet skulle ville os noget. Hans løfter, der kan lyde lidt for højtflyvende og urealistiske, bliver skudt ned med et “Du har jo ingen spand”. Vi minder Gud om det umulige i situationen.

Vi glemmer, at han ikke kun arbejder i det synlige og ikke er begrænset af det, vi kan se. Desværre overser vi ofte, at det han tilbyder os rækker langt ud over vores basale fysiske behov.  Jesus vælger helt bevidst at bringe snakken om kvindens mand i spil. Det er en bevidst konfrontation af hendes levevis; hendes synd. Hun bliver forundret over hans indsigt, men skifter hurtigt emne. “Jamen, hvis du er profet, så skal vi da lige have styr på et par religiøse spilleregler omkring tilbedelse”.

Vi taler udenom og prøver at finde retfærdighed i vores “rette måde at gøre tingene på”. Men da kvinden forsøger at rette snakken over på kirkepolitik, bringer Jesus fokus tilbage på dét, det handler om: Ånd og sandhed. Kender vi ham, vi tilbeder?  Jesus taler til dig i dag. Han ser din status, dine fejltrin, din religiøsitet, han ser det hele.

Men han ser også forbi det. Han ved, at han har betalt prisen for det hele, og nu vil han bare have dit hjerte. Det lyder enkelt, men hvad svarer vi ham, når han spørger efter det? Når Gud beder os om at elske ham med hele vores hjerte? Lader vi vores skam holde ham på afstand? Er vi forblændede af vores håbløse situation og har glemt, hvem han virkelig er?

Han er den eneste, der kan tilbyde os vand, så vi aldrig tørster igen. Han er den eneste, der kan tilgive os og sætte os fri fra skyld og skam. Lad os lytte på ham i dag, uden barrierer, med åbne hjerter, så han kan få lov at forvandle, få lov at slukke tørst og få lov at sætte os i frihed. Kun sådan kan vi bringe det levende vand videre til dem omkring os.

Søndagens tekst: Joh. 4,5-26

Jesus og den samaritanske kvinde

5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.

7 Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.”

8 Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad.

9 Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, anmoder mig, en samaritansk kvinde, om at få noget at drikke?” spurgte hun.

10 Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville anmode mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.”

11„ Du har jo ikke noget at trække vand op med,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand?

12 Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”

13 Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

15 „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”

16„Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.

17-18„Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden. „Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”

19 „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet!

20 Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”

21 Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem.

22 I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.

23 Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger.

24 Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”
25 Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” 26Da sagde Jesus til hende: „Det er mig, jeg, som taler med dig!”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk.