Hvad skal nytårsforsættet være for troens, kirkens og kristendommens liv i Danmark?

Mit personlige nytårsforsæt i forhold til mit trosliv er egentlig bare det samme, som det altid er – at komme dybere ned, længere ind, videre op. Men det er alligevel på en anden måde nu end tidligere. Min tro, min forståelse af tro, min forståelse af religion og religiøsitet er i stadig udvikling, og jeg kan mærke, at jeg nu er klar til nogle dybere, spirituelle spadestik.

Jeg har haft brug for at studere teologi teoretisk for at etablere mig som præst med et pastoralt arbejde og for at forstå en masse administrative og formelle ting som præst. Nu har jeg lidt mere overskud og har lyst til at arbejde mere med for eksempel min bøn – og med mine bønner, i flertal, også for eksempel de fælles kollekter og kirkebønner i kirken.

Jeg kan mærke, at jeg er mere åben for nye forståelser, andre måder at se ting på, nye indsigter. Den slags foregår på en måde hele tiden, men nu bliver det nok mere esoterisk, metafysisk, åndeligt for mig. En indre pilgrimsfærd. Jeg synes, at folkekirken i Danmark har nogle administrative problemer, som det undrer mig, at man ikke kan løse med et snuptag.

Et banalt eksempel er, at en præst ikke uden videre kan slå op, hvor mange feriedage, man har til gode. I en situation med grotesk præstemangel er det et problem, at den slags fylder så meget i kirken. Løs det! For præsterne skal have arbejdsro. For kristendommen i Danmark bør også have nytårsforsætter, der kalder på handling og fokus. I en tid, hvor regeringen laver knæfald for islamister, er kristendommens forkyndere nødt til at styrke befolkningens åndelige robusthed endnu mere.

Sognepræst
Kristian Ditlev Jensen

Mit personlige nytårsforsæt er at knæle mere for Gud. En lille ting, der gør en stor forskel. Traditioner lærer os meget om mennesket. Nytårsforsættet lærer os, at mennesket indeholder en dyb længsel efter at blive bedre. Måske er det noget af det smukkeste ved mennesket. Vi længes efter det gode, som i sidste ende er en længsel efter Gud.

Kirkefaderen Augustin sagde: ”Du (Gud) har skabt os til dig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig.” Nytårsforsættet lærer os også, hvor svært det er at forbedre sig. Hvor mange nytårsforsæt er ikke blevet brudt få måneder efter nytårsaften, hvis de holder så længe. Nytårsforsættet minder os om, at vi har brug for mere end os selv. Vi har brug for Gud, og vi har brug for hinanden.

Af erfaring ved jeg, hvor svært det er at ændre sig. Derfor holder jeg meget af udtrykket: “Tag så små skridt, at du næsten foragter det”. Ud fra det ord har jeg valgt mit nytårsforsæt. Mit ønske er at vælge noget, som er let, men som gør en stor forskel. Og som jeg forhåbentligt kan holde. Mit nytårsforsæt skal derfor være: At knæle mere for Gud.

Jeg vil gerne knæle, når jeg er i tvivl. Når jeg er bange, når jeg er vred. Når jeg står op og når jeg går i seng. Jeg vil gerne knæle mere for Gud. At knæle er noget, man gør med hele sin krop, og dermed ændrer man sin måde at se verden på. Når man knæler, bliver man mindre, og man skal være lille for at se, hvor stor Gud er.
At knæle kræver ydmyghed og er en modgift mod stolthed, som er en af vor tids største synder. At knæle er at rette sin opmærksomhed mod Gud.
Blaise Pascal sagde noget i retning af: “Knæl og du vil tro”. Mit nytårsforsæt for kirken bliver det samme.
Jeg kunne ønske at se en kirkeminister, biskopper, provster, præster og menigheder, der knæler for Gud.
Det er en lille ting. Men jeg tror, det vil gøre en stor forskel.

Sognepræst
Helga Døssing Bendfeldt

Mit personlige nytårsforsæt i forhold til mit trosliv må nødvendigvis dreje sig om den daglige omvendelse, da der ikke bliver fred i verden, uden at den starter i det enkelte menneskes hjerte, i mit og i dit hjerte. Jeg kan ikke stiltiende leve med synd i mit liv, derfor må jeg dagligt bekende den under messen (gudstjenesten), som altid indledes med en syndsbekendelse, og regelmæssigt gå til det personlige skriftemål, da det er der i mødet med den korsfæstede og opstandne Jesus i tilgivelsens sakramente at den nåde, som Jesus vandt, da han udgød sit blod på Golgata, bliver udgydt.

2024 drejer sig om for mig gennem bønnen at komme Jesus og min næste nærmere, at tyde tidens tegn og kæmpe imod ondskaben i mit eget hjerte og i den verden, jeg er en del af. At lade nåden få råderum.

Jeg kunne godt tænke mig, at et nytårsforsæt for kirke og kristendom i Danmark skulle bevæge sig i retning af en ny og dybere bevidsthed om, at kristendommen først og fremmesset er et personligt møde med den korsfæstede og opstandne Jesus, som kalder til forvandling af det enkelte menneskes liv og samfundets liv, ”til et liv i Kristi efterfølgelse. ”

Den protestantiske teolog Bonhoeffer sagde i sin bog ”Efterfølgelse”:

”Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskeblevne Jesus Kristus. Den dyre nåde er evangeliet, fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse, dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet. Dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen.”

Katolsk præst
Benny Blumensaat

Mit personlige nytårsforsæt er at læse mere i Bibelen, bede mere og være mere uforfærdet, når det kommer til evangeliet. At stå frem i tide og utide, som der opfordres til i skriften, det må være mit nytårsforsæt og det jeg bør vende mig til, når modet svigter. Som præst er det fristende at jagte popularitet og succes. Forståeligt nok, siden der aldrig har været mere fokus på præstens talegaver, medrivende personlighed, karisma og andet.

Men at forkynde evangeliet er potentielt frastødende. Det advarede Jesus netop disciplene om. De skulle ikke regne med at blive populære ved deres hverv som forkyndere. Tværtimod. Det blev de da heller ikke. De endte for størstedelen af dem på et kors eller det, der var værre. Kirkens nytårsforsæt bør være at lytte til Jesu formaning: Vær ikke bekymrede.

Kirkens hyrder og ledere gør sig nemlig mange bekymringer verden over, for mange steder er de gamle kirkesamfund ved at smuldre bort.
Folkekirken står stadig stærkt, men også herhjemme gør kirken sig mange bekymringer: Så kommer der ikke nok i kirke, så bliver færre døbt, og der mangler præster og meget mere.

Hvis Gud virkelig findes, så er alt dette jo ligegyldigt. Faldende medlemstal og kirkegang gør ikke kristendommen usand, ligesom popularitet ikke gør den sand.
Kirken skal tilbyde sjælens frelse, syndernes forladelse, det og ikke andet. Den skal ikke sælge ud af arvegodset for et øjebliks opmærksomhed. Alle – også mig selv – foretrækker en fyldt kirke. Det kan føles både ensomt og utaknemmeligt at holde gudstjeneste for få, og det må være helt ubærligt, hvis man ikke mener, at gudstjenesten har en værdi i sig selv.

Men det har gudstjenesten og den skal naturligvis holdes, – til Guds ære og også selvom, det er for de få. Det må vi, særligt kirkens forvaltere, holde fast på.
Vi må holde os til, at Guds ord har noget at sige, og at det virker noget, uafhængigt af os. Søg Guds rige og hans retfærdighed, siger Jesus, så skal alt andet gives jer i tilgift. Det er kirkens opgave at gentage. Uanset hvordan verden udenom så ellers ter sig.

Sognepræst
Nana Hauge