”Hvorfor taler vi ikke noget mere om risikoen for at blive ført vild?”

“I ydmygheden ligger der en sund forholden sig til, hvor lille og skrøbelig jeg er i forhold til Gud. Sundheden opstår, når vi i ydmyghed underordner os hinanden og giver plads til vores forskellighed.”

Peter Tinggaard fungerer både som leder i en lille menighed ved Randers og som leder af Lykkeskær Bedehus. Han brænder for, at mennesker skal finde en sund balance i livet med Gud, og at kristne i langt højere grad tør stole helt på Gud.

“Bibelens sunde balance beskriver, at vi har brug for ledere – samtidig adresserer Bibelen lederne i menigheden med princippet, at den største iblandt os skal være den mindste. Den største er den, som tjener andre, og som er andres slave,” siger Peter Tinggaard. Ifølge Peter Tinggaard handler sundhed om balance. Sundhed opstår, når man finder den rette balance mellem forskellige yderpunkter.

”Følelsesmæssig sundhed er eksempelvis, at vi anerkender, at Gud har skabt os med følelser, så vi mærker følelser som glæde, sorg og vrede. I ordet medfølelse ligger netop dette; at jeg føler med dig. Der opstår et mødested mellem mennesker, hvor jeg føler med dig. Når jeg fornemmer dine følelser og er sammen med dig i dem,” fortæller Peter Tinggaard.

“Til gengæld bliver det usundt, hvis følelserne styrer os. For jo mere, vi er styret af vore egne følelser, des mere bliver vi også styret af, hvad andre føler i forhold til os,” tilføjer han.

Vi bliver alle forført

“Når Gud respekterer vores grænser 100%, er vi som ledere også nødt til at gøre det. Gud har så meget respekt for mine grænser. Han respekterer, at jeg i årevis går med områder, som han ikke er lukket ind i,” siger Peter.

“Gud venter på, at jeg inviterer ham ind i alle områder af mit liv. Der er mange områder i vores liv som kristne, hvor vi tror, at Jesus er blevet Herre, men hvor det ikke er tilfældet. Vejen frem er at erkende, at mit hjerte er bedragerisk og at erkende min dybe afhængighed af Gud. Vejen frem er, at jeg lukker mit hjerte op for Gud og inviterer ham ind i det hele,” siger Peter Tinggaard.

Peter Tinggaard mener, at vi alle er forført i en eller anden grad, og at sundhed og ydmyghed er at erkende, at det, vi er en del af i vores dagligdag, påvirker os.

”Bibelen advarer så mange gange om, at der i de sidste tider vil være forsøg på at lede de udvalgte vild. Derfor er ydmyghed at erkende og at vide, at denne advarsel også gælder mig. Jeg er i fare for at blive forført og ført vild. I kirken i dag er vi enige om, at vi er i de sidste tider. Derfor undrer det mig meget, at vi ikke taler mere om risikoen for at blive ført vild. Hvorfor tager vi ikke advarslerne i Bibelen alvorligt,” spørger Peter Tinggaard og tilføjer:

”Hvis vi tænker, at vi ikke kan blive forført eller ført vild, er det netop et udtryk for, at den humanistiske tankegang og ånd har påvirket os.”

Påvirkes af omgivelser

Peter Tinggaard giver som eksempel, at hvis vi giver 10% af vores fritid til Gud, mens vi de resterende 90% af tiden fylder os med film og bøger, som er inspireret af humanistisk, menneskecentreret tankegang, er det uundgåeligt, at vi påvirkes af den humanistiske tænkning.

”Vi har måske følgende tanker: Jeg er så beskyttet af Gud, at jeg ikke påvirkes af det eller af dem, jeg omgives af. Eller at de sociale medier påvirker mig ikke, men vi er dybt afhængige af Gud for at blive forvandlet og fornyet. Vi må erkende vores hjælpeløshed og bede Gud om at røre ved os og forvandle os. Vi må bede ham afsløre, hvor vi er forført af den humanistiske tænkning og bede ham hjælpe os med at gøre noget ved det,” siger Peter Tinggaard.

En karismatisk krise

I vandringen med Gud er det primære princip, at vi skal ydmyge os, siger Peter Tinggaard. ”Ydmyg dig ind for Herren, så vil han ophøje dig. Gud står den hovmodige imod, men den ydmyge viser han nåde. Fordi Jesus ydmygede sig til døden på et kors, har Gud ophøjet ham og givet ham navnet over alle navne.”
Peter Tinggaard gik for nogle år siden igennem det, han kalder “sin karismatiske krise.”

En krise, hvor han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved meget af den kultur og den tænkning i frikirkekredse, som, han oplevede, var blevet usund.

“Der var en tænkning og en kultur, hvor titler fyldte meget. Særligt apostel- og profettitlen blev anset for at være noget helt specielt,” siger Peter.
I processerne nåede han frem til, at det væsentlige ikke er titlen, det væsentlige er, hvad der driver hjertet.

“Der, hvor man gør titlerne vigtige, bliver det ofte usundt. Hvis der i praksis forventes eller gives en øget taleret til en person baseret på, at denne kalder sig apostel eller profet, bliver det afsporet,” siger Peter Tinggaard og fortsætter: “Jeg synes, at det er et af de områder, hvor vi i frikirkekredse, er kommet ud på et sidespor.”

”Først når de ting, vi har stolet på, ramler,
bliver det synligt for os,
at det ikke var Gud, vi stolede på.”

“I frikirkekredse kan det profetiske, altså det at Gud taler ind i vore liv i dag, let blive fritsvævende og ikke forankret i Bibelen. Vi kan i profetiske bevægelser komme til nærmest at skabe nye teologier, som ikke er forankret i Bibelen,” siger Peter Tinggaard.

Gud ryster os

I 2004 blev Peter gift med Jofrid. Parret mødtes på en bønneskole i Norge, som den kristne organisation Ungdom med Opgave stod for. Sammen har de tre børn.
Bøn og forbøn har fyldt meget i Peters liv, så meget at han ikke har et ordinært arbejde. Han har dedikeret sit liv til bøn, lovsang, forbøn, faste, forfatterskab og forkyndertjeneste.

Han er uddannet teolog fra Aarhus Universitet, men har ikke haft en fast indtægt siden 2009. Igennem dette har han i eget liv erfaret, hvordan Gud har rystet ham. Rystet ham igennem kriser, hvor bønnesvarene udeblev, men Gud stod fast.

”Gud tillader rystelser i vores liv – rystelser, som har til formål, at vi skal vide, hvad der står fast. Gud vil gennem rystelserne synliggøre for os, at det, vi står på, ikke bærer. Mange af de ting, vi læner os op ad og stoler på, hvor vi tror, det er Gud, vil vise sig ikke at være Gud. Vi læner os måske op ad bankverdenen eller ad lønnen fra vores arbejdsgiver. Alt imens vi proklamerer, at vi stoler på Gud. Først når de ting, vi har stolet på, ramler, bliver det synligt for os, at det ikke var Gud, vi stolede på. Det var I virkeligheden min arbejdsgiver eller min faste indtægt, som gav mig tryghed,” siger Peter Tinggaard og tilføjer:

“Jeg tror, at vi alle sammen i langt større grad, end vi er bevidste om, har områder, hvor vi kalder Gud vores Herre og vores forsørger, men hvor han ikke helt er blevet det endnu. Det er så let at proklamere, at Gud er Herre og forsørger, men det er først, når vi træder ud af båden, at virkeligheden bliver synliggjort.”

Utryghed skaber tryghed

I følge Peter Tinggaard er det, når følelsen af tryghed er væk, at vi for alvor lærer at finde tryghed hos Gud.

”Når det, jeg håbede på, ikke bliver til virkelighed, bliver troen sat på prøve. Mener jeg det virkelig? Tror jeg på, at Gud er min forsørger, selv om jeg ikke oplever det? Vi kommer alle til at opleve sådanne rystelser i de sidste tider, når tingene ramler helt. Når økonomien ramler. Utrygheden vil ramme ind i områder, hvor vi i dag føler os trygge. Når følelsen af tryghed er væk, vil vi blive tvunget til at finde vores tryghed i Gud i stedet. Jeg tror ikke, at man på forhånd kan gardere sig og være på plads. Vi har alle brug for vores personlige rystelser for at finde ud af, at Gud står urokkeligt fast på et langt dybere plan,” siger Peter Tinggaard