”Man bliver vidende af at læse Jørgensen, og forhåbentlig lidt klogere”

Martin Bergsøe, som er præst i Apostolsk Kirke i Nykøbing Falster, har i en årrække interesseret sig for forfatteren Johannes Jørgensen. Det har udmøntet sig i to udgivelser fra hans hånd, først biografien ”En røst i ørkenen” fra 2019 og nu ”Jeg indstiller altid paa uendelig”, som er en samling af Johannes Jørgensens litteratur- og kunstanmeldelser.

I anledningen af udgivelsen af sidstnævnte har Udfordringen mødtes med ham for at høre om hans interesse for litteratur i almindelighed og for Johannes Jørgensen og hans forfatterskab i særdeleshed.

Du er både litterat og teolog, og det er ikke ualmindeligt at høre præster bruge litterære eksempler i deres prædikener. Bruger du din litteraturinteresse og -viden i dit virke som præst?

– Aldrig. I Hebræerbrevet kap. 4 står der, at ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertet, tanker og meninger.” Så Guds ord behøver ikke hjælp fra litteraturen, det klarer sig bedst uden indblanding.

Når du vælger litteratur, betyder den litterære kvalitet eller det, at bogen har en kristen vinkel, så mest?

– Det gør så afgjort den litterære kvalitet. Tendenslitteratur er en fornærmelse mod læserens intelligens, en talen ned til læseren. Men hvad betyder en ”kristen vinkel”? En forfatter som Jørgen Leth, der vel nærmest må kaldes agnostisk æstetiker, skriver gribende om det at blive gammel. I sin foreløbig sidste bog hedder det: ”Jeg tænker ikke så meget på døden. Jeg tænker bare på, at jeg skal ud af det her. Det giver ikke direkte dødsangst, men jeg er berørt af det. Det er dumt af mig at være havnet i den situation. At jeg ikke har forberedt mig.” Den sidste sætning er jo hjerteskærende, et skrig på Jesus fra én, hvis timeglas er ved at rinde ud. Jeg holder meget af Jørgen Leth og føler med ham.

Hvad er en god kristen roman for dig at se, og kan man i det hele taget tale om kristen skønlitteratur?

– Jeg har mest lyst til at svare nej på sidste halvdel af dit spørgsmål, men når jeg så tænker på Dostojevskij, Selma Lagerlöf og Sigrid Undset må jeg jo erkende, at der findes kristen skønlitteratur i mesterklassen. Alle tre beskriver menneskelige grundvilkår overfor Guds dom og nåde. Selma Lagerlöf ovenikøbet med en vidunderlig humor.

Betyder det, at kristen skønlitteratur ikke kan være forkyndende?

– Ikke eksplicit, mener jeg, men nok implicit. Forkyndende – og dårlig – kristen skønlitteratur findes i kilometermål.

Hvornår og hvordan blev din interesse for Johannes Jørgensens forfatterskab vakt?

– Under mine litteraturstudier var Johannes Jørgensen lukket land for mig. Faktisk var det Laxness’ forfatterskab, særligt ”Den store væver fra Kashmir”, der ledte mig på sporet af en kristen tro, nærmere bestemt Den Katolske Kirke. Jeg begyndte at læse Jørgensen, fordi jeg syntes, at jeg ikke kunne være bekendt at være så uvidende om ham. Fascinationen er på flere planer. Dels hans lange, seje og konfliktfyldte omvendelseshistorie beskrevet i hans erindringer – først og fremmest i ”Mit Livs Legende” og ”Rejsebogen”. Denne vekslen imellem begejstret tro og mørk tvivl, og hans vedholdende holden fast ved troen, qua en indædt viljesbeslutning. Dels hans kamp mod Georg Brandes og kulturradikalismen, kristendommens største fjende i vort samfund. Den dominerende åndsmagt her i landet siden det moderne gennembrud i 1870’erne. Den sidder tungt på medierne, skolen og kulturlivet. Jørgensen brød ud af dette miljø i 1890’erne og blev i den grad lagt for had på grund af sin kristne, katolske tro af alle – fra Georg Brandes, der kaldte ham ”den lille renegat” og til Ekstrabladet, der allerede dengang gjorde sig i at tilsvine enkeltpersoner. Jørgensen stod distancen, og med sine helgenbiografier skabte han sig et internationalt navn i Europa. Han er næst efter en anden fynbo – H. C. Andersen – Danmarks mest oversatte forfatter. Denne del af forfatterskabet er totalt ignoreret i den danske litteraturhistorie. Som andre store kulturpersonligheder – fx P. A. Heiberg, Emil Bønnelycke, Henrik Stangerup og Jørgen Leth – havde han det bedst i udlandet, nærmere bestemt i Assisi, Italien. Dertil kommer Jørgensens imponerende belæsthed og viden, når det gælder Europas kunst, kultur, den kristne tro og i det hele taget verdenshistorien – uden at miste kærligheden til sit fædreland. Man bliver vidende af at læse Jørgensen og forhåbentlig lidt klogere.

Hvad er det i hans forfatterskab, der stadig taler til dig, nu hvor du er præst i Apostolsk Kirke?

– Hans knivskarpe beskrivelse af en anti-kristen, humanistisk tidsånd og hans selvbevidsthed som værende en synder, der har brug for Guds nåde og tilgivelse.
Johannes Jørgensen var i øvrigt Poul Hoffmanns yndlingsforfatter, og jeg er i godt selskab med begge. Men dejligt om den apostolske kirke kunne ryste en god kristen forfatter af deres kaliber ud af ærmet.

Har du en yndlingsbog blandt Johannes Jørgensens udgivelser, og hvilken bog vil du anbefale Udfordringens læsere at begynde med, hvis de ikke tidligere har læst noget af ham?

– Det må blive ”Mit Livs Legende” – og så ”Livsløgn og Livssandhed”. Den sidste er fra 1896, året hvor Jørgensen konverterede. Her argumenterer han for, at sandheden ifølge sin natur må føre til lykke og løgnen til undergang, og at ateisten ikke vil tro, han vil træde sandheden under fode, han vil sine nykker og lidenskaber. Filosoffen Heidegger blev meget inspireret af dette lille bekendelsesskrift og skrev: ”Lad os elske denne frimodige dansker, lad os indleve os i hans elskelige bøger.”

Hvordan fik du ideen til udgivelsen af ”Jeg indstiller altid paa uendelig”?

– Vennerne Sophus Claussen og Johannes Jørgensen har altid haft hver deres tilhængerskare. Da jeg så og læste Claussens ”Det aandelige Overskud” med undertitlen ”Journalistik i udvalg”, syntes jeg, at også Jørgensen skulle have en bog med et udvalg af sin journalistik.
I sin anmeldelse af min bog misunder professor Bo Hakon Jørgensen – der holder mest af Sophus Claussen – sig på sidstnævntes vegne over den opmærksomhed, der gives Jørgensen med så omfangsrig en bog. Det hygger jeg mig meget med.

Hvorfor har du valgt at kalde bogen ”Jeg indstiller altid paa uendelig”?

– En ven kom for at besøge Johannes Jørgensen. De var begge interesserede i at fotografere landskabet med de bedste af datidens kameraer, men vennen fik hele tiden uskarpe billeder, mens Johannes Jørgensen hele tiden fik skarpe billeder. ”Hvordan bærer du dig ad?” spurgte vennen. Jørgensen svarede: ”Jeg indstiller altid på uendelig. Og det lykkes mig.”

Jeg ved ikke, om Jørgensen bevidst lægger mere i dette udsagn end pålydende, men hvis man ser på hans samlede litterære produktion, er det netop, fordi han forstår tingene i evighedsperspektiv. Ved at rette blikket mod det, der er oventil, mod Gud, og ved at indstille på uendelig, lykkes det ham at trænge så dybt ind i tingenes væsen.