Nyt præstepar til Jerusalem fra august
Israelsmissionen har indgået en aftale med Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen om at overtage tjenesten som præstepar ved Den Danske Kirke i Jerusalem fra august 2024.
Det nye præstepar skal afløse Elisabeth og David Serner, som sammen med deres børn har gjort tjeneste i 10 ½ år som præstefamilie ved Den Danske Kirke i Jerusalem.
”Et scoop”
Anna-Marie og Hans Jørgen har mange års erfaring med undervisning og ledelse, senest som præstepar i Hedensted Valgmenighed.
”Det er et scoop for os at kunne engagere Anna-Marie og Hans Jørgen. Deres erfaring og kompetencer vil komme Israelsmissionen til gode i det mangefacetterede arbejde med missionspiloter, netværksrelationer, repræsentationsopgaver, undervisning, kommunikation og pastorale opgaver. De matcher hele paletten, så jeg er meget glad,” udtaler Israelsmissionens generalsekretær Christian Rasmussen.
Seniorvolontører
Anna-Marie og Hans Jørgen skriver: “Vi har været åbne for, hvad fremtiden ville bringe, når vi begge var udenfor arbejdsmarkedet. Men denne mulighed havde vi ikke set komme. Vi er stadig forundrede over muligheden – og vi er spændte på, hvad Gud vil give os af opgaver og oplevelser gennem tjenesten som præstepar i Jerusalem.
Siden vi gik Caminoen i 2009 har Birgitta af Vadstenas bøn fulgt os: Vis mig vejen og gør mig villig til at vandre den. Det er vores vigtigste tanke forud for opgaven i Jerusalem. Måtte det blive muligt at komme derned – og måtte vi gøre gavn dernede!” Til sommer er både Anna-Marie og Hans Jørgen blevet pensionister, og de tager til Jerusalem som seniorvolontører. Aftalen løber frem til sommeren 2025, skriver Israelsmissionen.