Præst idømt 14 års fængsel for at udbrede ”overtro”
En domstol i Kina har idømt en fremtrædende protestantisk online-præst 14 års fængsel. Også præstens kone og fire kirkemedlemmer er blevet idømt fængselsstraffe på mellem tre og ti år. De blev alle fundet skyldige i angiveligt at have ”brugt overtro til at underminere loven”.
Ganjingzi District People’s Court i byen Dalian dømte pastor Kan Xiaoyong, der er i 60’erne, til 14 års fængsel, rapporterede Radio Free Asia (RFA). Præstens hustru, Wang Fengying, fik en fængselsdom på fire år, mens kirkemedlemmerne Chu Xinyu, Zhao Qianjiao, Zhang Songai og Liang Dongzhi fik fængselsstraffe på mellem tre og ti år.
Forventningen var, at Kan ville få over 20 års fængsel. Men efter stærk modstand fra hans advokater nedsatte myndighederne hans straf, oplyser RFA. Det var også frygtet, at Wangs straf ville være mellem 15 og 18 år, men den blev i sidste ende fastsat til fire år. Kan og Wang flyttede til Dalian fra Wuhan i 2018 og etablerede Home Discipleship Network, som er en online forkyndelsesplatform.
De blev arresteret af politiet i Dalian i oktober 2021 sammen med de fire andre kirkemedlemmer. Ifølge en kilde havde Kan så mange følgere på nettet, at hans ”uofficielle” kirke blev oplevet som en trussel mod det kinesiske kommunistparti.
Tortureret under afhøringerne
Både Kan og Wang sagde, at Dalians politi torturerede dem under afhøringerne. Denne påstand blev fremlagt i retten og er ikke blevet tilbagevist af myndighederne. Xu Yonghai, en ældste i en huskirke i Beijing, kommenterede den stigende fragmentering af de protestantiske kirker i Kina på grund af regeringens pres.
Bitter Winter, et magasin, der dækker religionsfrihed og menneskerettigheder i Kina, rapporterede, at hårde domme er en del af en større indsats fra præsident Xi Jinpings regering for at tvinge alle protestantiske kirker til at tilslutte sig den statskontrollerede tre-selv-kirke. Anklagerne mod Kan og hans medtiltalte omfattede ”ulovlig forretningspraksis” og brugen af ”xie jiao” for at underminere lovgivningsimplementering, oplyser magasinet.
”Xie jiao” kan oversættes ”heterodoks undervisning” og er et udtryk, der ofte bruges af kinesiske myndigheder til at stemple grupper, de betragter som ”kulter”. Kans organisation, en typisk protestantisk husmenighed, passer dog ikke til denne profil. Kan Xiaoyong, der stammer fra Wuhan, var en succesrig forretningsmand.
Han nedstammer fra en familie med forbindelser til kommunistpartiet. Både Kan og Wang, der er tidligere skolelærer og balletdanser, skiftede til fuldtidstjeneste i husmenigheden i 2018. Efter anholdelsen i 2021 blev ægteparret angiveligt udsat for flere dages tortur, og beviserne blev fremlagt under retssagen, men de blev afvist af dommeren. Nu vil forsvarsholdet anke den strenge dom.
Det antages, at der er 68 millioner protestanter i Kina. Af disse tilhører 23 millioner de stats-affilierede Tre-Selv-Kirker. Der er også omkring 9 millioner katolikker i Kina, hvoraf flertallet er tilknyttet statssponsorerede organisationer, skriver RFA.
Kina er i år land nr. 19 på Open Doors’ liste over lande, hvor kristne forfølges mest.