Stjerneinstruktør vil lave film om Jesu liv

Martin Scorsese instruerede den kontroversielle film ”The Last Temptation of Christ” fra 1988. Filmen ”Silence” fra 2016 blev derimod rost også af kristne seere. Foto: Alex Oliveira/startraksphoto.com

Den Oscar-vindende instruktør Martin Scorsese fortæller, at han har færdiggjort manuskriptet til en ny film om Jesus, som han regner med at optage senere i 2024.

Sidste sommer udtalte Scorsese, at han følte sig inspireret til at lave en film om Jesu liv og lære efter et møde med pave Frans under et film-arrangement i Italien.

Vil inspirere ud fra Jesu liv

Den 82-årige Scorsese har for nylig fortalt Los Angeles Times, at han samarbejder med kritiker og filmskaber Kent Jones om projektet. Og de ”svømmer i inspiration”, fastslog han. Den nye film vil være baseret på Shusaku Endos bog ”A Life of Jesus” fra 1978. Shusako Endo var også med til at skrive manuskriptet til filmen ”Silence” fra 2016, som fortæller historien om missionærer i Japan.

”Jeg forsøger at finde en ny måde at gøre det mere tilgængeligt og fjerne den negative holdning til det, folk forbinder med organiseret religion,” udtalte Martin Scorsese til Los Angeles Times. Han fortalte også, at filmen skal opfattes som ”tidløs”.

”Han forestiller sig, at filmen varer omkring 80 minutter og fokuserer på Jesu kernelære på en måde, der udforsker principperne, men ikke proselytiserer,” skriver avisen om Martin Scorseses nye filmprojekt.

Tilbage til det oprindelige

Martin Scorseses film ”Silence” fra 2016 fortæller om den frygtelige forfølgelse, som katolske missionærer fra Europa oplevede i Japan i det 17. århundrede.

Mange mennesker har afvist religion, og det er beklageligt, hvis det bygger på manglende viden om troen, mener instruktøren.

”Lige nu, når man siger ”religion”, er alle oppe på barrikaderne, fordi der er blevet fejlet på så mange måder. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den oprindelige impuls var forkert. Lad os gå tilbage og tænke over det. Man kan afvise det. Men det kan også gøre en forskel i, hvordan du lever dit liv – selv når du afviser det. Afvis det ikke bare uden videre,” opfordrer den kendte instruktør.