Vineyard udvider fra Rønne til Nakskov
I 2017 flyttede fire børnefamilier fra København til Rønne for at starte frikirken Rønne Vineyard. Nu udvider de til Nakskov på Lolland.
Der har helt fra start været masser af energi og engagement i frikirken Rønne Vineyard, som blev etableret i august 2017, da fire børnefamilier tog turen fra København til Bornholm.
“Vores vision har hele tiden været klar. Vi ønsker at møde mennesker lige der, hvor de er på livets vej, og invitere dem ind i et varmt og trygt fællesskab, hvor vi sammen kan udforske troen på Gud. Rønne Vineyard er et helle i hverdagen, et inkluderende fællesskab, hvor alle kan være med – uanset tro og livsomstændigheder,” fortæller Helle Rønne Samuelsen, der sammen med sin mand Carsten er præst i kirken.
Kirke med fart på
Siden opstarten har der været fart på aktiviteterne i Rønne Vineyard. Kirken har holdt “Pop Up Parties” på Store Torv i Rønne en fredag aften hver måned, hvor mange bornholmere har været forbi til en pandekage og en hyggelig snak, mens mange også har fået en bøn med på vejen. Den lille flok, der opstartede menigheden, voksede hurtigt til seks netværksgrupper.
Netværksgrupperne er kendetegnet ved at være åbne fællesskaber, hvor man kan være i dialog om livets store spørgsmål, lære mere om Bibelen og danne nye venskaber.
Sociale tilbud
I 2019 købte Rønne Vineyard en ejendom på Kajstræde i Rønne, hvor 50-80 mennesker nu mødes til gudstjenester, mens der er børneklub i Evangelisk Luthersk Missions lokaler i Tværstræde. Lokalt er Rønne Vineyard nok bedst kendt for sine udadvendte aktiviteter som gratis familieudflugter, sommerevents, maduddelinger, familienetværk i partnerskab med Blå Kors Danmark og ikke mindst ”Børnenes Julehjælp Bornholm”, som i julen 2023 sørgede for personlige julegaver og julemad til over 200 børn fra udsatte familier på Bornhom.
”Vores livs eventyr”
Til juli flytter de assisterende præster, Mette-Line og Kasper Thorskov Hansen med deres to børn, Therese og Karl, til Nakskov for at starte en ny Vineyard-kirke i partnerskab med OM Danmark (Operation Mission). Mette-Line og Kasper Thorskov Hansen var med til at starte Rønne Vineyard på Bornholm og har været drivende kræfter gennem alle årene.
“Det har været vores livs eventyr at flytte fra København til Bornholm for at være med til at starte Rønne Vineyard. Vi har mødt en enormt imødekommende befolkning, og Bornholm vil altid ligge vores hjerter meget nær,” siger Mette-Line Thorskov Hansen. Mette-Line og Kasper Thorskov Hansen håber, at den nye kirke på Lolland kan lykkes med mange af de samme ting, som er lykkedes i Rønne.
”Vi kan se, at Rønne Vineyard har gjort en stor forskel i mange menneskers liv, og vi har nu fået mod på at give alt dette videre et andet sted. Vi flytter til Nakskov i håbet om at se et lignende fællesskab spire frem der.” Der vil være udsendelsesgudstjeneste for familien Thorskov Hansen fra Rønne Vineyard søndag den 16. juni 2024.
Fakta:
Vineyard er en verdensomspændende evangelisk bevægelse, som startede i USA i 70’erne. I Danmark tæller Vineyard på nuværende tidspunkt syv frikirker: København, Roskilde, Odense, Aarhus, Aalborg, Helsingør og Rønne. Vineyard har samme trosgrundlag som de fleste andre kristne kirker i Danmark, herunder folkekirken, men er typisk kendetegnet ved et stort engagement i samfundet, et inkluderende fællesskab og lovsang.
Mange studerende og børnefamilier finder inspiration til troen og dybe venskaber i Vineyard.