Arrow tilbyder opdateret og forbedret lederskabskursus
Arrow Lederskab Danmark løfter nu sløret for en opdateret og skærpet udgave af det internationale lederforløb, som siden 2013 også har været tilbudt i Danmark.
Teamleder for arbejdsgruppen omkring Arrow, Peter Kofoed Herbst, fortæller i en pressemeddelelse, at justeringerne er en naturlig konsekvens af, at programmet har kørt fire omgange i det oprindelige format, og at man har vurderet, at det var tid til en opdatering.
Fire forløb siden 2013
“Meget har forandret sig siden 2013,” fortæller Peter Kofoed Herbst.
“Det gælder både i forhold til familiedynamikker, tidsprioriteringer og arbejdssituation, hvor den yngre ledergeneration har andre ønsker og forventninger end for ti år siden. Dertil kommer covid-19-pandemien, hvor vi alle blev langt dygtigere til at indtænke webinarer og online-undervisning i vores dagligdag.”
Online mentorassistance
Arrow har nu valgt en ny type forløb, som tidsmæssigt er forkortet fra fire internater (samlinger) á fem døgns varighed fordelt over to år, til i stedet at være samlet på tre internater á tre døgn i løbet af et skoleår. Når disse samlinger suppleres med webinarer og online-mentoring, er det lykkedes at lave et indhold, som i alt væsentligt svarer til det oprindelige.
Formand for Arrows bestyrelse, Jesper Oehlenschläger, forventer, at deltagerne vil opleve et fuldt ud lige så udbytterigt forløb:
“Vi tager alt det bedste fra det hidtidige program med ind i det nye, og vi skærper intensiteten og fællesskabet mellem internaterne, så deltagerne bliver hjulpet til at forblive i processen gennem hele forløbet,” siger han.
Lederkursus med Jesus
Arrow Lederskab er langt mere end blot et lederkursus, forklarer arbejdsgruppen.
– Det er et forløb med fokus på lederens absolut største ledelsesopgave: Lederen selv, og visionen er at udvikle ledere, der er ledt mere af Jesus, leder mere som Jesus og leder mere til Jesus. Arrow er derfor særlig henvendt til ledere, som ønsker at arbejde med deres karakterdannelse i et trygt og samtidig udfordrende fællesskab med andre ledere på tværs af det kirkelige landskab i Danmark, og undervisningen forsyner lederen med redskaber til at lede sig selv, lede andre og lede en organisation, forklarer arbejdsgruppen.
Ansøgningsfristen til det næste Arrow-forløb er 15. juni 2024, og man kan finde yderligere oplysninger på www.arrowlederskab.dk
Arrow
Det internationale Arrow lederskabsprogram, som udsprang fra kristne ledere i Canada, har nu i over 30 år hjulpet ledere med at finde klarhed, sunde prioriteter, fællesskab og frimodighed til at lede på en Jesus-centreret måde.
I Danmark blev Arrow igangsat i 2013. Siden da har 70 ledere gennemført et forløb i Danmark. Arrow er associeret medlem af Evangelisk Alliance og har Lausannepagten som teologisk grundlag.