At slutte på en god måde
Hvilken slutning det end handler om, et liv eller et arbejdsliv, en opgave, en relation – lige meget hvad; det er en stor lykke at slutte på en god måde.
Jeg tror, de fleste er enige om, at Dronning Margrethe sluttede på en god måde. Nu har hun en masse gode minder om folkets kærlighed, og hun kan være rådgiver for sin efterfølger. Jeg er også ”abdiceret”. Det var som sognepræst i 2014, et par år før jeg var tvunget til det, og hvor menigheden stadig satte pris på min tjeneste.
Det er godt at slutte på den måde. I mit tilfælde erfarede jeg ydermere, at det gik mindst lige så godt efter min afgang. Det har glædet mig meget. Jeg har også oplevet et par gange, hvor min afslutning ikke var helt perfekt; det tænker jeg indimellem over. Jeg kender flere, som sluttede rigtig dårligt, fordi de blev beskyldt for et eller andet.
Nogen gange hører man folk sige, ”det er hårdt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort.” Jeg tænker, at det er værre at blive beskyldt for noget, man har gjort. I begge situationer er det godt, der er noget, som hedder henholdsvis ”tillid” (der er sikkert nogen, som tror på én) og ”tilgivelse”. Det sidste er der brug for, hvis man har gjort det, som man beskyldes for. Når man indrømmer sine fejl og beder om tilgivelse, får man det ofte. Det er godt for begge parter, når det sker. Det kan gøre en dårlig afslutning god.
”Det ender godt”, lyder titlen på en bog af Johs Møllehave og Erik Bjergager. Det gør det, når vi sætter vores lid til Gud, som gennem Jesus skabte vej gennem synd og død til noget endnu bedre, end det vi kender her. Det kan man trøste sig med i en situation, hvor en dårlig afslutning ikke kan vendes til noget godt.
Det er ikke altid sådan, at det, der ser ud som en dårlig afslutning, er det. Og modsat er det heller ikke sikkert, at det, der ligner en god afslutning, i virkeligheden er det. Og man skal i hvert fald ikke vurdere et helt livsforløb på, hvordan det så ud i en begrænset periode – fx den sidste tid, hvor det kan være, man er helt ude af kontrol med sig selv.
På et tidspunkt fik jeg den tanke, at min ambition – her i sidste del af mit liv – skulle være, at se andre menneskers potentiale og opmuntre dem i udviklingen af det. Tænk, om det kunne lykkes i bare nogle få tilfælde. Det ville være godt for mig selv – og for dem, som på den måde blev opmuntret, inspireret, velsignet. Jesus sluttede utroligt godt. Efter at have givet disciplene opgaven at forkynde for alle folkeslag, står der i Lukas 24,51: ”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og løftedes op til himlen.”
Hvis man spørger: Hvad blev Jesus ikke færdig med her på jorden? Ja, så er svaret: At velsigne. Han var stadig i gang med at velsigne, da hans fysiske tilstedeværelse på jorden sluttede, og han ved Himmelfarten blev usynlig for disciplene. Tænk, om noget i samme retning kunne siges om dig og mig efter vores bortgang. Fx han/hun var optaget af at bringe Guds velsignelse til andre, lige til han/hun faldt død om; eller mistede bevidstheden; eller forsvandt ind i demensens mørke; eller hvad situationen end måtte være til den tid … Det ville være en god afslutning.
