Nyt tøjmærke skaber samtaler om tro

De tre iværksættere iført trøjer fra deres egen kollektion. Fra højre: Martin Dan Nielsen, Arsalan Tari og Andreas Vemmelund. Foto: Faith over Fear.

Tre målrettede, unge kristne mænd er gået sammen om at sprede budskabet om Jesus på modetøj, som de håber kan være med til at normalisere samtaler om tro i det offentlige rum.

Faith over Fear er en nystartet dansk virksomhed. Bag virksomheden står tre unge kristne mænd, som brænder for at sprede de gode nyheder på tøj, som appellerer til unge mennesker. Første tøjkollektion med hættetrøjer og T-shirts kom i handlen den 3. februar 2024, så nu er Andreas Vemmelund, Arsalan Tari og Martin Dan Nielsen ikke kun iværksættere og virksomhedsejere, men også omvandrende reklamesøjler for det nye tøjmærke.

Andreas Vemmelund er 19 år og går i 3.G på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. Arsalan Tari er 20 år og holder sabbatår efter studentereksamen fra Kolding Gymnasium, mens Martin Dan Nielsen er 20 år og går i 3. G på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. Arsalan Tari og Martin Dan Nielsen har desuden gået sammen på den kristne efterskole Kildevæld.

De tre initiativtagere ønsker at vise unge både nationalt, internationalt og globalt, at man som kristen også kan udtrykke troen gennem det modetøj, man går i.
Det er også meget væsentligt for iværksætterne, at Faith over Fear-tøjet er et brand, som er målrettet unges tøjstil, at det er tøj, som unge har lyst til at gå med.
Undervejs er der mange, som har opmuntret initiativet ved at udtrykke, at et kristent tøjmærke til unge er noget, som de har manglet.

Samtalestarter om tro

De tre unge ønsker og tror på, at deres nye tøjkollektion og tøjmærke, som er med slogans fra Bibelen, kan være med at gøre samtaler om tro mere almindelige og acceptable blandt unge I Danmark. De håber, at tøjet med print som eksempelvis “do not fear” bliver indgang til samtaler om tro med ikke-kristne, samt at mennesker, der ikke er troende, bliver opmærksomme på og opdager troen på Jesus.

De tre drømmer om at leve i det, som for dem er ekstremt meningsfuldt, at blive selvstændige, at leve af at arbejde sammen om at skabe modetøj, som er med til at udbrede Guds ord. Andreas, Arsalan og Martin har også tidligere arbejdet sammen i en virksomhed med videresalg af lamper, hvilket var godt i forhold til indtjening, men fordi arbejdet ikke var meningsfuldt for dem på et dybere plan, mistede de lysten til det.

Motivationen med at tjene penge til sig selv var ikke en stor nok drivkraft, der skulle noget mere meningsfuldt til for at bevare arbejdsiveren. Faith over Fear-virksomheden er drømmekombinationen for dem, idet de alle tre brænder for at sprede Guds ord, at have egen virksomhed og også interesserer sig for modetøj. De er enige om, at den allerstørste motivation er glæden ved at sprede budskabet om troen på Jesus.

“Vi tror så meget på det her projekt, at det er supermeningsfuldt for os at investere i det på alle måder – også økonomisk,” siger Andreas Vemmelund.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Målrettet samarbejde

De unge har i omtrent et halvt års tid arbejdet målrettet for at tjene penge, som de har investeret i opstarten af deres virksomhed. Det er alene deres egen økonomi, som har været startkapital i projektet, selvom de på sigt er åbne for muligheden for udefrakommende investorer. I udvælgelsen af hvilke Guds-ord, der skal trykkes på tøjet, er de meget optagede af, hvad den, der læser budskabet, vil tænke, om det, der står.

Derfor vælger de slogans eller skriftsteder, som udtrykker den positive side af troen, slogans, som også giver mening for almendanskeren uden en kristen tro. “Det vigtigste for os er nok, at det, der står på tøjet, er med til at hjælpe folk,” siger Arsalan Tari. For at få nyheden om det kristne tøjmærke ud har de oprettet Faith over Fear på TikTok, Instagram og Facebook, ligesom de også har en hjemmeside.

Martin, Arsalan, Andreas tager meget gerne imod invitationer til at fortælle og inspirere udfra deres egen rejse med at starte virksomhed, ligesom de meget gerne vil vise deres kollektion frem og selvfølgelig også sælge tøjet. Der er allerede flere kristne klubber, som har inviteret de tre unge iværksættere, hvilket de glæder sig over.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Guds plan

Martin Dan Nielsen har tidligere været meget genert og tilbageholdende, men han fik til sin ungdomsvelsignelse et vers fra Bibelen fra Esajas’ bog kapitel 49 vers 2, som han dengang ikke forstod meningen med:

”Han (Gud), gjorde min mund til et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en spids pil, i sit kogger holdt han mig gemt.”
Nu, hvor han er blevet mere sikker i sig selv og på sig selv, ser han dette vers blive til virkelighed lige for øjnene af sig. Med baggrund i dette vers og det, han oplever nu i sit liv, tror han, at virksomheden er en del af Guds plan for ham.

Andres reaktioner

At gå efter at se drømmen om selvstændig virksomhed, som spreder Guds ord, afføder forskellige reaktioner i omgangskredsen af familie, venner og bekendte.
Nogle kommentarer, som er møntet på kristendommen, er ret kritiske, hvilket de tre unge tager i stiv arm og beder om, at endnu flere vil erfare Guds livsforvandlende kærlighed.

Hos forældrene er der selvfølgelig megen stolthed over, at de går målrettet efter det, de trives i, ligesom der også er råd om at vælge den mere traditionelle uddannelsesvej først. De tre unge fortæller med tydelig taknemmelighed om den kæmpe opbakning, som de oplever i kristne kredse og på de sociale medier.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Økonomisk profit

De tre unge er enige om, at profitten fra Faith over Fear i det næste lange stykke tid går direkte ind i virksomheden, som de håber og samarbejder om at gøre stor og kendt. Med deres fælles ønske om at arbejde sammen fuld tid i virksomheden vil de selvfølgelig også på længere sigt bruge overskuddet til lønudbetaling.
Lige nu arbejder de først og fremmest på virksomhedsvækst med klart opdelte ansvarsområder og arbejdsopgaver.

På længere sigt forestiller de sig også at give 5-10% af overskuddet fra virksomheden til velgørenhed.

Opfordring til unge iværksættere

“I Danmark kan det føles, som om samfundsholdningen er, at man skal have den rette viden og de rette kompetencer, inden man vælger at gå efter drømmen at starte egen virksomhed, men vi tænker, at det er vigtigst at gå i gang med det, man drømmer om, og gøre brug af det, man har.

Når man går i gang, lærer man henad vejen og opsøger råd og vejledning fra dem, der ved noget, der hvor man selv kommer til kort. Viden er ekstremt vigtigt, men hvis man har en idé, som skal omsættes til virkelighed, bliver man nødt til at handle på den uden at være bange for, hvad der kan gå galt,” siger Martin Dan Nielsen.

Guds ord er tveægget

De tre unge er blevet mere bevidste om, hvordan de selv lever, idet de erkender, at deres levevis også påvirker den nystartede virksomhed. De vil gerne leve i lyset og i sandheden, helt autentisk, idet trosaspektet for dem er personligt. De ønsker at være gode ambassadører for Gud og for Faith over Fear samtidig med, at de hviler i, hvordan Gud har skabt dem. Det er tydeligt, at de tre venner, kolleger og iværksættere lever i sandheden om, at tro er over frygt.

Firmanavnet

Inspirationen til navnet Faith over Fear er fra en tatovering, hvor et lam træder på et skelethoved med indskriften Faith over Fear. Arsalan, Martin og Andreas har et fælles ønske om at komme ud med budskabet: Frygt ikke, for Gud har styr på det hele.