Gunhild ønsker at hjælpe mennesker, der har en udfordret seksualitet

Gunhild voksede op i Strandby i Nordjylland i et kærligt, indremissionsk hjem og kom i et godt kristent ungdomsmiljø. Alligevel følte hun ikke, at hun passede ind.

Hendes første møde med ordet homoseksuel var, da hun læste om det i Mosebøgerne, og hun tænkte, om det var det, der var hendes problem: ”Men jeg skubbede det straks væk igen og sagde til mig selv, at Gud ikke ville skabe noget, som var ham imod.” Derfor gik Gunhild ikke på det tidspunkt videre ind i tanken om homoseksualitet.

I stedet betød det, at hun sagde farvel til sin seksualitet, og da hendes jævnaldrende begyndte at interessere sig for det modsatte køn og fik kærester, blev Gunhild, som hun udtrykker det, lidt af en bibelnørd i stedet for:

”Jeg begravede mig i Bibelen, spillede fodbold og fik yngre og yngre kammerater og følte mig på mange områder forskellig fra de andre. Jeg havde en oplevelse af, at når man var pige, kunne man ikke gøre det, man havde lyst til.”

Problemer som ægtefælle

”Imidlertid oplevede jeg ikke det store i forbindelse med det i flere år. Men så blev jeg gift, og her oplevede jeg de første 15 år af mit ægteskab som et overgreb, uden at min mand vidste noget om det, da det var noget, der foregik oppe i mit hoved. Samtidig har jeg en overgrebshistorie fra min barndom, som gjorde, at jeg gik ud af kroppen. Det var usynligt bortset fra, at når vi kom til aften, fik jeg det dårligt og kunne ikke være i mig selv. Så jeg begyndte at trække sengetiden længere og længere ud. Alligevel havde vi meget seksuelt samvær i disse år, men jeg kunne faktisk ikke huske det.”

Tog hul på problemet

Da Gunhild var først i trediverne, hørte hun én af de ledende i Indre Mission tale imod homoseksualitet, og – som hun fortæller – var hun helt enig med ham. I det hele taget havde hun på det tidspunkt et meget sort-hvidt syn på homoseksualitet. I forbindelse med et bibelskoleophold nogle år senere dukkede tankerne om hendes seksualitet op igen, og hun fik store problemer med at sove. Til sidst fik hun talt med en af lærerne om det, der fyldte, og det hele lagde sig lidt igen.

Efterfølgende fandt hun og hendes mand en måde at være sammen på, som de begge havde det godt med. Så problemet kom igen lidt i baggrunden.

Valgte sit ægteskab

Men i 1994 var Gunhild ikke i stand til at skubbe det til side længere, fordi hun blev forelsket i en kvinde. Tidligere havde hendes problemer i ægteskabet mere drejet sig om en ulyst til sex og kunne derfor tolkes som en aseksualitet snarere end en homoseksualitet. Men nu dukkede det op igen:

”Jeg var så langt ude, at jeg næsten var parat til at forlade både mand og børn. Men pga. min tro var jeg nødt til at mærke efter og forholde mig til det.” Samtidig med, at det var homoseksuelle følelser, hun måtte forholde sig til, tænkte hun imidlertid, at hun måtte forholde sig til noget af det samme, hvis det havde været en anden mand, hun var blevet forelsket i:

”Dermed blev det et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville følge disse følelser eller blive i mit ægteskab. På det tidspunkt var min mand og jeg nået ind i en stor stabilitet og respekt for hinanden, så jeg valgte at blive hos min mand og finde en vej sammen med ham, og det har båret utrolig meget frugt, både for os og for vores børn.”

Forskellige forklaringer

Gunhild har gået igennem mange års terapi og taget flere terapeutiske uddannelser, nogle med et kristent fokus. Det betyder også, at hun i dag har fået et mere nuanceret syn på homoseksualitet:

”Jeg tror ikke, der er en enkelt forklaring på, hvorfor nogle mennesker har de følelser. Jeg tænker, at der på den ene side kan være en medfødt disponering. Det taler Bibelen også om, når den siger, at der er nogle, der er født uegnede til ægteskab, nogle, der bliver gjort uegnede og nogle, der selv vælger det fra. På den anden side kan det også være resultatet af ens opvækst, og det man har været udsat for. For mit vedkommende har drenge, pga. de overgreb jeg har været udsat for, altid været noget, jeg kæmpede med. Men også et minde, som i virkeligheden bunder i noget positivt, har måske haft indflydelse: Min far satte alt ind på, at der skulle være et børne- og ungdomsarbejde i Strandby, så drengene ikke kom i uføre, men fik en god ballast. Så han startede et FDF-arbejde, og fra helt lille var mit største ønske at komme med i FDF. En dag sagde jeg det til min far, hvortil han svarede: ”Men Gunhild, du er jo en pige.” Han så godt nok den sorg, det var for mig, så derfor var han med til at tage initiativ til, at der blev startet et FPF-arbejde. Men det var jo ikke det, jeg ville. Jeg ville være sammen med min far.”

Kærlighed

Som svar på tidens og også dele af kirkens tendens til at legalisere alt – herunder praktiseret homoseksualitet – i kærlighedens navn, understreger Gunhild:

”Når man siger, at kærligheden er det vigtigste – og det siger Jesus jo også – skal man være opmærksom på, hvad det er for en kærlighed, han taler om. Han taler om den kærlighed, som ofrer. På dansk har vi jo kun ét ord for kærlighed, og når vi taler om den, tænker vi primært på den seksuelle tiltrækning. Men, når Bibelen taler om kærlighed, taler den om forpligtelse og om det at gøre noget godt for et andet menneske. Og vores og Bibelens definition af kærlighed kan godt komme til at gå imod hinanden.”

Den kristne homoseksuelle

I KNUS står man klar til at hjælpe og støtte mennesker med kønsidentitetsproblemer, og man melder klart ud, at man står for Bibelens syn på homoseksualitet. Men man ser det ikke som foreningens opgave at pådutte den enkelte en bestemt holdning eller levevis, men støtte den, der selv ønsker at leve efter Bibelen:

”Der er ikke noget enkelt svar. Jeg har ingen fordømmelse overfor dem, der vælger at leve deres homoseksualitet ud. For der er ingen af os, som er fri af synden. For mit eget vedkommende er min synd og min kamp i forhold til min homoseksualitet ikke, at jeg har levet den ud, men min afvisning og manglende tillid til min mand. Men hver enkelt af os, der er ramt af de her ting, må finde vores vej, og Gud er heldigvis stor nok til at elske os hele vejen igennem. Selvom jeg oplever, at Gud afviser homoseksualitet, oplever jeg, at der tales lige så tydeligt om Guds kærlighed til den homoseksuelle. Det var jo, fordi vi ikke kunne leve op til Guds krav, at Jesus døde for os. Derfor er jeg afhængig af, at Kristus er død for mig og leder mig ét skridt ad gangen på min livsvej. Omkring vores frelse, er det heldigvis ikke os, der skal dømme. Det er Gud, der dømmer, og han kender vores hjerter. Nogle af dem, vi har kontakt med gennem KNUS, har i en årrække levet som homoseksuelle, men vælger nu at leve afholdende.”

Ikke i særklasse

Samtidig er tilgangen i KNUS, at det at være homoseksuel ikke skal ses som noget, der tilhører en særlig kategori af ufuldkommenhed og synd:

”Vi gør det jo til noget helt specielt, at kristne homoseksuelle ikke kan leve deres seksualitet ud, men der er jo også mange kristne heteroseksuelle, som heller ikke får en ægtefælle, og som lever i cølibat. Så vi skal ikke gøre homoseksuelle til ofre. Ligesom heteroseksuelle har vi et valg, og der er konsekvenser med de valg, vi tager. Der kan være meget sorg forbundet med valg, lige meget om du vælger at leve alene, at gå ud af et ægteskab og ind i et andet, eller du som ung vælger at leve som homoseksuel.”

Det handler om at lade Gud lede mig

Når det kommer til at definere praktiseret homoseksualitet som en synd, henviser Gunhild til de steder, der er omtalt i Det Nye Testamente, og understreger, at det her altid nævnes sammen med andre synder, fx sladder:

”Og er der noget, der er meget af i kirken, så er det sladder. Så man skal ikke gøre homoseksualitet til en særlig synd. Det, der betyder noget, er, om jeg vil lade Gud hellige mig. Personligt tror jeg, at mine homoseksuelle følelser har været med til, at Gud er kommet ind i nogle rum i mit liv, han ellers ikke ville være kommet ind i. Han har givet mig en stor respekt for andre menneskers sårbarhed, også den sårbarhed, som er der, selvom det udadtil ser ud til, at man har styr på tingene.”

KNUS

KNUS opstod ud af et tomrum, efter at Agape havde lukket deres arbejde med homoseksuelle. Der var stadig et behov for et fællesskab, hvor man kunne mødes og opbygge hinanden:

”KNUS er et sted, hvor man kan tale med mennesker, der kender til udfordringerne med homoseksualitet. Her kan man mødes frit, uden at man nødvendigvis bliver skubbet i den ene eller den anden retning. Der skal ikke herske tvivl om, hvad KNUS’ standpunkt er, og at Guds ord taler, som det gør, og derfor vil der også være nogen, som ikke oplever, at vores tilbud er noget for dem. Men vi har også en meget stor erkendelse af, at nogle af dem, vi har kontakt med, vil opleve fald i forhold til deres ønske om afholdenhed. Nogle går også ud i et homoseksuelt parforhold, selvom de har det samme grundsyn som os, og der vil vi også være der for dem, ikke for at skubbe dem i en bestemt retning, men for at de kan have mulighed for at tale om det, der er svært, sådan at de selv kan finde ud af, hvad de vil. Det er vigtigt, at vi som kristne ikke ændrer vores syn efter, hvordan verden ser ud. Men samtidig er det vigtigt, at vi rummer mennesker og møder dem, som har et andet syn end vi, med åbenhed og nysgerrighed, og måske bliver de også nysgerrig på, hvad vi mener. Vores hovedopgave er derfor at danne netværk imellem kristne, der har de her følelser, og som ønsker at mødes i et fællesskab, hvor vi kan opbygge hinanden. KNUS afholder to weekender om året. Det begynder fredag aften, hvor der er vidnesbyrd, lovsang og socialt samvær. Lørdag er der undervisning og walk-and-talk, hvor vi snakker og deler liv med hinanden. Den ene weekend er på Sjælland og den anden i Jylland. De sidste gange har der også været ægtefæller med. Derudover gør vi meget ud af at komme rundt og besøge kirkelige sammenhænge og fortælle om vores arbejde, sådan at mennesker ved, at vi er her.”

Læs mere om KNUS på knus-netvaerk.dk.