Europa-Parlamentet: “Julemassakren på 195 kristne i Nigeria skyldes klimaforandringer”
EU-Parlamentet fordømmer julemassakren i Nigeria, men afviser samtidig, at det skulle handle om islamistiske gruppers overgreb på kristne samfund.
Europa-Parlamentet har fordømt julemassakren, som kostede mindst 195 nigerianske kristne livet i december 2023. EU-Parlamentet nævner dog hverken islamister eller sharialove, men giver klimaforandringerne skylden for de voldelige angreb.
Det skriver The Christian Post. I løbet af julesæsonen 2023 dræbte militante fulani-hyrder mindst 195 kristne i over 20 landbosamfund i Nigerias Central Plateau State. Angrebene resulterede også i mere end 300 sårede, ødelagte hjem, otte nedbrændte kirker og 15.000 fordrevne.
Ukendte gerningsmænd?
Nu hedder det så i EU- resolutionen, at ”konflikten i stigende grad beskrives i religiøse termer, mens gerningsmændene endnu ikke er identificeret, og flere faktorer skal tages i betragtning, såsom konkurrence om jord, der er drevet af hurtige klimaændringer og myndighedernes manglende evne til at tage hensyn til dem, der er ansvarlige for vold.”
Resolutionen opfordrer de nigerianske myndigheder til ”at tage meningsfulde skridt til at identificere og adressere alle grundlæggende årsager til volden i Plateau-staten, såsom konkurrence om knappe ressourcer, miljøforringelse og forsvinden af effektive mæglingsordninger.”
Kritik af resolutionen
Georgia Du Plessis fra menneskerettighedsgruppen ADF International kritiserer nedtoningen af de religiøse motiver og fastslår, at klimaændringer ikke fører til massakrer af kristne landsbyer. To medlemmer af Europa-Parlamentet, Bert-Jan Ruissen og György Hölvényi, har udtrykt bekymring over den manglende anerkendelse af islamisk ekstremisme som en primær årsag til volden:
”At sige, at det blot er en konflikt mellem landmænd og hyrder, anerkender ikke de andre årsager. Det er muslimske ekstremister, der forårsager død og ødelæggelse,” sagde Bert-Jan Ruissen.
De koordinerede angreb fra fulani-militser mod de kristne områder blev da også beskrevet som ”ren terrorisme” af Plateau Statens guvernør Caleb Mutfwang.
Også den USA-baserede NGO International Christian Concern opfordrer de nigerianske myndigheder til at prioritere anholdelse og retsforfølgelse af terroristerne. Nigeria har været opført i ICC’s årlige rapport gennem de sidste tre år på grund af den igangværende vold mod kristne.
Overfaldsmændene, der ofte bliver omtalt som ”banditter”, er en blanding af kriminelle elementer, herunder etniske fulani-hyrder og lejesoldater fra Tchad eller Niger. Kristne ledere mener, at de mange angreb er motiveret af et ønske om at overtage kristne områder og påtvinge beboerne islam. Ifølge Open Doors deltager både fulanier og terrorgrupperne Boko Haram og den vestafrikanske gruppe ISWAP i razziaerne mod de kristne områder.