Mogens Larsens missionsindsats gennem årtier har berørt mange mennesker i både ind- og udland

Mogens Larsen var medlem af Udfordringens bestyrelse i 28 år. Den 14. februar fylder han 90 år. Udfordringen har besøgt ham for at høre ham fortælle om et langt begivenheds- og indholdsrigt liv.

Vi befinder os i parret Mogens og Jytte Larsens hjem i Hellerup, hvor Mogens begynder fortællingen om et liv lidt ud over det sædvanlige. Selvom han har haft længere tid end de fleste til at fylde et liv, er det også de færreste af dem, der når hans alder, der kan se tilbage på et liv, der ligner hans. Mogens voksede op i et, som han udtrykker det, dejligt hjem i Vestervig i Thy, byen med Nordens største landsbykirke og en særlig plads i historiebøgerne.

Han blev født som det tredje barn i familien og havde to storesøstre. Senere kom der en lillebror til. Forældrene var ikke specielt troende eller kirkegængere, indtil byens præst, Kaj Fibiger Jensen, kom og spurgte dem, om de kunne have en antikvitetshandler fra København boende hos dem, da der skulle være en stor møderække. Det var samme år, som Mogens blev født:

”Antikvitetshandleren var med til at forandre livet i kristen retning for min familie. Så mit hjem blev et blidt indremissionsk hjem. Mine søstre var meget involverede i troslivet, mens jeg, som var yngre, ikke blev det i samme grad,” fortæller Mogens.

En livsbane bliver lagt

Meget tidligt blev det klart, at han havde et udviklet sælger- og købmandsgen. Det startede i det små, da han som 9-årig begyndte at sælge ugeblade: ”Jeg havde en meget stor hund, som der var seletøj til, så den trak vognen. Jeg har altid godt kunnet lide handel.”

Efter krigen flyttede familien til Strib, hvor moren, der led af en nyresygdom, døde. Mogens var da 17 år gammel:

”På det tidspunkt gik jeg på Fredericia Gymnasium, og jeg husker, at rektor kom ned til mig og talte så kærligt til mig. Det er sådan noget, man aldrig glemmer.
Kort tid efter flyttede vi tilbage til Vestervig, hvor min far købte en viktualieforretning med ost og pølser. Min far syntes, at jeg skulle gå ind til noget i det offentlige, fordi det ville betyde en økonomisk sikkerhed. Man havde jo haft 30-erne, som var meget svære. Men det ville jeg ikke, jeg ville til handel.”
Efter i en periode at have været i lære i en forretning i Vestervig, fortsatte han sin læretid i Silkehuset på Strøget i København.

Løftet til mor

”Min søster var på det tidspunkt sygeplejeelev på Frederiksberg. Hun var en dyb kristen og ville meget gerne have mig med til nogle møder, og hun havde inviteret mig med mange gange uden held. Jeg havde ganske vist lovet min mor på hendes dødsleje, at jeg ville blive en kristen, men på det tidspunkt betød det ikke noget særligt for mig. Engang spurgte min søster, hvad jeg skulle lave den kommende lørdag. Det vidste jeg ikke, og hun bad mig derfor om at tage med hende – om ikke andet så for hendes skyld. Så det gjorde jeg. Vi tog ind til et ungdomsmøde, hvor den canadiske radiosanger Lyle Richardson skulle synge. Det var hans sidste møde i København, og jeg husker endnu, at han sang om, at ”nåden strømmer fra korset ned” og fortalte om, at han var kommet til en korsvej i livet.”

Mogens gik derefter til flere møder, og en dag nåede han selv til en korsvej:

”En aften var jeg til et møde. Jeg husker ikke, hvad prædikanten talte om, men jeg begyndte at veje, om jeg skulle blive kristen eller ikke. Det, som fik vægtskålen til at blive tynget ned, for at jeg skulle blive kristen, var, når jeg tænkte på, hvad jeg havde lovet min mor.
Da jeg forlod mødet, kørte jeg hjem til mit værelse i Vanløse og kl. 21.15 den 25. november 1952 bøjede jeg mine knæ ved min seng og bad Jesus om at blive min frelser.”

Kaldet til tjeneste

Efter endt læretid og en tid i militæret fik Mogens et kald fra Gud. Det skete, mens han havde lungebetændelse:

”Da talte Gud til mig, om at jeg skulle bruge min tid på evangelisation. Jeg tog så på European Bible Institute i Paris, hvor jeg var i tre år.”

Allerede ved det første evangeliske møde, han deltog i, stiftetede han bekendtskab med ungdomsbevægelsen YFC, og det var her, han oplevede, at han skulle tjene Gud: De havde imidlertid ikke økonomi til at lønne ham, så han begyndte at arbejde ulønnet for dem og fandt en måde, hvor han kunne finansiere sig selv. Det viste sig at blive den måde, han også fremover kom til at arbejde på i sin tjeneste.

Billy Graham kommer til Danmark

I YFC mødte Mogens den mand, der i sin tid havde fået YFC til Danmark. Han var selv blevet kristen i Sydafrika og kom i Missionsforbundet. Mogens kom også i Missionsforbundet, men kommer i dag i Emdrup Kirke. De begyndte nu at arbejde på at få Billy Graham til Danmark:

”Jeg undersøgte, hvordan man gjorde, og han rejste så til de byer, hvor Billy Graham havde været. Dengang var der stort set ikke andre, der var interesseret. Vi fik fat på brevpapiret fra de forskellige organisationer. Jeg skrev så en indbydelse til Billy Graham, hvorefter vi gik ud til formændene i organisationerne og sagde, at vi gerne ville have Billy Graham til Danmark. Det ville de også gerne, hvorefter de alle skrev under, og alle indbydelserne blev sendt. Vi afholdt en Billy Graham kampagne i Forum, det største konferencelokale i Danmark, hvor der kunne være 10.000. Det kostede rigtigt mange penge, men vi fik alle pengene ind, og vi havde overskud, da vi var færdige. Mange tog imod Jesus under kampagnen, og for en måned siden var jeg til en 70-års fødselsdag, hvor jeg traf to kvinder, hvor den ene havde mødt Jesus under kampagnen, og den anden havde sunget med i koret.”

Global direktør og bestyrelsesmedlem i Udfordringen og Scandinavia

Efter Billy Graham kampagnen stoppede Mogens i sin stilling hos YFC:

”Vi fik en søn, og vi var nødt til at få nogle indtægter. Jeg fik et tilbud om at begynde en dansk afdeling af et amerikansk firma. Jeg var i firmaet i omkring 25 år, hvor jeg opstartede kontor i København i 1966, i 1968 i Oslo, i 1969 i Hamburg og var desforuden involveret i England i 3-4 år. Siden tog vi til USA, men var der kun 1 ½ år. Noget af det første, der skete, efter at vi var kommet hjem, var, at jeg kom med i Udfordringens og Scandinavias bestyrelse, hvor jeg havde økonomien som min kompetence.”

Et langt liv med Gud

Når jeg spørger Mogens om, hvordan det har været at leve med Gud i så mange år, er hans svar:

”Livet har jo forkælet mig. Jeg blev gift med en rigtig dejlig kone, som for øvrigt har været sekretær i Scandinavia. Jeg har været ude for mange forskellige ting. Forretningsmæssigt har jeg arbejdet i seks forskellige lande, og i det kristne arbejde har jeg været i Nepal, Afrika, Ukraine og Filippinerne. Men jeg har været meget heldig, for jeg har mødt mange mennesker, som har haft en positiv holdning til min tro, og jeg er jo forretningsmand, og det giver mange forbindelser.”

Stort missionsarbejde

”Jeg havde besluttet, at når jeg blev 70 år, ville jeg ikke sidde i bestyrelser, være formand eller arbejde med andres penge. Som 70-årig var jeg så tilfældigvis i Afrika, hvor jeg var ude at tale ved nogle Jesus-film-fremvisninger, og der var en masse mennesker. Da sagde jeg til mig selv, at det kunne jeg jo gøre hver lørdag.” Det blev starten på et missionsarbejde, som Mogens selv finansierede.

”Jeg skrev til tolv præster fra forskellige samfund og inviterede dem til et seminar. Der kom ni, som jeg har holdt ved siden. Da jeg begyndte dernede, var der 800 medlemmer i kirkerne. Efter en halv snes år var der 6.000.”

Når Mogens holdt seminar for lederne, samledes de i begyndelsen, hvor de nu kunne, i kirker, på hoteller eller skoler.

Gud bruger endnu en lungebetændelse

I mellemtiden var Mogens på besøg i Filippinerne, hvor han fik endnu en lungebetændelse. Ligesom da han som ung var sygemeldt med lungebetændelse, brugte Gud uvirksomheden til at få ham i tale:

”Jeg sad i en stol, og så talte Gud til mig igen. Han sagde, at jeg skulle bygge et konferencecenter i Afrika. Det var jo små menigheder og steder, og de skulle have et sted, de kunne samles. Så det gik jeg i gang med. De sidste ti år har jeg bygget en kirke til 500 mennesker, en stor restaurant med køkken og et hostel. Lige nu skal jeg til at bygge endnu et hostel ved konferencecentret.”

Til Nepal

”Fra jeg var 70, rejste jeg rundt i Nepal og holdt seminarer for menighedsledere og præster. Men da jeg blev 80, kunne jeg ikke blive ved at rejse rundt i bjergene.
Min plan var at lave samlinger for mænd, som kunne mødes regelmæssigt fx på et hotel. Jeg fik kontakt med en meget dygtig mand i Katmandu, forelagde ham mine ideer og sagde, at jeg ville finansiere det. Det er blevet til arrangementer, hvor man mødes til fællessamlinger, hvorefter man deles ind i små grupper på fem, der bor i nærheden af hinanden. Mit sidste projekt i Nepal har været at købe 100 bibler og få min leder til at gå ud til præster med dem.”

Her viser Mogens mig et billede af en gammel mand, som, så vidt Mogens ved, var den første kristen i Nepal, og han fortæller:

”Der var en dame, som var på hospitalet. Her mødte hun en sygeplejerske, der fortalte hende, at man kan bede i Jesu navn og få svar. Da damen kom hjem, fortalte hun sin veninde det. Veninden fortalte hendes mand det. Det er manden på billedet. Han begyndte så at bede for folk – selvom han ikke var kristen på det tidspunkt – og de blev raske. Da sognerådsformandens køer så blev syge, tvang han manden til at bede for dem, og de blev også raske. Til sidst blev han nødt til at flygte, fordi han blev forfulgt.”

Hvad nu?

Mogens er nu færdig med de planer, han havde lagt for sit 10-år fra 80 til 90. Endnu ved han ikke, hvad han skal fremover, men der bliver nok ikke så mange udenlandsrejser mere. ”Men jeg er Gud så taknemlig for, at vi har nået alt det, vi har.”