Tidligere storebæltsfærge i Madagaskar med lægehjælp
Den 1. februar 2024 ankom hospitalsskibet Africa Mercy til Toamasina, Madagaskars største havneby. Med om bord er danske Lukas Nielsen.
Skibet, der er drevet af den velgørende organisation Mercy Ships, skal i løbet af ti måneder udføre flere end 1.150 gratis operationer i Madagaskar, hvor adgangen til sundhedspleje og kirurgiske indgreb er yderst begrænset.
Nyrenoveret Mercy-skib
Med Africa Mercys ankomst er det fjerde gang, at et af Mercy Ships’ skibe skal hjælpe befolkningen i Madagaskar, hvor 75% af befolkningen ifølge Verdensbanken lever under fattigdomsgrænsen. Skibet, der i 2023 gennemgik en intensiv renovering, er nu topmoderniseret og klar til igen at gøre en forskel for tusindvis af børn, unge og voksne, der skal modtage gratis og livsforvandlende operationer.
“I samarbejde med den madagaskarske regering forventer Mercy Ships at udføre over 1.150 gratis operationer i løbet af ti måneder. Det er for eksempel børn med læbe-ganespalte, der kan få hjælp, så de kan spise, drikke, lege og leve på lige fod med deres jævnaldrende og dermed få helt nye chancer i livet. Vi har ligeledes etableret en femårig samarbejdsplan med regeringen og sundhedsledelsen, der har til formål at styrke landets kirurgiske kapacitet og opkvalificere lokalt sundhedspersonale,” udtaler Vibeke Hauge Førrisdahl, generalsekretær hos Mercy Ships Danmark.
Hun tilføjer, at de tidligere missioner i landet har resulteret i over 6.425 operationer, 52.395 tandbehandlinger og uddannelse af 2.019 sundhedsprofessionelle.
Succes med uddannelse af lokale kirurger
Vibeke Hauge Førrisdahl påpeger effekten af de strategiske partnerskaber. Ved Mercy Ships’ seneste besøg i Madagaskar i 2014-2016 blev der lagt vægt på at assistere kvinder med alvorlige fødselsskader, som ofte førte til social isolation, fx på grund af urin-inkontinens. Men denne gang er sådanne operationer af gode grunde ikke inkluderet i missionens planer:
“Vi har simpelthen gjort os selv overflødige, hvad dette kirurgiske område angår, fordi vi sidste gang satte fokus på at opkvalificere teams til at føre arbejdet videre. I dag kan disse lokale teams selv udføre indgrebene – til gavn for en masse kvinder, der ikke længere behøver at leve en isoleret tilværelse på grund af skam. Det er fantastisk og et eksempel på et enormt vellykket partnerskab mellem Mercy Ships og Madagaskars regering og sundhedsministerium,” fastslår Vibeke Hauge Førrisdahl.
Dansker er stolt over Mercy Ships’ mission
Takket være frivillige besætningsmedlemmer fra hele verden kan Africa Mercy udføre sit arbejde. Blandt dem er danske 28-årige Lukas Nielsen, der har arbejdet som befaren skibsassistent siden december. Lukas, som p.t. er den eneste dansker ombord, understreger den unikke atmosfære og fællesskabets styrke blandt de forskellige nationaliteter på skibet. Han udtrykker stolthed over at være en del af Mercy Ships’ mission.
”Besætningen består af en masse nationaliteter, og udover skibet selv er jeg den eneste dansker. Men vi er alle forenet af en fælles mission om at gøre en positiv forskel for mennesker, der har det skidt. Jeg tror, at denne bevidsthed skaber stærk empati og et tæt fællesskab. Mit hold på dækket er fantastisk. Selvom jeg er befaren skibsassistent, lærer jeg stadig nyt, og jeg tror, at det er det bedste dæk, jeg har været på i min korte søfartstid. Det er en utroligt givende oplevelse, og jeg er meget stolt over at bidrage til Mercy Ships’ livsforvandlende arbejde,” slutter Lukas.
”Storebæltsfærgen”
DSB valgte i 1978 at bygge 3 IC-togfærger til Storebælt, og en af dem var ”Dronning Ingrid”. I dag fungerer den ikoniske tidligere storebæltsfærge som et flydende hospital, hvor godt 480 besætningsmedlemmer leverer op til 2.000 operationer og 8.000 tandlægebesøg om året. Herudover uddanner skibets sundhedsfaglige frivillige lokale læger og sygeplejersker og medvirker dermed til en effektiv forbedring af de lokalsamfund, Africa Mercy besøger.
Om Mercy Ships
Mercy Ships er en international velgørende hjælpeorganisation, som blev grundlagt i 1978. Det danske nationale kontor har eksisteret siden 2010. Mercy Ships giver gratis lægehjælp til verdens fattigste gennem forskellige sundhedsydelser og uddannelse af lokalt sundhedspersonale. Arbejdet foregår ud fra hospitalsskibene Africa Mercy og Global Mercy i nogle af de fattigste lande i Afrika. Organisationen er baseret på kristne værdier med næstekærlighed som omdrejningspunkt.