Tag på kanotur med dine konfirmander, præst!

I sommeren 1979 blev jeg ansat som halvtids hjælpepræst ved Gellerup Kirke i Aarhus Stift. Det var et meget ungt sogn med en kun tre år gammel kirke. I sognet var der tre skoler, som leverede 12 hold konfirmander. Der var to dygtige fuldtidsansatte sognepræster og en mængde frivillige fra KFUM og FDF, som hjalp med konfirmandklub, undervisning og lejre. Jeg fik selv fire hold konfirmander og var meget spændt på at skulle i gang med den store undervisningsopgave.

En af de frivillige og meget aktive KFUM-ledere, Ivar Brændgaard, sagde til mig: ”Når du nu bliver præst i Gellerup, må du love at tage på kanotur med dine konfirmander.” Det løfte holdt jeg, og hvert år igennem 18 år sluttede vi konfirmandundervisningen og konfirmationen af med en tre dages kanotur på Gudenåen.

Jeg tænker ofte på disse kanoture, for de blev konfirmandundervisningens sammenhængskraft. Det var noget, de unge talte om, allerede inden vi begyndte forberedelsen, ligesom det var noget, jeg kunne minde dem om, hvis der blev for meget uro i klassen. For jeg kunne naturligvis ikke tage ansvar for konfirmander på en kanotur, hvis de ikke kunne opføre sig ordentligt. Det var i høj grad med til at lægge en dæmper på de mest højrøstede drenge, for det var måske dem, der glædede sig allermest til en sådan kanotur.

Vi kunne være afsted med 60-70 konfirmander med ledere, og det foregik i al slags vejr. Vi overnattede i telte, lavede mad på simple primusapparater, hyggede og sang omkring lejrbålet, holdt morgengudstjenester, legede, snakkede, pjattede, løste konflikter – og fremfor alt: Vi var sammen i tre dage. Mens jeg var biskop, fik jeg et brev fra en gammel konfirmand.

Hun skrev fra et arresthus, hvor hun var indsat og i isolation. Men hun havde nu fået lov til at skrive til dem, hun havde lyst til at sende en hilsen, med det forbehold, at hun ikke måtte nævne, hvad hun var anklaget for. Hun skrev, at hun blot havde fået lyst til at sige tak til mig og de andre voksne, som havde givet hende og de mange unge den oplevelse at være på kanotur på Gudenåen.

Det stod stadig som noget af det, der havde gjort størst indtryk på hende, at vi voksne ville bruge tid og kræfter på at være sammen med konfirmanderne på disse ture. Jeg vil derfor gentage Ivar Brændgaards opfordring og sige til de præster, som føler, at konfirmandundervisningen er vanskelig, uoverskuelig, og at de unge er uudholdelige at være sammen med: Giv konfirmanderne og jer selv nogle oplevelser sammen.

Hold ud med konfirmanderne og hold af dem. Du kunne for eksempel tage på kanotur med dine konfirmander, præst!