”Unge er blevet mere åbne overfor Jesus”
Mikael Iversen er lærer på Mariager Højskole og står også i spidsen for ”Ung Vinter”. Jeg mødte ham til en snak om det og om udfordringerne for de unge kristne i dag.
Stor interesse
Vi får allerførst en snak om Ung Vinter, og Mikael er begejstret over, hvor stor interessen har været. ”Der er 112 tilmeldte + højskolens elever, så vi er 170 i alt,” fortæller han. ”Vi har ganske enkelt være nødt til at lukke for tilmeldingerne på grund af den lille kapacitet. Trist, at vi ikke kan have flere, men vi vil prøve at have større kapacitet næste år.”
Hvem kommer på Ung Vinter?
– Der er mange gymnasieelever, og mange som er på sabbat år, så det er lige den målgruppe, vi går efter. Vi har tre fokuspunkter: Mig og min bibel, mig og min skole og mig og min kirke. Det er nok de tre områder, man som ung har brug for at få på plads. At komme godt ind i Guds ord og få en kærlighed til det at stå op for Jesus på sin skole og være den ”officielle” kristne og selvfølgelig være engageret i sin kirke. Det er de tre grundsøjler, vi fokuserer på. Om morgenen har vi Bibelcafe, hvor man kan få sig en cappuchino og en croissant og sætte sig og læse i sin bibel. For nogle er det første gang og andre er mere rutinerede. Selv om de er kommet sent i seng, men kommer alligevel og får den tid med deres bibel.
Brandin Reed
Brandin Reed, der underviste og gav koncert på Ung Vinter, kommer fra Dallas, USA. Han er sanger og sangskriver, og så har han et varmt hjerte for Jesus og for mennesker.
Hvorfor har I valgt at få Brandin Reed som gæst?
– Vi havde ham på besøg på Sommercamp, og vi mærkede med det samme, at han har noget at sige til de unge mennnesker. For det første har han en historie de unge kan relatere til. Han kommer fra et rigtig Hippie-kristent hjem, et udadvendt kristent hjem. Så har han også været igennem nogle psykiske udfordringer, hvor han er kommet ud på den anden side, og det tror jeg, at mange af de unge kan identificere sig med. Jeg tror, der er mange, der sidder med diagnoser eller udfordringer, hvor de spørger sig selv, hvad Gud kan gøre – og hans proces med at komme ud af det fanger dem. Så er der selvfølgelig også hans begejstring for Jesus, som er så dejlig. Han er helt nede på jorden på en ikke-religiøs måde, og det fanger bare de unge.
Corona ændrede ungdomsarbejdet
Man begyndte at holde Ung Vinter efter corona, og det er nu 3. gang, det finder sted. Ungdomsarbejdet har slået sig hårdt på corona, siger Mikael. Man har lavet en undersøgelse, som vores lærer, Rasmus Jonstrup, har stået i spidsen for og fundet ud af, at op til halvdelen af ungdomsarbejdet i kirkerne er op til halveret. Der er 1 ud af 5, som er vokset, men ellers er det gået nedad.
Når vi rejser rundt og forkynder, kan vi se, at mange ungdomsgrupper, som før var 40, nu kun samler 20; var de 50, er de nu kun 25 osv. Det er jo noget, der er bekymrende. Det er noget, der får os til at sige: Hvad skal vi gøre ved det? Vi lærere på højskolen har bedt meget for Danmark og ungdomsarbejdet i Danmark – og det er en af grundene til, at det er Mariager Højskole, der står for Ung Vinter, for vi ønsker at styrke kirkelivet i Danmark. Skolen ønsker, at de unge kan få et godt et fundament i Guds ord. Men ungdomsarbejdet spiller jo stærkt ind der.
Ung Vinter er tænkt som en ”Tankstation”, hvor de unge kan få fyldt på. Der er jo nogen, som kommer her, som kun har et mindre ungdomsarbejde, hvor der ikke sker det helt store, og de har måske behov for et sted at samles, hvor de kan få masser af lovsang og masser af Guds ord. Det kan vi mærke på dem, når de er her, og de nyder at få et boost på de her lejre.
Hvad skyldes det, at det er ungdomsarbejdet, der har oplevet den nedgang?
– De fleste ting som ung varer tre år, svarer Mikael. På tre år går du fra 7. til 10. klasse, så går du måske i gymnasiet i tre år, og det tager tre år at få en bacheloruddannelse. Til forskel fra kirke normalt, så er tre år en hel ungdomsgeneration. Så de fleste ungdomsledere bliver også skiftet ud efter tre år, for de skal også videre. Min ven Joakim Lundqvist sagde, at du har brug for seks år for at lægge et solidt fundament, og så er du med til at tage en generation med gennem hele deres ungdomsperiode. Så går de ofte ind i lederskab senere, og så er de med til at give det videre til næste unge generation. Men det er de færreste, der er i samme kirke i seks år, medmindre de er meget dedikerede til deres menighed. De fleste flytter, fordi de skal læse videre og prøve kræfter med livet og stå på egne ben. Nogle vælger så at komme tilbage igen eller finder nye steder. Det, tror jeg bare, er livets gang. Men tre år er længe og corona varede jo 2-3 år. Det ungdomsarbejde, som er vokset, er dem, som har været meget dedikerede. De, som var udfordrede, var dem, som ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen, når de ikke kunne mødes. Så er der en generation, som er vokset videre, og det er dem, som skal starte helt forfra igen – og det kræver en pioner-indstilling i mange kirker for at få ungdomsarbejdet til at vokse igen. Det, tror jeg, har været en mangelvare for mange kirker. De fleste vil jo gerne have det, som det var før, men det kommer ikke automatisk.
Nå de unge på skolerne
Skal du nå unge udefra, så skal du have gang i skolearbejde mv. Det har vi ikke så stærk en tradition for som i vores nabolande Norge, Sverige og Tyskland, hvor det er meget normalt. Derfor har vi på Ung Vinter også et valgfag, der hedder ”Gymnasietro”. Det handler både om at være kristen på skolen med de udfordringer, der er, men også hvordan er man lys og salt på sin skole.
Hvordan oplever du den nye generation af unge?
– Jeg vil generelt sige, at der er en utrolig åbenhed overfor Jesus, som jeg ikke har oplevet før. Jeg er opvokset i 90’erne, og der var det hele meget mere sort/hvid. Der oplever jeg nu, at troen fylder mere, også blandt ikke kirkevante. Guds-interessen fylder mere, og der er en interesse for Bibelen, som der ikke var i mine unge dage. Det er en positiv ting. Man hører mange ting som sker, fx på de sociale medier, hvor folk følger mange kristne rundt omkring og får masser af input. Den accept og anerkendelse, der er i at vælge at være troende, den vokser. Interessen for, hvad der foregår i kirkelivet, vokser, også for dem, der ikke er kirkevante. Vi skal styrke ungdomsarbejdet, og vi har derfor også startet en linje på højskolen, der hedder ”Ministry”. Det er første år, vi har det. Der kom 12 elever, som meldte sig til, som bare gerne vil investere. Vi har lært dem at lede lovsang, stå for gudstjenester og så sendt dem ud til kirker, som har brug for det.
Det har været meget inspirerende for de ungdomsgrupper, vi har mødt, som har fået øjnene op for, hvilke muligheder de har for at lave ungdomsarbejde. De kommer rundt i hele Danmark. Så vi investerer i kirkerne i Danmark og glæder os over det gode, der sker, slutter Mikael Iversen, som allerede ser frem til næste Ung Vinter, hvor man vil forsøge at øge kapaciteten, så flere kan være med.