Kvinder i Frankrig får nu ”garanteret frihed til abort”
Et stort flertal i parlamentet afgjorde den 28. februar, at kvinders frihed til at vælge abort skal garanteres i Frankrigs forfatning. Parlamentets andet kammer, Nationalforsamlingen, godkendte lovteksten allerede i januar.
På trods af et konservativt flertal i senatet stemte kun 50 af de 348 senatorer imod forslaget, skriver Retten til Liv. Der blev dog indført en mindre justering af teksten, så forfatningen ikke, som først foreslået, beskytter selve retten til abort, men derimod kvinders “garanterede frihed” til at vælge abort. Og denne ændring var tilsyneladende nok til at stille en del af kritikerne tilfredse.
Afviser at indføre samvittighedsfrihed
Retten til Liv finder det skuffende, at et forslag om at beskytte lægers samvittighedsfrihed til at nægte at udføre abort ved samme lejlighed blev afvist. Præsident Emmanuel Macron havde under valgkampen lovet at indskrive retten til abort i Frankrigs forfatning. Men da Frankrig i januar 2022 fik EU-formandskabet for de næste seks måneder, startede man også et målrettet arbejde for at få retten til abort skrevet ind i EU-chartret, skriver Retten til Liv.
Ikke frihed for alle
”Man må konstatere, at det franske frihedsbegreb ikke skal tages for bogstaveligt. Friheden i Frankrig er ikke for alle. Ikke for ufødte og heller ikke for de læger, der ønsker at beskytte dem,” skriver Retten til Liv i en udtalelse. Frankrig har haft fri abort siden 1975. Abortgrænsen har hidtil ligget på 16 uger.