De helt rigtige ord

Jeg er sindssygt god til altid at sige lige præcis det, jeg gerne vil. Til at sige det helt rigtige på den helt rigtige måde. Når nogen siger noget til mig, som jeg er uenig i eller måske ligefrem bliver såret over, så får de et nuanceret, perfekt afbalanceret og superintelligent svar lige tilbage i ansigtet – desværre bare som regel en halv til en hel dag for sent og kun i mine tanker, når jeg langt om længe er kommet frem til præcis, hvad det var for et perfekt svar, jeg ville ønske, jeg havde givet…

Det kan være i en opdragelsessituation med mine børn, eller i et akavet øjeblik på legepladsen, hvor en nabo spørger om et eller andet med kirken, det kan være en sur person i trafikken, et skænderi, en gammel tante, der endnu engang kalder mig for en mager cykel, hvor jeg vælger at smile og grine høfligt, men i virkeligheden hellere ville have sagt:

”Er vi enige om, at hvis jeg lader være med at omtale din brombærlignende krop negativt, så lader du være med at omtale min krop negativt?”

Og så er der de mere alvorlige situationer, hvor en person lige har mistet. Sådan en situation var jeg i for ganske nylig – og af hele mit hjerte ønskede jeg, at jeg kunne sige noget klogt, og gerne noget rigtig klogt. Det, som personen lige præcis havde brug for. Det, som lige præcis kunne hjælpe bare lidt. Noget, der kunne bringe håb eller trøst.

Men det kom bare ikke. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Og jeg er ret sikker på, at hvis jeg om noget tid spørger, om personen egentlig kan huske, om jeg sagde noget klogt, vil jeg få et ret tydeligt nej. Til gengæld sagde denne ulykkelige og nedbrudte person en hel del ting, som jeg tydeligt kan huske. Om sorg, om savn, om ting, personen gerne ville have gjort anderledes og prioriteret anderledes, om uvisheden osv.

Jeg håber og tror på, at alene det at være til stede og lytte gør en forskel, men lige i dette tilfælde føltes det faktisk, som om det var mig, der skulle sige tak til personen for at dele sin smerte med mig, mere end det var personen, der skulle sige tak til mig for at komme.

Det er ofte, som om det ikke bliver helt så brugbart, når vi forsøger at hive hjælp frem fra ”perfekthedskassen” (og her tænker jeg ikke på alle de dygtige psykologer, terapeuter og sjælesørgere, som gør et fantastisk professionelt stykke arbejde – det er en anden kategori). Til gengæld rummer ord fra hjertet ofte en fantastisk dybde.

I den forbindelse vil jeg helt oprigtigt gerne sige tak til alle jer, der har mistet, eller som gennemgår en anden form for sorg, og som deler jeres tanker med andre. Det er til stor hjælp og sætter nogle vigtige tanker i gang om livet. Det har vi brug for.

Livet har det helt generelt med at køre lidt for hurtigt, synes jeg, og de fleste af os har brug for at blive mindet om at bruge tiden på en fornuftig måde, mens vi er her. Ikke fordi livet ikke må være en fest, tværtimod faktisk, ikke fordi man ikke må være glad og ubekymret og ikke for at ophøje den melankolske eftertænksomhed til den ultimative sindstilstand, men fordi den dag, livet slutter her på jorden, så kan det liv ikke gøres om.

Det er svært at snakke om uden at lyde lidt dyster, det er ikke planen, men hellere det, end at lade som ingenting.