Forår og forandring på Pusher Street
Kirken på Christiania glæder sig over beboernes fælles indsats mod hashhandlen. Men de venter stadig på at opleve Guds helbredende kraft strømme i fristaden.
Efter en lang, mørk og våd vinter tittede forårssolen frem lørdag den 6. april. På denne dag samledes beboerne på Christiania omkring Pusher Street for at grave ”gaden” op i håb om en ny fremtid for bydelen.
”Jeg havde aldrig forventet at se denne dag,” fortæller Christianiakirkens præst, John Andersen. ”Christiania har besluttet som fællesskab at sige nej til hashsalget pga. den tilhørende vold.”
Låst inde i container
Kun få uger inden opgravningen opstod der et ubehageligt sammenstød, da John sammen med Leah Robb og Anette Wulf fra kirken holdt morgenandagt i en af skibscontainerne på Pusher Street. Kirken har brugt containerne siden september 2023 til bl. a. udstillingen ”Min elskede narkoman”, bøn og positive møder med mennesker (se Udfordringen den 24. december 2023). Men kirkens tilstedeværelse var ikke accepteret af alle.
Mens John, Leah og Anette holdt morgenbøn i containeren, blev jerndøren smækket til og fastgjort af nogle hashhandlere i gaden. Ved Guds nåde trængte mobilsignalerne dog igennem den lukkede metalkasse, så John kunne tilkalde hjælp.
Holder forandringen?
Under aktionsugen var kontrasten stor: Bander og hashsalg blev erstattet af legende børn, hygge, fællesspisning, musik og kreativitet. Nogle af pusherne har valgt at deltage i forvandlingen, mens andre håber, at alt vender tilbage til det gamle. Forskellen er, at i 2004-6 samt 2017 blev gaden holdt tom, og hashsalget kom retur – med øget forhærdelse.
Nu opfordres der i stedet til nye aktiviteter. John sammenlignede udviklingen med Jesu lignelse om den besatte, der fik erstattet den éne onde ånd med otte, fordi Helligånden ikke overtog pladsen. Denne gang har kirken dog mere tro på, at forandringen holder. For mange år siden drømte Leah om at opleve Helligånden strømme igennem gaden som en flod. Derfor malede hun i 2021 et skilt med teksten: ”Himmelske far, ske din vilje. Rens og helbred min by, min gade og mit hjerte. Amen.”
”Måske er den drøm nu lidt tættere på at gå i opfyldelse. Bed med os om at Guds helbredende kraft må strømme igennem gaden og røre menneskers liv,” opfordrer Christianiakirken.