Håndskrevne breve mellem venner

Den 30. november 1971 fik jeg et brev fra en gymnasiekammerat. Jeg var flyttet fra Odense til Aarhus for at studere teologi og boede nu på Gellerupkollegiet, hvor jeg kæmpede med at finde mig til rette med studielivet langt hjemmefra. Og så lå der pludselig et brev fra Flemming, hvor det første ord var: Ven!!!

Jeg var meget overrasket og glad. Vi havde ikke haft så meget med hinanden at gøre i de tre gymnasieår. Han var begyndt at læse engelsk på Odense Universitet; men nu havde han i en sen nattetime fået den tanke at skrive et brev til mig med indledningen: ”Ven!!!”. I brevet beskrev han en oplevelse, vi havde haft sammen i en fritime. Vi havde gået en tur i en nærliggende mose og talt om at lytte til træerne. Samtalen havde gjort indtryk på ham, og nu havde han fået lyst til at skrive til mig.

Det blev begyndelsen på en årelang brevveksling. Gennem otte år skrev vi en lang række dybe, varme, åbne, følelsesladede og filosofiske breve, hvor vi indviede hinanden i vores inderste tanker, tro, tvivl, frustrationer og glæder. Indimellem opstod der pauser i brevskrivningen, men pennen kom atter frem, og vi skrev intenst.

Det var ikke breve, hvor vi fortalte om, hvad vi gik og foretog os. Det var tanker om livets mening, om forholdet mellem ånd og sjæl, om Gud og de store temaer: tro, håb, kærlighed og eksistens. Vi udfordrede os selv og hinanden, prøvede tanker af og lod os inspirere og provokere. I 1979 blev vi begge færdige med studierne, og brevene døde pludseligt ud. Nu var vi på én eller anden måde blevet formet og færdige til at springe ud i hvert sit arbejdsliv. Venskabet (for det var det i høj grad blevet) levede dog videre, og for et par år siden fandt vi ud af, at vi begge har gemt brevene.

Derfor besluttede vi for nogen tid siden at mødes og læse de 50 år gamle breve op for hinanden. Og her gik det for alvor op for os, hvilken rigdom vi havde, og hvor meget den brevveksling har betydet for vores udvikling. Bagefter sidder man tilbage med mange tanker. Først og fremmest lærer man at skønne på, hvor rigt det er at have en ven at tale med og skrive sammen med.

Ikke mindst i de år, hvor personligheden bliver formet. Dernæst: Hvordan får man en ven? Ja, det kan man få, ved at en rækker ud og skriver: Ven! Og man opdager, at venskabet styrkes og bevares, når man deler sine inderste tanker og følelser.

Endelig opdagede vi ved genlæsningen af brevene værdien af håndskrevne breve. Et enkelt af mine breve skilte sig nemlig ud. Det var skrevet på en IBM kuglehoved maskine og fyldte to sider, hvor jeg beklagede mig over, at det gik for hurtigt til, at jeg kunne nå at tænke. Hvilket tydeligvis afspejlede sig i indholdet.

Kirkefaderen Chrystomos har sagt: ”Nævn mig tusind skatte, men ingen er dog i værdi som en oprigtig ven.”
Og jeg har lyst til at tilføje: ”En ven, som man har skrevet breve sammen med i hånden, breve, som man har gemt, og som man endelig også har haft mulighed for og givet sig tid til at læse op for hinanden 50 år efter.