Hans Berntsen taler igen på Tyrstrup Kro
Da Gerda og Christian Boas den 31. oktober 2023 inviterede til helbredelsesmøde med Hans Berntsen på Tyrstrup Kro, var der ikke plads til alle i den store glassal. Nu har de inviteret igen.
Næste møde med den tidligere Volvo-direktør bliver den 30. april på Tyrstrup Kro ved Christiansfeld. ”Vi synes, det er en god mulighed. Berntsen tager ikke så meget ud mere efter coronaen. Derfor er vi glade for at få ham her til Christiansfeld,” siger Gerda og Christian Boas. De følger Berntsen på Facebook, hvor han holder sine prædikener og beder online for dem, der ønsker det.
Den tidligere Volvo-, OBS- og Bilka-direktør har også været med i programmer på TV2 og DR. Efter en bilulykke i Tyskland begyndte han at bede personligt for syge med håndspålæggelse ligesom i Bibelen. Det er han nu fortsat med i mere end 35 år, og tusinder har oplevet en overnaturlig helbredelse eller bedring, hvilket bogen ”Hans Berntsen” dokumenterer.
Da der ofte kommer syge langvejs fra til Berntsens møder, har ægteparret Boas aftalt med kroen, at man kan spise middag fra kl. 17.30 for en specialpris. Forud for mødet kl. 19 spiller harmonika-orkesteret 3F fra Brande. Mødet er gratis, men man skal tilmelde sig middagen hos Gerda på mobil 20 68 47 20.