Professor emeritus Peter V. Legarth 75 år
Lærer, forsker, forfatter, lektor, teolog, professor, doktor. Titlerne er mange for den tidligere underviser på Menighedsfakultet i Aarhus Peter V. Legarth, som blev 75 år den 20. april 2024.
Mange i det danske kirkeliv har på et tdispunkt stødt på navnet Peter V. Legarth. Peter har nemlig gennem hele sit arbejdsliv været ansat på Menighedsfakultetet i Aarhus, der blandt andet underviser kommende præster. Han nåede således at have 40-års jubilæum som underviser og forsker, inden han gik på pension i 2017.
Menighedsfakultetet blev i sin tid etableret, fordi man var bekymret for virkningen af den bibelkritiske teologi, som dominerede på de teologiske fakulteter. Menighedsfakultetet blev derfor oprettet med et ønske om at lave en alternativ og mere bibeltro og kirkerelevant undervisning for teologistuderende. Efter flere års drøftelser begyndte den første undervisning i 1972, og her blev Peter V. Legarth, der selv var med i store dele af processen med at etablere Menighedfakultetet, i 1975 ansat som en af de første undervisere.
Peter V. Legarth er selv uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1975. I 1990 blev han lektor og i 2001 professor. Derudover blev han i 1992 doktor i teologi ved Lunds Universitet i Sverige. Peter V. Legarth har i løbet af sit virke skrevet en lang række teologiske fagbøger, artikler og kompendier. Han har helt fra begyndelsen af sin ansættelse særligt beskæftiget sig med Paulus og flere af Paulus’ skrifter og har blandt andet udgivet en kommentar i to bind til Romerbrevet på Credo Forlag.
Peter V. Legarth har også udgivet andet en fagbøger. Blandt andet har han udgivet bogen ’Efter styrtet – om at søge fodfæste efter svær sygdom’. Bogen tager i fire personlige essays udgangspunkt i Peters egen kamp med det ondes problem og sine egne kampe med troen under et længere forløb med både fysisk og psykisk sygdom.
Peter har ikke lagt sin hang til forskning eller sin lyst til at skrive på hylden, blot fordi han er gået på pension. Det er således blevet til flere bøger siden pensionen i 2017. Blandt andet erindringsbogen ’Bliv siddende’, og han er netop nu i gang med at færdiggøre en bog om private initiativer til præsteuddannelser i 1800-tallet og 1900-tallet i Danmark.
Peter er desuden stadig en del af livet på Menighedsfakultetet, som han jævnligt besøger, og hvor han også har enkelte undervisningsopgaver og af og til fungerer som censor. Peter bor i Aarhus med sin kone, der er pensioneret socialrådgiver. Parret har tre børn, tre svigerbørn og otte børnebørn.