Hvor er dit hjerte?
Penge i sig selv er bare nogle tal på en konto, de er noget metal eller noget papir. Vi er bare blevet enige om, at penge repræsenterer en værdi.
I sig selv er pengene intet værd, men vi kan bytte pengene til noget, som vi værdsætter. Det kan være efteruddannelse, kursus-bøger eller ferieture med familien. Det kan være mad og drikke. Det kan være, at vi giver til missionsselskaber, diakonalt arbejde, eller man giver måske tiende til kirken. Vi giver penge til det, som vi værdsætter. Pengene kan vise noget om dig selv og dine værdier i livet. Hvis du følger den retning, dine penge flyder, så vil du også finde den retning, som dit hjerte bevæger sig. Du bytter dine penge til det, der betyder noget for dig. Til det, du værdsætter. Følg strømmen af penge, og du vil finde dit hjerte.
Hvad er livet?
Hvis vi følger strømmen af penge, der udgår fra den rige mand i Jesu lignelse, hvor finder vi så hans hjerte, hvad værdsætter han? Hans pengeforbrug råber en ting: Jeg værdsætter wellness, mad, drikke og underholdning. Det er mit liv – og rigdommene henne i laderne gør, at det liv er muligt. Mit liv afhænger af det, der er i laderne, og det sikkerhedsnet, som endnu større lader er. Jesus advarer: Jeres liv afhænger ikke af det, I har henne i laden. Jeres liv afhænger af, at I har et forhold til Gud den almægtige. I går glip af livet, for livet er ikke det, der kan købes for penge. Livet er at kende Gud.
Det, der er forkert ved mandens måde at handle på, er, at han ikke bruger sin rigdom, så den viser, at han værdsætter Gud mere end rigdommen. Han sætter ikke Gud over alle ting, men han sætter ting over Gud. Måden, han bruger sine penge på, er ikke i sig selv en synd, men er symptomer på, at der er noget galt i hans liv: Han er ikke rig hos Gud – han har ikke sin skat, sit hjerte hos Gud. Hans liv var pengene og det, penge kunne købe. Han satte sin lid til det i laderne og ikke til Gud.
Jesus advarer os
Dagens tekst er først og fremmest en advarsel: Pengene, ejendommen kan tage fokus, kan bedrage os med sine lystige løgne: Her er livet. Men det er ikke livet. Invester hellere i det, der varer ved: I andre mennesker. Brug ikke dine penge på at spise, drikke og være glad sammen med dine ligesindede venner – men på dem, der har brug for din generøsitet og dit selskab. Se dine penge som en mulighed, Gud har lagt ned i dine hænder, til at hjælpe andre, til at lindre andres nød, til at bygge kirker og sende folk ud, der kan give evangeliet videre. Det er, hvad det betyder at være rig hos Gud.
Ikke vores penge
Det er at se, at vores penge ikke er vores penge, men at det er penge, vi har fået af Gud. Guds penge lagt ned i vores pengepung – også til at glæde os selv. Vi skal ikke nødvendigvis leve asketisk – vi kan godt købe os et glas god rødvin og en tur hen på stadion og se det lokale fodboldhold, eller hvad vi nu gør for at forsøde vores liv. Guds penge i vores pengepung skal også glæde os selv, men ikke kun for at glæde os selv.
Vi kan ikke købe os til en plads i himmelen ved at give penge til forskellige gode formål og folk, der har behov. Pengene betyder ikke noget, men den måde, vi bruger vores penge på, kan give os selv et vink med en vognstang om, hvad vores virkelige værdier er. Hvad vi sætter højest. Lad os følge pengestrømmen og finde vores hjerte. Jeg håber, at Gud må give os den glæde, den uforfalskede glæde, at vi må finde vores hjerte hos ham og ikke i det, vi kan eje og købe. At vi må finde, at vores liv ikke er vores besiddelser, men at vores liv er, at vi kender ham, den eneste sande Gud. At vi ikke bare må se, at vi er rige i kroner og øre – men at vi er rige hos Gud.
Søndagens tekst: Luk. 12, 13-21
Verdens eller Guds rigdom?
13En mand fra mængden råbte: ”Mester, sig til min bror, at han skal dele min fars arv med mig!”
14 Jesus svarede: ”Gud har ikke sendt mig for at være dommer i jeres retssager.”
15 Så tilføjede han henvendt til de omkringstående: ”Vogt jer for al slags pengebegær, for økonomisk velstand kan ikke skænke jer livet.”
16 Derpå fortalte Jesus en historie: ”En rig mand havde en gård, hvis marker havde givet en rekordstor høst.
17 Han spekulerede derfor på, hvad han skulle gøre, for han havde ikke plads til den enorme høst.
18 Til sidst sagde han til sig selv: ’Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle endnu større, så jeg kan få det hele under tag.
19 Derefter vil jeg tage den med ro og sige til mig selv: Nu har du samlet nok til mange år, og det er på tide, du nyder livet. Spis, drik og vær glad!’
20 Men Gud sagde til ham: ’Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?’
21 Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden i stedet for at tjene Gud.”
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk