”Satanisk ritual foran et milliardpublikum”
– Et satanisk ritual på scenen foran et milliardpublikum og mennesker, som ikke har valgt at få en horde dæmoner mod sig. Hvad sker der? spørger den kristne svenske sangerinde Carola Häggkvist i et Instagram-opslag.
Samtidig kritiserer den tidligere Eurovision-vinder den politiske hetz og buh-råbene mod den 20-årige israelske deltager Eden Golan, ”hvis land har levet op til alle EBU’s krav om deltagelse” i modsætning til Rusland. Men det meste af Carolas kritik på Instagram gælder det irske indslag med Bambie Thug, der kalder sig en heks og optrådte med et okkult nummer.
Carola undrer sig over det sataniske indslag foran milliarder af mennesker, der ikke selv har ”valgt at få en horde dæmoner mod sig”. Og hun tilføjer: ”Som om jeg skulle stå og synge, at Jesus er opstået, og at blodet renser os fra al synd i repeat! I tungetale. Havde jeg fået lov til det? Sandsynligvis ikke. Hvis der er noget, vi bør tage vare på nu, så er det at holde vore hjerter varme og rene, tror jeg. Hvad mener du?”
Carola Häggkvist har flere gange haft succes i Eurovision, siden hun i 1983 fik en tredjeplads i konkurrencen med nummeret ”Främling”. I 1991 vandt hun konkurrencen med nummeret ”Fångad av en stormvind”. Sangerinden, der er tilknyttet Hillsong Church, har blandt andet udgivet et album med Lina Sandell-sange (1998).