Uventet hjælp gennem ikoner

Når vi oplever uretfærdighed begået mod os, kan det blive til en vrede, som er svær at slippe af med. Måske er det ikke muligt at gøre noget ved sagen, og oplevelsen kan være sket for år tilbage, eller det kan være små ting over længere tid. Måske handler det om misforståelser, eller at jeg selv er sårbar på et bestemt punkt, hvor jeg så lige bliver ramt. Dette kan ske for os alle, og jeg har lyst til at dele en af mine erfaringer.

Selve den uretfærdighed, som, jeg synes, jeg blev offer for, er egentligt mindre interessant, men jeg vil fortælle om, hvordan jeg slap af med vreden og offerfølelsen, som havde fået tag i mig. Jeg var ved at vaske gulvet i vores hytte i Sverige, da jeg kom i tanke om noget, der var sket for nogle år siden, som, jeg syntes, var meget uretfærdigt.

Denne oplevelse bed sig fast i mig, og jeg gav den plads til at fylde, da jeg syntes, at jeg havde retten på min side. Da jeg nu havde et åbent sind for negative tanker, kom flere til. Jeg ved ikke, om det er et generelt mønster: at negativitet fører mere negativitet med sig. Jeg kom i hvert fald i tanke om flere uretfærdige hændelser og blev mere og mere vred inden i.

Efter ca. 14 dage med sydende vrede var jeg meget træt og gik op for at tage en lur. Jeg sukkede til Gud: ”Jeg orker altså ikke dette længere.” På væggen i soveværelset hang et par ikoner, som jeg faktisk aldrig havde brudt mig om. Men denne dag, da jeg kom til at kigge på ikonet, som hedder ”Verdensherskeren” (eller Kristus Pantokrater), var det, som om den talte til mig: ”Verdensherskeren… hvis Jesus er verdensherskeren, mon så ikke du kan lægge din vrede væk og stole på, at han også kan sørge for dig?”

Jeg lå på min seng og følte at Helligånden talte gennem billedet. Næste dag fandt jeg igen lidt tid til at ligge og kigge på ikonet. Da der var gået nogle dage, hvor jeg hver dag brugte lidt tid på at kigge på ”Verdensherskeren” og på en eller anden måde ”drikke” budskabet uden at gøre så meget andet end at kigge på ikonet, faldt vreden af mig.

Det lyder måske underligt, men jeg tror, at jeg stille og roligt uden ord overgav mig til Jesu herredømme; accepterede, at han var min Herre, og jeg derigennem gav slip på vreden og min egen offerrolle. Da jeg så en dag igen var på vej op ad trappen, følte jeg, at jeg i dag skulle kigge på det andet ikon, som hang i soveværelset, nemlig ”Gudsmoderen”.

Igen oplevede jeg, at et ordløst budskab gav mig fred, omsorg og kærlighed lige ind i mit hjerte og mine tanker. Det velsignede mig bare at se den kærlighed, der var mellem Jesus og Maria, og jeg blev ligesom trukket med ind i deres relation. Jeg var som en 3. person i billedet; den kærlighed, der flød imellem dem, flød også til mig.

Gennem billeder og ikke ord gav Gud mig den trøst og heling, jeg havde brug for. Såret i mig blev faktisk lægt; det er ikke sprunget op igen, og jeg føler ingen vrede her længere. Jeg er fuld af undren over den måde, Helligånden kan tale til os på og bringe heling ind i vores tanker og følelser. Jeg tror, at viljen til at give slip, er et nøgleord her. Tillid til Gud er et andet nøgleord. Det er godt at række ud til ham og sige ”hjælp mig” og følge de små indskydelser, som Helligånden giver, og som, vi måske først bagefter opdager, faktisk var en indskydelse fra Helligånden og ikke bare en fjollet tanke.