Viborgs biskop mødte præsident Zelenskyjs højre hånd i Ukraine

Viborg Stifts biskop og LWF’s præsident, Henrik Stubkjær, og LWF’s estiske generalsekretær, pastor dr. Anne Burghardt, ses her under et besøg hos en menighed i Kharkiv. Foto: LWF

”Bliv ved med at proklamere kristent håb i ord og handling,” sagde LWF’s præsident og generalsekretær, da de besøgte Ukraine i forrige uge.

Biskop Henrik Stubkjær er netop vendt hjem fra Ukraine, hvor han som præsident for Det Lutherske Verdensforbund (LVF/LWF) blandt andet besøgte præsident Zelenskyjs højre hånd, Andriy Yermak, og Kharkivs borgmester, der er gået under jorden af sikkerhedsmæssige årsager. Derfor måtte de mødes på et hemmeligt sted i byen, som ligger tæt på grænsen til Rusland, skriver Viborg Stift på hjemmesiden.

”I er ikke alene”

”Vi står i solidaritet med kirkerne og folkene i Ukraine,” fastslog Henrik Stubkjær og LWF’s generalsekretær, pastor dr. Anne Burghardt, under besøget i Ukraine. ”Vi er kommet under en tid med aggression og krig,” sagde Henrik Stubkjær til menigheden i Kharkiv. ”Vi er her for at vise jer, at I ikke er alene, og for at lære og se med vores egne øjne, hvordan krigen påvirker jer.”

Kharkivs borgmester udtalte: ”Der er mange, der støtter os, men ikke ret mange, der kommer.” Borgmesteren overrakte en helte-medalje fra præsident Zelenskyj til Henrik Stubkjær som anerkendelse af Det Lutherske Verdensforbunds sociale arbejde i Kharkiv og af, at delegationen kom på solidaritetsbesøg.

Mødet med præsident Zelenskyjs højre hånd

Under det tredages besøg i Ukraine mødte repræsentanterne for LWF også lederen af præsident Zelenskyjs kontor i Kiev, Andriy Yermak. Her udtalte LWF’s præsident: ”Det er først og fremmest en stor ære for Det Lutherske Verdensforbund, at der bliver lagt mærke til, at den forholdsvis lille lutherske kirke i Ukraine og LVF med sit landeprogram for humanitær bistand yder en vigtig indsats i landet,” siger Henrik Stubkjær.

Samtidig ved den ukrainske ledelse, at Det Lutherske Verdensforbund kan tale med en vis vægt i lande, hvor den lutherske kirke står stærkt. Og det har betydning aktuelt.

”Lige nu arbejder den Ukrainske regering sammen med Schweiz om en international fredskonference i juni. Rusland har tidligere meldt ud, at de ikke deltager, men Ukraine håber, at lande, der har stærke forbindelser til Rusland, vil deltage på konferencen. Det kan fx være lande fra det globale syd – lande med lutherske kirker, som er med i LWF,” siger Henrik Stubkjær.

Kirkeministeren i Kiev

Formålet med rejsen var at vise støtte og drøfte Ukraines kamp mod de russiske besættere og de russiske myndigheders brug af kirken som en del af kampen.
Det ved den danske kirkeminister, Morten Dahlin, som også var inviteret med og deltog i delegationens program i Kiev. ”Jeg sætter meget stor pris på ministerens deltagelse og hans store engagement i de møder, han havde der. Formålet med denne tur var fra min side blandt andet også at vise den danske kirkeminister, hvordan Det Lutherske Verdensforbund arbejder,” siger Henrik Stubkjær.

Territorial- og religionskrig

Kirkeministeren har i forbindelse med besøget udtalt, at krigen i Ukraine ikke bare er en territorialkrig, men også en religionskrig. Henrik Stubkjær deler ministerens betragtning og bakker fuldt op om ministerens initiativ for at hjælpe den ukrainsk-ortodokse kirke med at blive anerkendt som trossamfund i Danmark, skriver Viborg Stift.