Den fri abort findes ikke
Et politisk flertal har hævet retten til provokeret abort til 18. uge. Det gør mig trist.
Jeg mindes en kvinde, jeg talte med, som i en meget vanskelig livssituation havde valgt at få en abort. Gennem samtalen kunne jeg godt sætte mig ind i, at hun under sine omstændigheder var desperat nok til den beslutning. Alligevel sagde hun: De kalder det fri abort, men den findes ikke. En abort er aldrig fri, men et valg, du bærer med dig som en sorg og en smerte. Sådan var det for hende.
Den samtale blev hos mig. Var der en anden vej? Kunne vores familie have været der for den mor og det barn? Kunne kirken? Jeg ved det ikke. Jeg har det bare svært med, at vores samfund med så mange ressourcer og muligheder ikke kan tilbyde ethvert barn at få lov til at leve. Det er trist. Jeg mødte en anden kvinde, der fortalte, at hun havde valgt abort, fordi et barn passede dårligt ind i hendes og mandens karriere på det tidspunkt.
Jeg prøvede på gennem samtalen at sætte mig ind i det valg. Det lykkedes ikke. Jeg ville gerne prøve at forstå det, men jeg kunne ikke. Også den samtale blev hos mig. Jeg kunne ikke slippe fornemmelsen af, at den kvinde, jeg talte med, slet ikke kunne mærke, hvad vi talte om. Et nyt liv, et menneske på vej. Sårbarheden var helt fraværende. Hvad mon hun sagde til sine børn, som hun elskede? I kunne have haft en søster eller bror, men far og jeg havde for travlt med vores arbejde.
Min hustrus første graviditet endte i en spontan abort. Vi fik siden fire skønne børn. Jeg kan stadig tage mig i at tænke over, hvem det mon er, vi mangler. Gad vide, hvilket liv det var blevet? Så havde vi haft fem børn. Vildt. Jeg kan ikke forestille mig, at det er anderledes for den kvinde, der selv valgte aborten. Eftertanken må være der. Hvad nu hvis? Og hvad med fædrene. De er forsvundet ud af debatten.
Og måske også ud af forholdet til den kvinde, som de ikke ville have barn med. Det er tankevækkende, at den tidlige kvindebevægelse i Danmark var meget kritisk overfor provokeret abort. De mente, at det var en ide, opfundet af mænd, for at løbe fra ansvaret. Måske havde de ret? Der ikke noget at fejre ved den hævede grænse for retten til provokeret abort. Hvilket samfund kan kalde fravalg af liv for en sejr? En provokeret abort er aldrig fri.
At være menneske er også at leve med svære dilemmaer. Sorg. Skyldfølelse. Tvivl. Det ved jeg fra samtaler, jeg som præst har haft, med mennesker gennem mange år. Den fri abort er en sproglig illusion. Udtrykket er en fortrængning af en virkelighed, der handler om liv og død. Mange kvinder i vores samfund har fået en abort. Måske er du en af dem? Eller måske er det hende, der sidder ved siden af dig på kirkebænken.
Hvordan skal vi kunne føre en ærlig samtale om dette uden at ende i polarisering og udskamning af hinanden? Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne prøve. For jeg tror, tavsheden er værre.
