Ella og Kurt Nielsen: Skammen holder mennesker fanget i mørket

70-årige Kurt og 67-årige Ella Nielsen mødte hinanden i en relativt sen alder, begge var de forslåede og følte sig på ingen måde klar til et parforhold eller et ægteskab. Det er nu 17 år siden, de trods modstand og følelse af uparathed indvilligede i at møde hinanden på en blind date hos nogle fælles venner en tirsdag i juli 2006.

Ella så ikke Kurt i øjnene, men da de trykkede hinanden i hånden, var de forenet. ”Vi oplevede ikke kærlighed ved første blik, men før første blik,” fortæller Kurt og fortsætter: ”Det var, som om Helligånden tog over og styrede os; det var meget overvældende.” Ella supplerer: ”Det var, som om vi i håndtrykket blev gift med hinanden; det var så overvældende, jeg havde sådan lyst til at flygte.”

Trosrejsen begynder

To år forinden havde Kurt mistet sin første kone, hvorefter han begyndte at søge Gud og læse i Bibelen. I juni 2002 blev Ella mødt af Gud til et møde i Horsens Pinsekirke. Senere kom hun ud af et 12 år langt ægteskab med en mand, som, hun fortæller, var psykisk voldelig. Oprindeligt er Ella fra Etiopien, hvor hun voksede op som muslim med en muslimsk mor og en ateistisk far. I 1968 som 11-årig blev hun adopteret af en enlig mand, som boede i Etiopien.

Plejefaderen var en krænker, hvilket medførte blufærdighedskrænkelser og seksuelle overgreb, som Ella i mange år dækkede over. Det gjorde hun for at beskytte hans navn og hans liv samt for at bevare relationen til sine fire søskende. Da Gud mødte Ella og omfavnede hende med sin kærlighed, følte hun sig pludselig 20 kilo lettere. ”Der var en varme og en lethed i den kærlighed, som jeg aldrig havde oplevet før, og det var, som om der var noget, som forlod mig. Jeg spænede frem til forbøn og sagde: Jeg tilgiver min plejefar og min eksmand for henholdsvis fysiske og psykiske overgreb,” fortæller Ella.

Grundet de overgreb, som Ella havde været igennem, havde hun svært ved at tro på, at Kurt mente det, når han sagde: ”Jeg elsker dig, Ella.” De første fem år af ægteskabet havde hun mange samtaler med Gud omkring, hvad formålet med ægteskabet var, samt hvorfor hun skulle være i det. Hun erfarede, at Gud ikke svarede på hendes spørgsmål dengang, men i dag ved hun, at Gud førte dem sammen i ægteskabet for at helbrede de sår, som de har fået gennem livet.

Den ”vilde” kristendom

Parret fortæller, at deres fælles kald og tjeneste i dag handler om at være redskaber i Guds hånd til indre lægedom og udfrielse for mennesker samt at samle kristne, som længes efter at erfare Guds dybe nærvær. ”Vi er forvaltere af Guds ord,” siger Ella.

I begyndelsen af ægteskabet kom Kurt og Ella i Apostolsk Kirke i Hillerød, hvilket dog var lidt for vildt for Kurt, idet han var bekendt med en mere rolig kristendom. På trods af Kurts modvilje mod det karismatiske blev han alligevel spurgt, om han ville overtage lederskabet af et sådant ”vildt” kristent fællesskab. Han oplevede en slags pres for at sige ja, hvilket han gjorde, hvorefter han blev døbt med Ånden og begyndte at tale i tunger.

”Åndsdåben var for mig en bekræftelse fra Gud på, at det var mig, som skulle lede fællesskabet videre,” fortæller Kurt med et varmt smil.

Det okkulte

I 2003, da Ella var ny i troen, havde hun mange smerter. En fysioterapeut vurderede, at Ella kunne blive smertefri ved en alternativ behandling med åbning og lukning af forskellige chakraer. Ella sagde ja til behandlingen, men da det gik op for hende, at dette var helt forkert, udtalte Ella Jesu navn, hvorefter fysioterapeuten øjeblikkeligt afsluttede behandlingen.

”Frisættelse for skam kræver,
at vi inviterer Jesus ind i det,
vi skammer os over,
og lader ham lede os til,
hvad vi skal gøre.
Vi giver skammen til Gud
og modtager i stedet frihed fra Gud.”

I første omgang oplevede Ella at være helt smertefri, men hun oplevede sig samtidig helt tom og følelsesløs i kroppen. ”Jeg begyndte at lave fysiske øvelser for at mærke min krop, men jeg var helt tom indvendig, sådan helt ”gong-gong” tom,” siger Ella.

Samme nat vågnede hun og havde det, som om hun havde drukket fem liter vodka. Hun tænkte, at det var helvedes port, der var blevet åbnet over hende igennem den shamanistiske behandling.
Hun så mange forskelligartede dæmoner, som var så grufulde, at den menneskelige fantasi slet ikke ville kunne finde på det. ”Det var en rædselsfuld og frygtelig oplevelse; lukkede jeg mine øjne, så jeg dæmoner, åbnede jeg dem, var jeg svimmel og alt sejlede for mine øjne.”

Tilstanden varede i flere døgn og Ella vidste, at hvis hun kontaktede lægen, ville hun blive indlagt på psykiatrisk hospital. Hun rakte ud efter hjælp i det kristne fællesskab, hvor hun fik anbefalet et kristent ægtepar, som er meget erfarne i forhold til at sætte mennesker fri fra alskens okkultisme. Allerede efter en times rolig samtale og udramatisk forbøn med ægteparret kunne Ella igen begynde at mærke sig selv, sine følelser og sin krop.

I forlængelse af, hvad Ella fortæller om frisættelsen, konstaterer Kurt nøgternt: ”Det gør en verden til forskel, når man som Ella vælger at tage sig af den bagage, hun har fået med grundet overgrebene.”

Skam og tilgivelse

Skam kan defineres som en ubehagelig følelse af ydmygelse, skyld eller flovhed, som bliver fremkaldt af bevidstheden om at have gjort noget forkert eller pinligt. Mennesker oplever skam ved tab af respekt, tab af anseelse, og når man bliver vanæret. Ella, som både er afspændingspædagog og kristen psykoterapeut, og som på egen krop har mærket skammen, fortæller, at skammen sætter sig på et menneskes identitet, hvilket er en af grundene til, at vi sjældent taler om skam.

Den får os til at føle, at vi er forkerte helt ind i vores kerne.

Hvordan genkender man skammen?

Skammen fortæller mig, at jeg er dum, at jeg er afskyelig, at det er min egen skyld, og at jeg ikke er noget værd. ”Skam er giftig og dæmonisk, men når man tilgiver krænkeren, har skammen ingen reel magt længere,” fortæller Ella. Tilgivelsen gjorde, at hun kunne være i samme hus og samme rum som sin plejefar, men den personlige pleje, som han på sine sidste dage havde brug for, kunne hun ikke varetage grundet retraumatisering. “Tilgivelse er en proces og et valg, som den enkelte træffer,” siger Ella.

Åbenhed om skam

Idet skammen knytter sig til identiteten, bliver det svært at fortælle om det, vi har været igennem. Får vi talt med en fortrolig om det, som vi skammer os over, mister skammen magten over os.
”Frisættelse for skam kræver, at vi inviterer Jesus ind i det, vi skammer os over, og lader ham lede os til, hvad vi skal gøre. Vi giver skammen til Gud og modtager i stedet frihed fra Gud,” siger Elle, og Kurt supplerer:

”Så længe, man går alene med skammen og skjuler den af frygt for andre menneskers reaktion, har skammen stadig magt over os. Man tænker for eksempel: ”Hvis mennesker ved dette om mig, mister de respekten for mig, og så mister jeg relationer. Vores erfaring fra vores egne og andres liv er, at når vi åbner op med det, vi skammer os over, får andre mennesker rent faktisk endnu mere respekt for os.”