Katolsk Kirke rykker lidt efter lidt
Pave Frans’ indflydelse kan især mærkes på bispeniveau, fortæller Andreas Rude, der har et indgående kendskab til Den katolske Kirke.
Pave Frans ønskede ved sin tiltrædelse en mere udadvendt og dynamisk kirke. Det kom blandt andet til udtryk i hans bog ”Evangeliets Glæde”, som udkom for ti år siden.
Men har det rykket noget?
Det spurgte vi Andreas Rude om. Han er mangeårig kommentator for Kristeligt Dagblad i katolske spørgsmål. Til daglig er han dansklærer og kommunikationsrådgiver ved Niels Steensens Gymnasium, der er en selvejende institution på katolsk grundlag. ”Pave Frans har vakt opsigt siden sin tiltrædelse i 2013. Men han er ikke lig med hele den katolske kirke. De fleste lokale kirker fortsætter nok, som de plejer,” forklarer Andreas Rude. I det globale syd er kulturen dog af sig selv mere udadvendt.
”Husk, at Pave Frans selv er fra det globale syd, nemlig Argentina. Stort set alle andre paver er kommet fra Europa. Derfor er han så optaget af fattigdom, ulighed og ønsket om at skabe fred og forsoning. Det er hans naturlige fokus. Bare fordi Paven siger, at han ønsker noget, er det ikke det samme som, at det mærkes ude i sognene,” fortsætter Andreas Rude.
”Men på bispeniveau sker der en del, og en bred konsultationsproces, der involverer både præster og lægfolk, er i fuld gang. Her, i den såkaldte ”sydonale proces”, diskuterer man vejen frem. Dér kan man mærke Pave Frans’ indflydelse.”
Vil det rykke noget i Katolsk Kirke?
”Lidt efter lidt, tror jeg. Inden pave Johannes Paul II blev valgt i 1978, var den katolske kirke en meget regional kirke, en hhv. latinamerikansk, en europæisk, en asiatisk osv. Man tænkte lokalt og regionalt. Johannes Paul II udfordrede katolikker til også at tænke globalt, at kirken er større end det lokale udtryk. Det kan Pave Frans bygge videre på, og det kan hans efterfølgere også gøre,” mener Andreas Rude.
Men Pave Frans kan noget særligt, mener Andreas Rude: ”Pave Frans er god til det folkelige, både medierne, de folkelige bevægelser og det, han kalder ”folkefromheden”, en fromhed, der kommer fra hjertet, fra maven, og det gennemsyrer netop hans bog Evangeliets Glæde (Ansgarstiftelsens Forlag 2014).”
