Kingos Kirke – en levende kirke på Nørrebro

Jeg møder Anders Graversen og Per Damgaard Pedersen – to af kirkens præster – en onsdag, hvor kirken vrimler med børn. Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg er kommet til en kirke fuld af liv.

Anders Graversen, som oprindelig stammer fra Nordjylland, har været præst i Kingos Kirke i fem år. Før det var han ansat som leder i Indre Missions tværkulturelle arbejde i Bethesda i hjertet af København, mens Per Damgaard Pedersen har været i kirken i fire år. Han har tidligere undervist i Armenien og været præst i Kristkirken i Kolding. Deres erfaring med internationalt arbejde kommer til sin ret i Kingos Kirke, der ligger på Nørrebro i et område med flere indvandrere og nationaliteter end i de fleste sogne, hvilket også kan ses i menighedens sammensætning.

”Normalt vil det være de nordiske og europæiske landes befolkning, der fylder mest i et sogn,” bemærker Anders Graversen, ”men hos os er det folk fra Libanon, Irak, Somalia, Pakistan og Tyrkiet.” På en onsdag, hvor en stor gruppe børn er samlet i kirken, kommer sognets mangfoldighed til udtryk. Selv om der er tale om en ”søndagsskole” om onsdagen med bibelhistorie og kristne sange, kan man se flere kvinder med tørklæder sammen med deres børn.

Per Damgaard Pedersen fortæller, at der under sidste søndags gudstjeneste var omkring 13 nationaliteter til stede: ”Og det sjove ved det er, at gudstjenesten er meget dansk. Den kunne for så vidt lige så godt foregå i Varde.”

Holger Pedersen og kirkebyggeri

Kirken er fra 1910 og har en spændende historie:

”Dengang var det Køben-havns yderste rand,” fortæller Per Damgaard Pedersen. ”Der var en fabrikant her i området med penge, som hed Holger Petersen. En gruppe forældre begyndte at holde søndagsskole for deres børn og spurgte, om de måtte låne nogle lokaler i fabrikken til søndagsskolen, og det måtte de gerne. Med tiden voksede det, og der blev også bibelundervisning for voksne. Efterhånden blev der et større og større ønske om at få en kirke, og der blev samlet mange penge ind rundt omkring. Fx var der en rig mand i Løgstør, som gav 70.000 kr. Holger Petersen ville gerne give en grund til kirken, men på den betingelse, at de skulle bygge kirken med et tårn. Man gik i gang med at bygge, men fik brugt alle pengene, inden kirken havde et tårn. Så man måtte gå over til fabrikant Petersen igen og sige, at man var kommet til at bruge pengene. Og så gav han dem 10.000 kr. til et tårn. Det er en kirke, som er groet frem nedefra, og i en lang periode var der 250 børn i søndagsskolen. Kirken har haft en stærk forkyndende profil, men også et stort diakonalt arbejde.”

Anders Graversen supplerer: ”Der var meget stor nød i København på den tid, og præsterne piskede rundt fra dåb et, to og tre og videre hen for at have en begravelse og en vielse. Det hørte man om i Jylland, og så lavede man store indsamlinger og byggede kirker i København.”

Sognet og menigheden

I dag tilhører Kingos Sogn et af de sogne i landet med færrest medlemmer af Folkekirken. Den ligger på ca. 43% med faldende tendens: ”Vi har 9.350 medlemmer af Folkekirken i sognet, og der bor 22.000,” fortæller Per Damgaard Pedersen.

Onsdagsmenigheden

”Der er sådan set to menigheder ved siden af de to andre menigheder,” bemærker Anders Graversen lidt kryptisk. ”Vi har en onsdagsmenighed og en søndagsmenighed. Om onsdagen har vi legestue om formiddagen. Om eftermiddagen er der café, og kl. 17 spiser vi. Der kommer omkring 60 til spisning. Halvdelen af dem går efterfølgende med ind til gudstjeneste, og af dem er max. fem opvokset med at gå i kirke. Det er en særlig gruppe. Nogle kommer her pga. fællesskabet, og nogle kommer for at spise. Så det har en klar diakonal vinkel. Et eksempel på, hvad disse eftermiddage betyder for deltagerne, er en lille ting, som at vi synger fødselsdagssang for folk. Når der bliver placeret et flag foran dem, og vi synger, er der sommetider nogen, som bliver meget rørte, for der er måske ikke så mange andre, der synger fødselsdagssang for dem.”

Søndagsmenigheden

”Søndagens gudstjeneste er en helt traditionel folkekirkelig højmesse. Her er det en god blanding af folk fra Nørrebro, folk fra missionsforeningerne, nogen med forkærlighed for det højkirkelige og altså en del forskellige nationaliteter med forskellig kirkelig baggrund”. Til det siger Per Damgaard Pedersen:

”Vores søndagsmenighed er endestationen på emigranternes rejse. Når de lander hos os, har de slået rødder i Danmark. De forstår dansk, og mange har arbejde. I vores menighed har vi folk med alt lige fra katolsk til pinsekirkebaggrund.”

Samtidig understreger han, at menigheden er meget dygtige til at lytte til prædikener og tage det til sig: ”De har store forventninger. Så her er man faktisk lidt på arbejde som prædikant. Vi præster får det at vide, hvis der ikke var nok at leve af i prædikenen. Menigheden kræver, at prædikenerne skal være bibelsk funderet. Hvis der kommer for mange citater eller betragtninger om politik, bliver de lidt utilfredse. Det synes jeg faktisk er rigtigt dejligt.”

To internationale menigheder

Udover onsdags- og søndagsmenighederne har to internationale kirker til huse i Kingos Kirke. På den måde kommer man op på de to menigheder ved siden af de to andre menigheder, som Anders Graversen talte om:

”ICC, International Christian Community, en såkaldt nonkonfessionel kirke, har været her i godt to år nu, og det er en kæmpe velsignelse, at de er her.” ”Kirken er lidt mere karismatisk, end vi er, og er samtidig meget bibelorienteret med stor fokus på forkyndelsen af Guds ord,” fortæller Per Damgaard Pedersen.

”Menigheden kræver, at prædikenerne
skal være bibelsk funderet.
Hvis der kommer for mange citater
eller betragtninger om politik,
bliver de lidt utilfredse.”

”Den sidste menighed er en eritreisk menighed. Det er Josef fra Aarhus, der har et menighedsnetværk af seks evangeliske, eritreiske menigheder i Danmark, hvor den ene ligger her på Sjælland og har til huse hos os. Pinsedag holdt vi en stor fællesgudstjeneste med de to internationale menigheder.”

Flere må høre om Jesus

Når det kommer til, hvad Kingos Kirke særligt lægger vægt på, pointerer Anders Graversen, at kirkens fornemste opgave er, at flere må høre om Jesus. Fx har de lige haft kristendomskursus:

”Der var 16 tilmeldte, hvoraf vi kun kendte en af dem, resten kom udefra og havde ikke det store kendskab til kirken. Da vi sluttede kurset, var der en af deltagerne, der sagde: ’Jeg kom til kurset, fordi jeg tror på Gud, men jeg havde det noget stramt med Jesus. Men nu ved jeg, at Jesus døde på korset, og han er opstået. Det tror jeg på.’”

Styrk det bestående eller start nyt

Per Damgaard Pedersen slutter af med en overvejelse:

”Spørgsmålet er altid, om vi skal fokusere på det, vi har, eller vi skal kigge efter det, som mangler? Fx har vi ikke nogen unge fra 18 til 24 år, hvilket ellers er en ret attraktiv gruppe. Skal vi arbejde på at få fat i den gruppe, eller skal vi styrke det, som vi har? Jeg tror, vi skal kigge på, hvor Gud velsigner os, og på, hvad der lykkes. Gud har velsignet os med en søndags- menighed med folk fra hele verden. Gad vide, om vi ikke skal styrke det. På samme måde med onsdagsarrangementerne. Vi har en stor gruppe børn og forældre. I dag var der 40 børn. Det er jo fantastisk. Ikke ret mange af forældrene har gået i søndagsskole, men her får deres børn rent ”søndagsskole”. De kommer, fordi det er godt for børnene. Så gad vide, om vi ikke skal styrke det.”

Men kirken har også nye initiativer i støbeskeen. Bl.a. har de planer om at få ansat en arabisktalende evangelist og i det hele taget række ud til det muslimske miljø.