3 ud af 4 protestantiske præster i USA afviser samkønnede vielser
Fra 2010 til 2019 steg antallet af præster, som mener, at samkønnede kan indgå ægteskab fra 15 til 24 procent. Men nu er kurven knækket og ligger på 21 procent, viser undersøgelse.
Næsten et årti efter, at højesteret i USA legaliserede ægteskab af samme køn over hele landet, er de fleste præster fortsat imod, og støtteprocenten vokser ikke længere.
Det skriver seniorskribent Aaron Earls fra Lifeway Research, som netop har offentliggjort en ny undersøgelse. En ud af fem amerikanske protestantiske præster (21 %) siger, at de ikke ser noget galt i, at to personer af samme køn bliver gift, fremgår det af Lifeway Research-undersøgelsen. Tre ud af 4 (75%) er imod, heriblandt 69 %, der er meget uenige i ægteskab af samme køn. Yderligere 4 % siger, at de ikke er sikre.
Støtteprocenten er stabil
Tidligere Lifeway Research-undersøgelser viste voksende støtte blandt præster til samkønnet ægteskab. I 2010 havde 15% af de amerikanske protestantiske præster ingen moralske problemer med denne praksis. Procentdelen voksede til 24 % i 2019, men i dag ligger støtten fast på 21 %. For de fleste præster er spørgsmålet dog kun teoretisk, idet næsten 9 ud af 10 siger, at de aldrig er blevet bedt om at udføre en samkønnet vielse, viste en Lifeway Research-undersøgelse fra 2022.
Traditionel vs evangelikal
Den tidligere vækst i præsternes støtte til homoseksuelle ægteskaber fandtes især blandt traditionelle protestantiske præster. Derimod har de evangelikale præster konsekvent været modstandere af samkønnede ægteskaber, som mindre en 1 ud af 10 gik ind for i 2010. I dag siger 7 procent af de selverklærede evangelikale præster i USA dog, at de ikke ser noget galt i, at to personer af samme køn bliver gift.
Når det gælder civile registreringer af samkønnede par, er over 54 procent af de traditionelle kirkers præster for denne ordning, hvilket kun gælder 14 procent blandt de evangeliske præster.
Demografiske forskelle Ud over forskelle relateret til kirkeretning viser undersøgelsen også, at der er kønsforskelle, når det gælder synet på samkønnede par. Således går 42 procent af de kvindelige præster i de traditionelle kirkesamfund ind for samkønnede vielser mod kun 16 procent af de mandlige præster i de samme kirker.
Undersøgelsen viser også, at de yngre præster er mere positive overfor samkønnede vielser end de ældre præster. Disse forskelle kommenterer administrerende direktør i Lifeway Research, Scott McConnell, med ordene:
“Den moralske og doktrinære overbevisning hos individer har ikke tendens til at bevæge sig særligt ofte eller meget langt, så vi ville ikke forvente, at præsternes holdninger ændrer sig meget.
Men de forskelle, vi ser efter alder, gør det bemærkelsesværdigt, at det højere antal unge præster, der ikke ser noget galt med ægteskab mellem personer af samme køn, endnu ikke har stor indflydelse på det samlede antal.”
De præster med længst uddannelse er mest positive overfor samkønnede ægteskaber. For præster med en mastergrad er 30 procent for, mens det samme gælder 26 procent af præster med doktorgrad. For præster uden en universitetsgrad siger mellem 7 og 9 procent, at de går ind for samkønnede ægteskaber. Desuden viser der sig forskelle mellem fx det nordlige og det sydlige USA.
Undersøgelsen viser også, at præster i mindre kirker (med færre end 50 medlemmer) er mere positive overfor samkønnede ægteskaber end præster i de større kirker. En tilsvarende tendens gælder i spørgsmålet om registrerede partnerskaber, hvor præsterne i de mindste kirker er mere tilbøjelige til at acceptere partnerskaber mellem to mennesker af samme køn end præsterne i større kirker.