Ukrainske kristne fandt et hjem i Ikast
- Lige pludselig fik vi et formål, fortæller Ulrik Flinta, der er præst i Midtjyllands Frikirke. Ved en konference den 18. maj delte han og to ukrainske præster deres erfaringer om at skabe et tæt samarbejde mellem en dansk og en international menighed.
Siden 2022 har Midtjyllands Frikirke rummet både en dansk menighed og en ukrainsk menighed. På en konference i Ikast i maj måned delte menigheden ud af deres erfaringer til gavn for andre kirker, der har såvel ukrainske fællesskaber som andre internationale fællesskaber.
Ulrik Flinta fra Midtjyllands Frikirke lagde ud med at fortælle om, at krigen i Ukraine kom helt uventet. Ingen i kirken havde drømt om, at menigheden stod over for en stor forandring.
– Vi var lige kommet ud af coronaen, og som menighed havde vi nogle ejendomme, som stod tomme. Derfor bad vi til Gud om, at han ville sende nogle børn og voksne, fortæller den midtjyske præst. Han hørte om nogle præster, der lejede busser for at hente flygtninge, og han kontaktede dem. Han forberedte også kirkens ledergruppen på, at der ville komme ukrainere til byen.
– Men vi havde ingen ide om, hvad der ville ske, og hvor meget det ville ændre vores liv som menighed. Men lige pludselig blev vores hjerter og vores liv fyldt med dem.
Gud sendte nøglepersoner
Flere af de ukrainere, der kom til byen, blev indkvarteret i kirkens ejendomme. En af dem var Pavel Konoshchenko, der i hjemlandet havde været stærkt involveret i den lokale kirke. Hurtigt blev han leder for en gruppe af ukrainere, som var tilknyttet kirken.
– Det første, vi gjorde, var at lave fællesspisninger. For i Danmark spiser vi jo sammen hele tiden, siger Ulrik Flinta med et smil. – Så fik Pavel den ide, at vi skulle invitere alle naboerne på mad. Der kom 16 naboer, og i en by som Ikast er det et mirakel, fortæller kirkens præst.
– På et tidspunkt begyndte det at blive til et ukrainsk menighedsfællesskab. Det kunne kun lade sig gøre, fordi Gud sendte nøgleledere til vores menighed, fortæller Ulrik Flinta og peger på, at andre kirker gik en anden vej og valgte at finde personer, som kunne oversætte møderne.
Oversættelse er ikke nok
De organiserede det sådan, at det ukrainske fællesskab mødtes søndag kl. 9. Bagefter var der fælles kirkekaffe for både danskere fra 9.45 til 10.30, hvor den danske gudstjeneste startede.
– På den måde arbejdede vi med at have samvær mellem ukrainere og danskere. For en af de store udfordringer med internationale fællesskaber er, hvordan man bliver en del af et fællesskab. At ukrainerne havde deres eget fællesskab gjorde, at det kunne vokse sig stærkt og få noget energi, siger han og understreger:
– Det er ikke nok at have oversættelse. Man er nødt til at have noget reelt fællesskab. Og så må man arbejde med de dansk-ukrainske relationer.
De ortodokse kom i kirke Nogle gange har er den danske menighed også trådt ud over nogle grænser, man normalt ikke ville overskride.
– Til påskegudstjenesten prøvede vi at arbejde lidt med på de ukrainske ortodokse traditioner. Så vi tilbød, at man kunne komme og få velsignet sin påskekurv med fødevarer. Det var ikke for at prøve at blive ortodoks. Det var for at få folk til at føle sig hjemme og velkomne. Lederen af den ukrainske menighed, fortæller, at det var noget, som blev taget godt imod af ukrainere på egnen. Den dag var der 150 mennesker i vores kirke. Så vidt jeg ved, er det rekord for, hvor mange mennesker vi har haft i denne kirkebygning, fortæller Pavel Konoshchenko.
– Ideen var ikke, at vi skulle blive ortodokse, men at gøre, som apostlen Paulus skriver: At være som jøde over for jøderne. Vi ville bare vise, at vi er åbne.
Valgte samarbejdet Dagens gæstetaler, Jaroslav Puntus, delte om sine erfaringer med at plante en ukrainsk menighed i Regensburg, hvor der i løbet af få uger efter krigens udbrud kom mange ukrainske kristne. Sammen med to andre kristne begyndte han at undersøge mulighederne for at starte en kirke.
– Vi bad og fastede sammen, og på den baggrund skabte vi en vision for menigheden, fortæller Jaroslav Puntus. Den centrale del af visionen var at komme under et dække af en tysk menighed og af en lokal tysk præst.
– Vi stod overfor et valg om enten at lave vores eget, som ville blive ret småt, eller at tage et skridt i tro og træde ud i noget mere skræmmende og forene os med en tysk kirke. Og så besluttede vi os for ikke at være en ”lonely rider”, men ville have et pastor-dække. At der skulle være nogen over os, som ville bede for os og irettesætte os, men som også ville kunne coache os.
De tilsluttede sig kirken ”Meine Kirche” i Regensburg, som valgte at favne ideen om at starte en ukrainsk menighed indenfor den eksisterende menighed.
Sprog er kun et værktøj
Den nye kirke var ikke kun for ukrainere, men man ønskede også at række ud til en stor befolkningsgruppe af russisktalende immigranter i området.
– Vi besluttede, at sproget ikke skulle være et problem. Sproget er jo kun et værktøj, så hos os synger vi både på ukrainsk og russisk, men underviser på russisk. Det har gjort, at der også kommer russisktalende til vores gudstjenester, fortæller den ukrainske præst.
Men også blandt de ukrainske kristne i menigheden var der store forskelle i både kultur og teologi, så man var nødt til at finde en fælles linje.
– Målet var, at uafhængigt af hvor du kom fra i Ukraine, så skulle du føle dig velkommen. Vi ville skabe en sådan tilbedelse af Gud, som kunne løfte alle op i deres liv og give Gud ære, siger Jaroslav Pontus.
Jesus er nummer et
Han fortæller, at dette gennemsyrer alt, hvad kirken gør og underviser om.
– Jesus er nummer et. Kærligheden til hinanden er nummer et. Vi siger, at det, som har været din erfaring og kultur de sidste 20-30 år, er det nu på tide, at du lægger til side og koncentrerer dig om at tilbede Jesus og hjælpe dem omkring dig. Han fortæller, at kirkens vision om samarbejde og en Jesusfokuseret forkyndelse har ført til, at menigheden har kunnet stå igennem kriser, har fået foræret et stærkt netværk med andre tyske kirker og nu er vokset til 70 medlemmer.
Arken skal fyldes
I Danmark, ser Pavel Konoshchenko, har de svære tider i Ukraine og resten af verden været med til at forme, hvad kirkens egentlige formål er.
– Jesus sagde, at der vil komme krige, men vi skal ikke være bange. Vi forventer hans komme, men mens vi er her og venter på hans komme, så forsøger vi at skrabe så mange mennesker sammen som muligt, der kan komme med på ”arken”. For vi ved, at når Jesus kommer næste gang, så kommer han for at hente sin kirke. Og her er der stadig ledige pladser. Så vores længsel er, at stedet her bliver fyldt med mennesker, siger han.
For den danske menighed har det at skulle rumme en ukrainsk menighed været en omvæltning. Men noget, man ikke ville undvære.
– Jeg tror, alle her i menigheden føler, at vi er gået fra at være en lille menighed, hvor der ikke skete så meget, til, at det er blevet en fantastisk tid, siger Ulrik Flita. – Det har også bygget bro til byen. Vi har haft arrangementer sammen nede i byen. Vi har også haft besøg af borgmesteren. Noget, som aldrig før er sket. Ja, og så har vi har haft indflydelse på kommunens valg af venskabsby i Ukraine, og vi har været på nationalt tv.
Vi fik et formål
Han fremhæver, at alle har skullet lære en masse på kort tid.
– Men lige pludselig har vi som menighed oplevet, at vi fik et formål. Vi ved godt, at Gud altid har noget, han sender os til at gøre. Men pludselig var det vigtigt, at vi var her og hjalp nogle mennesker, siger Ulrik Flinta og konkluderer begejstret:
– Det har været en fantastisk rejse for os som menighed at være på.
