Hvorfor kirker ikke skal bevæge sig i retning af en kirkelig vielse eller velsignelse af to af samme køn

Af Jesper Oehlenschlæger Teolog og udviklingsdirektør, Samfonden

Siden det blev muligt for to personer af samme køn at blive viet i folkekirken i 2012, er der sket en udvikling i dette spørgsmål, som betyder, at det ikke længere blot er i den brede folkekirke, men nu også blandt enkelte evangelikale frimenigheder og frikirker, at man begynder at tale til fordel for denne praksis. Det er for mig at se et brud med det klassiske, bibelske syn på seksualitet, som både er et brud med den bibelske autoritet, men også er skismatisk og bringer den kristne enhed i fare. Nationalt og lokalt.

Jeg tror desværre kun, at det, vi ser, er begyndelsen. Derfor er der brug for en ekstra selvbesindelse og en argumentation for at fastholde det klassiske bibelske syn, selvom bevisbyrden i virkeligheden påhviler dem, der vil gå i marken og argumentere for vielse eller velsignelse af to af samme køn.

Debattens begrundelser

Når vielse eller velsignelse af personer af samme køn diskuteres i traditionelt bibeltro evangeliske menigheder, så har debatten ofte en række begrundelser. For det første: Mange ændrer teologi i mødet med homoseksualitet, når det går fra at være noget teoretisk til noget personligt. Fordi deres børn eller kære ”springer ud”. Man gør det i god tro, fordi man gerne vil redde sit barn eller sine unge for Gudsriget.

Men er kristen teologi baseret dér? Vi får gigantiske problemer, når vi forsøger at bøje Guds gode vilje og standard efter vores forgodtbefindende, eller fordi vores liv ikke matcher Guds vilje for os. For det andet: Så ønsker man så at sige ”at være på den rigtige side af historien”. På få årtier har stort set hele den vestlige verden ændret sit grundsyn på køn og seksualitet. Der er en frygt for, at man ved at fastholde et bibelsk syn skulle vise sig at stå på den forkerte side af historien.

Det kendetegner vores kultur, at det på mange måde er minoriteter, der styrer majoriteten. Verden ses fra periferien og ikke længere fra centrum. Og man er ofte mere optaget af at være tro mod tidsånden end at være tro over for den Helligånd, den tradition og teologi, der har båret kirken i 2000 år. For det tredje: Så er der frygten for at miste en hel generation af kristne. Den generation, som nu vokser op, er vokset op i en digitaliseret, globaliseret og sekulær verden. På alle medieflader præsenteres LGBTQ-dagsordener som det mest selvfølgelige.

Socialkonstruktivistisk tænkning er yderst udpræget og udfordres desværre ikke; også kun sjældent af teologer, som snarere driver teologi på denne præmis, end at de grundlæggende udfordrer den. Vores unge står ofte helt fremmede overfor, at verden skulle bestå af de to biologiske køn alene, at sex er noget, som man venter med til et forpligtet forhold, og at et forhold mellem to personer af samme køn ikke skulle være Guds ordning for livet.

Det er ikke længere blot i den brede folkekirke, men nu også blandt enkelte evangelikale frimenigheder og frikirker, at man begynder at tale til fordel for vielse af par af samme køn. Men det er et brud med den bibelske autoritet, og det bringer den kristne enhed i fare.

Når mennesker forlader kirken globalt, er en af begrundelserne ofte kirkens syn på køn og seksualitet. Der er dog ikke meget, som tyder på, at liberale kirker har mere appel til de unge. Vi vil gerne eliminere alle spændinger for at holde sammen og bevare relationerne og ungdomsgruppen. For det fjerde: Så er der det missionale hensyn. Vi kan ikke være missionale, hvis vi ikke flytter os på dette punkt. Det argument holder ikke, for hvad er det så, man inviterer folk ind til?

At sælge ud af det teologiske arvesølv er en illusion om at gøre dørtærsklen lavere og er en absolut uholdbar vej for kirken at bevæge sig ned ad. For det femte: Synet på vielse af to af samme køn skyldes, at kirkerne i vesten er udfordret på de etiske pejlemærker og en misforståelse af syndsbegrebet. Antagelsen af, at synd kun er synd, hvis det er ”synd for nogen”, hersker ofte på det ubevidste plan. Homoseksualitet er jo ikke ”synd” for nogen, så derfor ikke synd, men er det tilfældet?

Til det må man indvende: Kan man synde mod sit eget legeme og mod sig selv? Eller mod det gudsbillede, man bærer i sig, mod den natur og skabelsesorden, i hvilken man er skabt? Og endeligt: Så hersker den grundlæggende tankegang, at ”ingen må føle sig forkerte”. Skam virker ikke, og skam må ikke bruges. Men er det sådan? Hvordan kan vi tale om menneskets brudthed, forkerthed, kommen til kort?

Vi kommer ikke bare til kirken eller skriften, for at den skal give os ret, men for at den skal lære os sandheden at kende. En sandhed, der også gør ondt, men bringer sit lys med sig. Jamen, det er jo den ligeværdige kærlighed, der konstituerer et forhold eller et ægteskab og ikke køn eller seksualitet, lyder argumentet for vielser af to af samme køn. Men denne argumentation er nok sympatisk, men ikke bibelsk.

Når en mand og en kvinde er de rette for hinanden, så er det, fordi de sammen bærer Guds billede, skabt i skaberens lighed, og er kaldet til at blive et kød og blive mangfoldige. De afspejler Gud og komplementerer hinanden. Hvis det er troskaben, der er det konstituerende, så kan man lige så vel argumentere for polyamorøse forhold. Hvorfor skulle man ikke kunne være tro mod to personer, ligesom man kan det mod én?

Alt dette for at sige: Når spørgsmålet om vielse eller velsignelse af to af samme køn ikke bare i samfundet, men også i den evangelikale kirkefamilie begynder at fylde mere og mere, så skyldes det ikke, at nye teologiske landvindinger har fundet sted, men alene, at samfundet har flyttet sig. Når jeg fastholder en modstand mod at lukke op for kirkelig velsignelse eller vielse af to af samme køn, så skyldes det først og fremmest et spørgsmål om teologisk autoritet.

Den teologiske autoritet

Hvad er vores teologiske autoritet? Lærer Bibelen klart i dette spørgsmål om vielser af to af samme køn: Ja! For mig at se, så er der ingen tvivl om, at den bibelske lære både eksplicit og implicit lærer, at den eneste ordning for samliv, som Guds ord velsigner, er relationen mellem en mand og en kvinde. Der er ingen bibelvers, der på nogen måde taler positivt om homoseksuel praksis mellem mennesker.

Det er, som om der er to sataniske dagsordener, der sniger sig i vores tankegang i de eksegetiske krumspring, vi forsøger at gøre: Mon Gud virkelig har sagt? Eller ”Der står skrevet”… Hvorpå Jesus svarer, ”Ja, men der står også skrevet”. Guds skaberordning er klar i Gammel Testamente, hos Jesus, Paulus og den ældste kirke. Når Bibelen alene taler til fordel for heteroseksuelle relationer, er det, fordi Guds ord taler klart i denne sag. Der er en grænse, som ikke må overskrides. Vi må spørge: Vil vi bøje os for den autoritet?

Tilbedelse med ånd og krop

I den kristne teologi, som Paulus udfolder, er der en klar sammenhæng mellem det åndelige liv og det jordiske liv. Han forener gudsdyrkelsen og det etiske. De to planer – horisontalt og vertikalt – hænger sammen, vi har en ikke-platonisk dualisme, hvor man kan gøre med kroppen, som man nu vil. Kaldet er at bringe vores legeme, og herunder også vores seksualitet, til Gud – det er en afgørende del af vores kald til discipelskab.

At bringe vores legemer er en del af tilbedelsen til Gud. At være helliget til at høre Kristus til med ånd sjæl og legeme. Derfor må kirkerne standse deres bevægelse i retning af velsignelse eller vielse af to af samme køn.