Alpha-kursernes grundlægger hædret af Kong Charles III
Kong Charles III har netop hædret præsten Nicky Gumbel med ordenen Commander of the Most Excellent Order of the British Empire (CBE) for mange års tjeneste for Church of England.
Den anglikanske præst er kendt af 30 millioner mennesker fra over 170 lande, som har lært om den kristne tro ved at deltage i et Alpha-kursus. I Evangelical Focus Europe kan man læse, at CBE-prisen er en af de højest rangerende ordener i det britiske Commonwealth, og den tildeles bidragydere inden for kunst, videnskab, frivilligt arbejde, velfærdsorganisationer og offentlig service. Nicky Gumbel udtrykker på sociale medier stor taknemlighed for ordenen og det kongelige besøg, idet han skriver:
”Uhyre taknemmelig overfor Hans Majestæt Kongen for hans opmuntrende ord og CBE-prisen og for hans mindeværdige besøg for at støtte os på St Mellitus College, vores kirkeplantning og arbejde blandt flygtninge og forfulgte.”
Ateistens vej til troen
Nicky Gumbel, der voksede op i et jødisk hjem, var som ung overbevist ateist og har sammenlignet sig med nyateisten Richard Dawkins. Men mens han læste jura i Cambridge, kom han også til at læse om Jesus i Bibelen, og det forvandlede hans liv, fortalte han på et BBC talkshow i 2012.
– Mens jeg læste Det Nye Testamente, var det, som om personen Jesus blev bragt til live, fortalte han. ”Ordene gav genklang i mig på en måde, som jeg ikke havde oplevet før. Som resultat deraf bad jeg en bøn, som derefter ledte til en oplevelse. I det øjeblik forstod jeg pludselig betydningen af Jesu ord om, at han kom, for at vi kunne få liv i overflod. Indtil da havde der været en mangel på ægte formål og mening; der var tomhed. Det havde jeg ikke været klar over, før jeg blev fyldt.”
Nicky Gumbel blev kristen i 1974. Tre år senere blev han en del af staben i den anglikanske menighed i Holy Trinity Brompton Church i London, som i løbet af de seneste fire årtier har bidraget til mere end 20 kirkeplantninger.
Alpha-kurserne
Nicky Gumbel fik ansvaret for menighedens Alpha-kursus i 1990, og han udviklede det eksisterende kursus til et introduktionskursus, hvor ikke-troende kan stille deres spørgsmål om troen i en åben og uformel atmosfære. Siden da er Alpha blevet en verdensomspændende bevægelse, og 30 millioner mennesker verden over har taget et Alpha-kursus.
”Gud ændrer alle forhold: ægteskab, familie og venskaber. Når Jesus er kirkens centrum, bliver det så attraktivt,” udtalte Nicky Gumbel til Dagen.no i 2023. Da havde Nicky Gumbel og hustruen Pippa været værter for over 100 kurser, og de holder stadig Alpha-kurser hver onsdag. Nicky Gumbel var præst for menigheden i Holy Trinity Brompton fra 2005 til 2022.