Flot fortælling om Apostolsk Kirke i Danmark

100 år er gået siden Apostolsk Kirke startede i Danmark, og det kalder på et jubilæumsskrift, som fortæller kirkefællesskabets historie i medvind og modvind.

Det er ikke kirken eller dens ledere, der hævder altid at være trofaste endsige ufejlbarlige, men selvfølgelig Jesus, som er hele menighedens hoved. Måske er det derfor, at indholdsfortegnelsen indeholder et stort billede af lovsang fra Åbenkirke Herning, hvor bagtæppet lyser op med navnet ”Jesus”, som fylder det hele. Alt det strukturelle, ledelsesmæssige, karismatikken, bygningerne, skolerne, kirkerne, missionsprojekterne og så videre, der skal til for at fortælle om fænomenet Apostolsk Kirke i Danmark, er, når alt kommer til stykket, sekundært i forhold til frelseren og det evangelium, som kirkeretningen og dens medlemmer ønsker at gøre kendt for danskerne.

Velkommen i Apostolsk Kirke i Danmark

Selvfølgelig er et jubilæumsskrift i en eller anden grad for de indforståede, dem, som er en del af fortællingen og kan identificere sig med bevægelsen. Alligevel er det tydeligvis vigtigt for redaktionsgruppen, at dette skrift også er for den nysgerrige udenforstående. Hvad er en kirke egentligt? Og hvorfor er der frikirker? Er der særlige adgangskrav, eller er de åbne for alle? Og hvilke historier ligger der bag nogle af de mennesker, som kommer i en af de relativt få kirker, der regnes som apostolske kirker? Ja, en del af kirkerne bærer andre navne, som fx ”Kirkeibyen”, ”Åbenkirke…” eller bare ”Frikirken …”, og hvordan passer de så ind i netværket af Apostolske Kirker? Det er rent kommunikativt en rigtig god tilgang, fordi den netop sørge for, at alle kan være med, hvilket er helt i tråd med kirkernes selvforståelse som inkluderende fællesskaber.

Krisen, der blev til forsoning

En af de store historiske begivenheder skildres i kapitlet ”forsoning mellem fædre og sønner”. Det var en krisetid, som startede med trosbevægelsens bølger og fortsatte med dybt sårede relationer ned igennem kirkerne, hvor ledende figurer havde stået skarpt overfor hinanden et stykke op i nullerne. Som en chokerende konsekvens af disse interne stridigheder stod Tjenesterådet (landsledelsen) pludselig i den situation, at de tre unge kandidater, som man havde opfordret til at indgå i Tjenesterådet, alle takkede nej.

Det blev en øjenåbner for Johannes Hansen (leder af Tjenesterådet) og de øvrige af den fædrene generation. Og den måde, disse mænd, som havde lagt deres liv i bevægelsen, ydmygede sig i processen for forsoning og genoprettelse, skildres som en redning for en kriseramt organisation. De lyttede til en profeti, som lagde sig op ad ordene fra Malakias 3.24 ”Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse” og derfor kom processen også til at blive kendt under navnet Malakias-processen.

Faktum er, at der kom et generationsskifte, som satte en ny kurs for kirkerne og banede vejen for forsoning. Den interne forsoning banede i en eller anden grad også vejen for forsoning og fornyet interesse for samarbejde med Pinsevennerne, som man helt tilbage i bevægelsens begyndelse havde brudt med. De to kirkesamfund havde nærmet sig hinanden på centrale punkter, således at apostolerne i højere grad gav de enkelte kirker frihed til at virke i lokalsamfundet, mens pinsefolket mere og mere så værdien i tjenester, der kunne styrke hele menigheden.

Den store fusion mellem de to pentakostale kirkesamfund blev det ikke til, selvom enkelte lokale menigheder har fundet sammen, men Frikirkenet er et godt eksempel på, at samarbejdet mellem forskellige kirkesamfund kan noget.

Den interne forsoning banede i en eller anden grad
også vejen for forsoning og fornyet interesse
for samarbejde med Pinsevennerne,
som man helt tilbage i bevægelsens
begyndelse havde brudt med.

En mangfoldig kirke

Bogen er et farverigt portræt at et kirkesamfund, der virker på mangfoldige områder. Gudstjenester, som alle kirker har til fælles, har sit eget præg i apostolske kirker. Her er lovsang, profetisk tale, jordnær forkyndelse og ikke mindst fællesskabet, hvad enten det er i bøn eller om kaffebønnerne, karakteristisk for kirkerne. Børnearbejdet med børnekirke, lejre og meget mere viser, at børnene prioriteres højt i kirkefamilien.

Mange steder er sang og musik et stærkt samlingspunkt. I stort set alle kirker, og især de største, er der mindre fællesskaber (netværksgrupper), som sikrer nærværet, og at den enkelte ikke forsvinder i mængden. Endeligt er det diakonale arbejde en del af kirkens dna på linje med missionsarbejdet. På den måde tegnes et mangesidet billede af en organisation i stadig udvikling. Men der er ikke tale om et glansbillede portræt.

Når der arbejdes med og iblandt mennesker, er der altid noget, som ikke fungerer helt efter hensigten, eller hvor tiden løber fra den måde, man hidtil har gjort, og de apostolske kirker er ingen undtagelse. Bogen tegner således et positivt, men også ærligt, billede af en kirke, som til stadighed lærer nye ting om sig selv og sin omverden.

En flot bog

Endeligt skal det nævnes, at det er en meget flot bog. Den er indbydende i sit layout med store flotte farvefotos og kreative opsætninger af siderne. Den er rørende og gribende, når det kommer til de mange interviews med helt almindelige danskere, som fortæller deres vidnesbyrd. Den er grundig med mere end 80 personer, som bidrager i interviews og hjælper med at stykke et billede sammen, så man som læser efterhånden føler sig hjemme i historien, uanset om man selv har været med eller ej.

Altid Trofast. 329 kr.
Redaktion: Dina Siegumfeldt, Michael Bobjerg, Johannes Hansen, Gudrun Toldam, Arne Damkjer, Johnny Hansen og Jacob Viftrup
Layout og grafik: Made by Nico
Forlaget Kløvereng