Om at miste troen
En lidt voldsom overskrift måske, men jeg vil gerne dele en oplevelse.
På et tidspunkt i mit liv oplevede jeg, at troen ligesom forsvandt. Jeg har mange gange oplevet tvivl, men dette var anderledes; jeg følte, at Gud ikke eksisterede, og hvis han gjorde, så havde han ikke noget med mig at gøre. At det hele var noget, som vi havde fundet på; som fri fantasi. Det var en ret svær situation, bl.a. fordi min mand var præst; det var for mig at se helt uhørt, at præstens kone ikke troede på Gud, så det var ikke noget, jeg talte med andre end min mand om.
Jeg husker ikke, hvordan det startede, kun at jeg pludseligt ikke kunne forbinde mig selv til Gud eller tro på hans eksistens. Jeg var noget trist til mode i forvejen, sådan lidt generelt, da mange ting var oppe at vende for mig, men dette gjorde det hele meget værre. Meningsløshed og tomhed ramte mig. Efter nogle måneder græd jeg min fortvivlelse ud og sagde: ”Hvis du alligevel er der Gud, så hjælp mig. For hvis ikke du er der, så er det hele bare så lige meget.”
Og jeg så, som i en lille film, at jeg blev placeret på en stor solid klippeblok, og jeg huskede versene fra Salme 40 vers 3: ”Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast.” I det øjeblik, jeg henvendte mig til Gud – eller jeg bare sagde nogle ord ud i luften, som jeg egentligt oplevede det – så var han der, som om han bare ventede på mig. Gud viste mig, at han ikke ville ”mase sig på” i mit liv. Det var mit valg, om jeg ønskede Gud i mit liv eller ej.
Jeg havde et dybt behov for Gud, og han vendte mig ikke ryggen, selv da jeg ikke kunne tro på hans eksistens. For nogle af os, som langsomt er vokset ind i troen på Gud, kan det være svært helt at kunne se nogen anden mulighed, end at Gud ”selvfølgelig” er til, og derfor tror jeg ”selvfølgelig” på ham. Dette kan være meget fint og enkelt, men kan også give tvivl.
-Tror jeg, fordi jeg er opdraget til det? Har jeg virkeligt sagt ”ja” til Jesus, eller har jeg levet i en boble hele mit liv uden at sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens? Fortsatte jeg bare en livsstil, som ikke har hold i virkeligheden? Og hvad med mine oplevelser med Gud – var det bare noget jeg bildte mig ind? Et ord som ”omvendelse” kan også være svært, for man oplever måske ikke noget ”før og efter”, da Gud aldrig har været fraværende i ens liv. Hvad vender jeg mig fra?
For mig var det vigtigt at kunne stille mig selv og Gud alle mulige spørgsmål. De skræmte mig, men ikke Gud. Jeg kan være ærlig overfor Gud omkring, hvad jeg føler og tænker. Han er den helt rette at komme til med tvivl og frustration. Ærlighed er langt bedre end facade, som vi ikke kan blive ved med at opretholde år efter år. Lad Gud høre, hvad du har på hjerte; han har sikkert hørt det før og kender dig alligevel bedre, end du kender dig selv.
