Martin A. Hansen – et forfatterskab bygget på kristentroen

Det er ikke for meget at sige, at Martin A. Hansen er blandt dansk litteraturs fremmeste skønlitterære forfattere. Samtidig har man at gøre med et troende menneske. Det skinner også tydeligt igennem i forfatterskabet.

Martin A. Hansen fik troen med sig fra barndomshjemmet, som var fattigt og inspireret af pietismen. Udover forældrenes tro kom også Søren Kierkegaards skrifter til at forme hans kristendom, hvilket igen og igen kommer til udtryk i hans noveller og romaner. I sin bog ”Polspæding. Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen” drager litteraturforsker Anders Thyrring Andersen en parallel mellem Søren Kierkegaards og Martin A. Hansens forståelse af kristentroen som noget hinsides, vi ikke kan gribe med forstanden og tanker. Med henvisning til hovedpersonen Johannes Vig i Martin A. Hansens roman ”Løgneren”, skriver han således:

”For både Kierkegaard og Martin A. Hansen er den inderste kerne i kristentroen fremmed for refleksionen. Du kan ikke tænke dig frem til, hvordan du skal forholde dig til Guds bliven menneske og opstandelse. Det kan du tro på eller lade være med at tro på. Problemet for det gennemreflekterede menneske er, at han ikke kan give slip på sin fornuft. Og derfor kan Johannes Vig ikke kaste sig ud på de 70.000 favne vand og tro.”

Anden Verdenskrig

Under Anden Verdenskrig deltog Martin A. Hansen i modstandskampen og måtte af den grund mod slutningen af krigen gå under jorden. Dette gav ham tid til for alvor at skrive, og det er da også netop fra denne tid, meget af det, som han senere udgav, blev til. Det gælder fx mange af novellerne i novellesamlingerne ”Tornebusken” (1946), ”Agerhønen” (1947), ”Paradisæblerne” (1953) og ”Konkyljen” (1955) samt romanen ”Lykkelige Kristoffer”, som udkom i 1945.

Heretica og modernismen

Fra 1948 og fem år frem bliver Martin A. Hansen en af de toneangivende i tidsskriftet ”Heretica”. Titlen på tidsskriftet henviser til det, initiativtagerne stod for, nemlig et kætteri overfor tidens rationalistiske litteratur. Her var et opgør med en åndsforladt tid, som levnede meget lidt om nogen plads til gudstro. Flere af tidsskriftets bidragsydere var kristne. Udover Martin A. Hansen gælder det forfattere som Ole Sarvig, Ole Wivel og Jørgen Gustava Brandt.

Samtidig skriver Martin A. Hansen i en tid, hvor den modernistiske digtning er i højsædet. På mange måder er modernismen – ligesom rationalismen – et opgør med kristendommen. Litteraturforsker Pil Dahlerup har således beskrevet modernismen som ”Guds død”. Martin A. Hansen ser imidlertid kristendommen som en naturlig udgang af en modernistisk periode. I sin dagbog skriver han således:

”Det modernistiskes Konsekvens er Kristendommen”. Hvad han helt præcis har ment med det står hen i det uvisse. Men mon ikke han forudså, at der ud af en gudsforladt tid vil opstå en længsel efter noget mere, end hvad rationalismen og modernismen har at byde på – en længsel efter Gud. Trods det, at Martin A. Hansen pga. kronisk nyrebetændelse ikke blev mere end 45 år gammel, nåede han at skrive en række romaner og noveller og dertil både essays og forskellige artikler.

Agerhønen

Én af novellerne er ”Agerhønen”. På overfladen ser det ud til blot at være en lille beretning om en fattig families nød i en streng vinter. Under en storm sidder familien og skutter sig. Både brænde og mad er ved at slippe op. Pludselig lyder der ligesom en banken på døren. Det er krig, og frygten for, at det er endnu en indkaldelse til krig for faren, sidder i familien. Men efter at han har været ved døren for at se, hvor det bump, de havde hørt, kom fra, viser han sig igen i stuen, og i sin hånd har han en død, stadig varm, agerhøne.

Nu er der jo ikke meget kød på sådan et lille kræ, så da agerhønen blev delt ud, blev der ”kun lidt til hver, men det er sandhed, at den lille fugl mættede dem alle”. Denne afsluttende sætning i novellen løfter pludselig fortællingen op på et højere plan. Udover at danne en parallel til Jesu bespisningsunder, hvor fem brød og to fisk er nok til at mætte en hel forsamling, ser man også her for sig, hvordan vi søndag efter søndag bliver åndelig mættet af, hvad for os ser ud som et lille undseeligt brød og nogle få dråber vin – for her mættes vi af Kristus selv. Og det er da også sådan ”Agerhønen” er blevet læst.

Høstgildet

I novellen ”Høstgildet” er den trosmæssige vinkel lidt mere eksplicit. Her mødes vi af en ung dreng, der er blevet presset til at drikke så meget, at han er død af druk. Synsvinklen i novellen er en ung præst, der er til stede under gildet. Han bliver sat til at holde en tale over den døde dreng, og i ham foregår der en kamp mellem at ville tilfredsstille forsamlingen med fine ord eller benytte anledningen til at kalde dem til tro og omvendelse.

I hans tanker lyder det med novellens ord således: ”De ville være mest taknemlige for hans tale, hvis den var nem at glemme, en ret mellem andre retter. […] Til et så stort og godt høstgilde hørte sødmen af let kristelig poesi”. Og videre i erkendelsen af denne fristelse: ”Jeg er den slags elskværdige forkynder, som beder tidens mennesker undskylde, at Vorherre er til. […] Det er ikke kendetegnet på en forkynder, at folk kan lide ham. […] Hvad er en forkynder, som alle kan lide, en som ingen hører? En kirkens konditor”.

Samtidig med fristelsen til at behage, konfronteres præsten i mødet med drengens forældre med sin magtesløshed. Han kan ikke give et trøsterigt svar på lidelsens problem. Trods det bliver han alligevel en trøst for forældrene. Gennem sit nærvær og sin svaghed hjælper han faren til at græde.

Synden

Som titlen på novellen ”Synden” siger, tematiserer denne novelle netop menneskets syndighed. Jeg-fortælleren er – i fortalt tid – en 9-årig dreng. Hans fattige familie skal flytte til et lille landsted, hvilket betyder et trin opad ad den sociale rangstige, noget som står for drengen som en lysende fremtid. Men hans tro på Gud er dobbelt. Den ene del kalder han en indvendig vandring med Gud, og den gør ham godt. Når han hengiver sig til den, som det sker i aftenbønnen, kan han ikke skjule sit begær og sin syndighed for sig selv og bliver sand overfor Gud.

Men den anden tro tilhører en udvendig gud, og denne gud skal gøres tilfreds med gode gerninger, hvis man vil holde sig gode venner med ham. Så for at Gud ikke skal fortryde sin gave til familien, gør drengen alt, hvad der står i hans magt for at behage Gud. Men der er kun tale om en tynd facade, der først krakelerer under overfladen og derefter også viser sig i det ydre. Alt imens han stadig bevarer det fromme ydre, går han og glæder sig til, at flytningen er fuldbyrdet, og han igen kan slappe af og kaste sig ud i udskejelserne:

”Men sådan en djævelsk frydens dag skulle flyttedagen være, vidste jeg, skønt jeg gik for Guds ansigt og passede på, at jeg ikke med den mindste lille ondskab fik stedet med mark, køer, svin til at synke i jorden”.

Så længe lykkes det ham imidlertid ikke at holde facaden, og inden familien er flyttet endelig ind i deres gård, har han både i overført og bogstavelig forstand tilsølet sig. Hans rene, hele tøj er iturevet og snavset efter en slåskamp med to fattige drenge, og hans indre ser ikke stort bedre ud. Konsekvensen er imidlertid ikke, som han havde frygtet, at Gud alligevel ikke vil give dem gården, for det er ikke sådan Gud handler. Men: ”Jeg havde syndet imod Gud, så han var borte, så jeg var helt død og kold indeni,” siger han.

Novellen anskueliggør, hvordan en ydre fromhed blot er et skalkeskjul for synden, og så længe man lever i den, ser man ikke sin egen syndighed. Men når facaden krakelerer, og man står ansigt til ansigt med sin synd, er vejen banet for den indvendige vandring med Gud, der gør mennesket godt. Således kan beretningens sidste sætning: ”og den skønne dag druknede i bitre tårer” tolkes som angerens tårer.

Fakta:

Født 20. august 1909 i Strøby på Stevns
Død 27. juni 1955 i København
Læreruddannet fra Haslev Seminarium
Debutroman: ”Nu opgiver han”, 1935
Blandt hovedværkerne er romanerne ”Lykkelige Kristoffer” og ”Løgneren”, samt novellesamlingerne ”Tornebusken” og ”Agerhønen”
Redigerede tidsskriftet ”Heretica” sammen med bl.a. Ole Wivel