Vi har brug for en healer
Det er, som om de største sandheder også nogle gange kan lyde som de mest simple sandheder.
Jeg hørte for nylig en lille bid af en sang med gruppen Casting Crowns. I sangen blev der sunget noget i retning af, at ”we need the healer”. Vi har brug for helbrederen, og vi har brug for at blive helbredt og at blive helet. Lige i denne sammenhæng ikke ment som en fysisk helbredelse. Men indeni. Det gælder helt sikkert i perioder for os alle sammen – og måske endda hver dag, og det gælder i alle aldersgrupper og befolkningsgrupper.
Der er noget inden i os, som, vi har brug for, bliver helbredt eller helet. Det kan være en del af den, jeg selv er, det kan være noget, der er sket, eller det kan være på grund af noget, andre har gjort eller gør imod mig. Det kan være sorg eller savn. Bitterhed eller tomhed. Eller alt muligt andet. Stolthed. Misundelse. Negative tanker. Frygt. Usikkerhed.
We need the healer.
Det gælder børn, det gælder efterskoleelever (som vi har ekstra fokus på i dette nummer), det gælder unge, voksne og ældre. We need the healer. Så simpelt er det. Vi har brug for en, der helbreder det ødelagte. En, der kan hele det, der er i stykker, og vi har brug for ham, der kan gøre det. Vi har brug for at invitere ham indenfor hver dag. Niels Nymann Eriksen sætter nogle ret fine ord på noget af det samme i artiklen på side 3 i denne avis. Først fortæller han om, hvordan han som barn kom af med sin angst ved at bede, og dernæst bruger han den fine beskrivelse:
”Når vi beder, træder vi ikke ind i et ukendt rum, vi kommer hjem.” We need the healer, og når vi inviterer ham indenfor, er det ikke en fremmed, der kommer forbi, men derimod ham, der kender os allerbedst. Alene det at erkende behovet er vigtigt. Ligesom det naturligvis også er vigtigt at kende til muligheden. Det er en fantastisk gave, en fantastisk mulighed, og det kan få en fantastisk betydning.
Når jeg støder på det onde i verden og det onde i mig selv, så gælder det igen: ”We need the healer”. Det og den onde findes nemlig. Det er ikke noget, vi taler så meget om i Danmark; at den onde findes. Det bliver lidt for dystert eller mystisk eller overtroisk. Middelalderligt eller primitivt. Men den åndelige verden findes altså, og der findes også ondt i den åndelige verden. Den onde findes. Jesus kalder ham for denne verdens fyrste, og han gør hele tiden det stik modsatte af healing – han ødelægger, og han ødelægger alt, hvad han kommer i nærheden af.
Derfor har vi brug for en helbreder. En, der skaber lys i mørket og varme i det kolde. En, der heler det brudte. Og helbrederen skal ikke engang overtales til at komme. Det er nok nærmere os, der skal overtales til at spørge ham. Det kan lyde som volapyk for et menneske, der ikke tror, men for det menneske, der tror, kan det til gengæld næsten lyde for simpelt. I min optik er det dog ikke for simpelt, men bare befriende simpelt.
Jeg har brug for ham, der heler og helbreder, og når jeg kigger mig omkring, kan jeg se, at verden har brug for det samme.
