Refleksiv og nostalgisk elektropop
Diego Castellanos og Alastair Wilson er duoen bag det musikalske projekt Deep AL Brindle. Gutterne har lavet musik sammen i lidt over et halvt årti, og i al den tid har deres singler og EP’er, bestående hovedsageligt af instrumentale tracks, givet en smag af bandets talent. Med en blanding af livsglad energi og en dybfølt atmosfære, er debutalbummet Are You Nervous? en smuk kulmination af bandets forrige udskejelser.
Are you Nervous? er på mange måder et meget simpelt album, men samtidigt ganske komplekst. Selve flowet og lydbilledet, som albummet bygger op, glider meget let sammen. Det er dog på ingen måde en kritik, da det hele passer meget godt med den afslappede og dog fængende fremtoning som elektronisk pop ofte går efter. Deep AL Brindle skiller sig dog ud med de overraskende mange elementer, der bliver inkorporeret på en relativt kort spilletid. Selvom albummet kun varer lidt under 30 minutter, så vil man som aktiv lytter kunne finde genskin af både indie rock, eksperimentelle elektroniske indspark, og en meget umiskendelig 80’er pop-vibe. En af denne anmelders favoritter er det instrumentale track “Festivals”, som på en måde indkapsler stemningen af at være på en lun sommerfestival helt perfekt, uden at miste den intimitet, som ofte definerer bandets lyd.

