Ansøgninger om julehjælp slår alle rekorder

Over 21.000 familier har søgt om julehjælp hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark. Det er flere end nogensinde før og også flere, end det på nuværende tidspunkt er muligt at hjælpe, siger generalsekretær.

Ansøgninger om julehjælp er tikket ind dag for dag, siden Blå Kors Danmark åbnede for, at økonomisk trængte børnefamilier kunne søge om julehjælp.

Mere end 21.285 familier har søgt om julehjælp. Det er mere end nogensinde før, hvilket vidner om det økonomiske pres, som mange familier oplever, lyder det fra Morten Skov Mogensen, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark:

”Det er rekordmange ansøgninger, men det er desværre ikke overraskende. Vi møder mange familier, som har svært ved at få pengene til at række. Det gælder hele året, men vi ser, at op til jul skaber økonomien ekstra mange bekymringer, fordi forældrene frygter, at de ikke kan give deres børn en god jul med gaver og julemad.” Blå Kors uddeler julehjælp til familier på overførselsindkomst med børn under 18 år. Julehjælpen består i år af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl.

Behov for ekstra støtte

I 2023 modtog Blå Kors 18.426 ansøgninger om julehjælp, hvilket var en stigning på 52 procent i forhold til året forinden. At julehjælpen igen slår rekord, betyder også endnu større behov for støtte til julehjælpen. ”Vi har brug for al den opbakning, vi kan få, for at kunne hjælpe så mange som muligt. 21.285 familier er desværre langt flere, end vi har mulighed for at hjælpe. Derfor håber vi, at der sidder nogen derude, der vil støtte vores julehjælp. Alle bidrag tæller og er med til at gøre en forskel,” siger Morten Skov Mogensen.

Blå Kors Danmarks julehjælp er støttet af blandt andet statens julehjælpspulje, virksomheder, fonde og privatpersoner. Den 21. november kl. 12 var sidste frist for at søge om julehjælp hos Blå Kors Danmark.