Det er afgørende at have Jesus boende

At det onde har forfærdelig meget magt i verden er desværre tydeligt. Det er også tydeligt (når vi vil være ærlige) at det onde ikke bare findes udenfor os, hos de andre. Problemet findes også i os selv.

Og vi kan ikke befri os selv fra det onde. Vi har brug for en befrier. Èn, der ikke har et milligram af ondskab i sig. Èn, der er udelukkende god; èn, der er helt ren; èn, der uden forbehold elsker sin brudte verden. Vi har brug for Jesus. Vi har brug for ”en, der er stærkere” (v. 21). Han er vores redning. Og evangeliets vidunderlige besked til os er, at det er han virkelig. Det var han villig til at blive. Han var villig til at give sit liv på korset – for at smide den onde ud. ”… Nu skal denne verdens fyrste jages ud”, sagde Jesus kort tid før påske (Johs. 12, 32).

Og Paulus proklamerer: ”Han afvæbnede magterne og myndighederne…” (Kol. 2, 15). Jesus har gjort alt, der skulle til. Han, og han alene. Det er derfor, det er så afgørende at holde sig til ham. At have ”ham boende” i sit livshus. For hvis ikke, det er hans kærlighed, der råder, møvrer ukærlighed og destruktive kræfter sig ind og får magt.

Hvad vil det sige at have Jesus boende? Det vil sige, at vi ikke nøjes med at have ham som tilkalde-hjælper, når det lige passer ind i vores kram. At vi ikke nøjes med at lade ham hjælpe kortvarigt, når det brænder på og så ”tak for denne gang!” Ikke, fordi han så dropper os, for han er nådig, men fordi vi dropper den dybtgående og varige befrielse, det er at tilhøre ham som Frelser og Herre i alle ting. Vi har brug for, at Jesus ”er hjemme” hele tiden, så når det, som i dagens tekst kaldes ”den urene ånd” (v. 24) kommer og vil ind, er der optaget. Og at den urene ånd uafladeligt og på utallige måder vil ind… dét er aldeles sikkert.

Derfor er det vigtigt at huske, at der er ingen grund til nervøsitet, for at Jesus pludselig ikke vil være hjemme i vores livshus. Dér har han fast bopæl ved sin Ånd. I det hele taget er det at have Jesus boende ikke en stress-faktor. Det er netop ham, vi som ingen andre kan være hjemme sammen med. Vi skal ikke stille os an. Vi skal ikke anstrenge os. Vi skal ikke spille fromt skuespil. Vi skal være os selv. Det er netop dét, vi kan være hos ham – hvorimod den onde vil drive os på flugt fra os selv.

Med Jesus som Frelser og Herre er der ikke tale om en kamp mellem ham og os. Det er ham i os. Så er vi i ham, der er stærkere end alt ondt. Så der er ikke noget at være bange for. Til gengæld er der noget at være opmærksom på. Nemlig at have et åbent hjerte for Jesus som Frelser og Herre. Er der noget praktik for os at huske i det her? Ja, i al virkelig sandhed er der praktik. Ikke praktik forstået som krav eller præstationer. Men praktik forstået som måder at have et åbent hjerte for Jesus på. Med tekstens formulering: at ”høre Guds ord og bevare det” (v. 28).

Hvordan vi gør det, er forskelligt fra person til person. Og vi skal passe på med at presse hinanden ind i en ufrugtbar skabelon for, hvordan vi har livssamfund med Jesus. Men vi kan inspirere hinanden! For min egen del er ærlig samtale med Jesus en central praksis. At det bliver en ærlig snak fra min side, har jeg måttet øve mig på i mange år. For ørkenfaderen Pambos vise råd: ”lær din mund at sige, hvad der er i dit hjerte,” er slet ikke så enkelt at praktisere.

Ofte er jeg fristet til at smutte udenom de vanskelige ting i min bøn og i stedet blive i det pæne, i det overfladiske og ikke-besværlige. Men da går jeg glip af erfaringen af, at alting i min tilværelse udgør en kontaktflade med Jesus, som netop vil bo i mit livshus, som det er, og ikke bare i et oppyntet gæsteværelse. Det er afgørende at have Jesus boende – med adgang til alle rum i vort livshus.

Prædikentekst: Luk. 11,14-28

Jesus under falsk anklage

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus.

Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred.

Men kommer der en, der er stærkere og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af.

Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!«
Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.