Der er en vej til livsmod

For nogle år siden blev der lavet et TV-program om en flok afrikanske børn, som var vokset op under forfærdelige krigsforhold, hvor de bl.a. havde mistet deres forældre. TV-folkene undrede sig over, at disse børn aldrig græd, når de slog sig eller blev udsat for smerte. De spurgte børnene om det. ”Jamen, vi har jo ikke nogen at græde hos,” lød svaret.

Har man ikke nogen at græde hos, en plads til at sørge…udvikler man hård hud på psyken. Man bliver kapslet ind; snøret sammen.

At Jesus, Guds Søn, blev vores Frelser ved at dø for os og opstå igen, betyder bl.a., at nu har vi en skulder at græde ud ved; et sted at aflevere vores smerte, stille vores spørgsmål og bringe vores tilbedelse. Der er et nådigt ansigt med varme øjne at se ind i, og lyttende ører at fortælle alt til.

Jesus er ikke ligeglad, hverken med vores sorg, vores længsel eller vores glæde. Han har hægtet sig sammen med vores situation. Han er på én gang den uendeligt mægtige, ophøjede, evige Gud – samtidig med, at Han er intenst nærværende og medlidende lige her og lige nu. Han, som er Gud over os, er også Gud hos os og Gud med os.

Det er vi inviteret til at tage imod. Invitationen lyder fx i følgende ord fra Jesu egen mund: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes” (Mattæusevangeliet kap. 5, vers 4). At gøre brug af det…at komme med sin sorg til Jesus…at komme med alt hulter til bulter til Jesus…det er at tage skridt på vejen mod livsmod.

Han bærer alt, vi smider på Ham. Da Jesus døde på korset, bar Han hele vores eksistens, vores minder, vores vilkår, vores skyld, vores sår, vores drømme, vores fremtid…

På grund af Ham kan vi lukke op for fortrøstning i stedet for fortrængning. Fortrængning handler om at forsvinde fra virkeligheden (gennem at have kronisk travlt, drikke, snakke om andre, sove, have larm på hele tiden, glo på andres liv på skærmen…); fortrøstning handler om ressourcer og nyt mod på at gå ind i virkeligheden:

”Sådan er mit liv! På godt og på ondt! Men uanset, hvordan det er, er Jesus hos mig! Jeg tør godt være bange! Jeg er tryg nok til at være usikker! Jeg er klog nok til at spørge! Jeg er tillidsfuld nok til at sørge! For jeg tror på, at Jesus er hos mig – ”Al trøsts Gud” (2. Korintherbrev kap. 1, vers 3).

Han er hos mig med den trøst, der kan tåle min sorg uden at flygte; kan tage imod den uden at argumentere imod den; kan være til stede uden at presse på for at få mig hurtigt på benene igen.

Han giver mig rum til at være til; til at ånde frit. Og i det rum sker der vist altid det, at der også bliver plads til…glæde! ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes!”

At gøre det er at tage skridt på vejen mod livsmod. Det er ikke en hurtig motorvej. Det er en snørklet, bakket og langsom vandresti. Men det er livets vej – med meget nærvær og med pragtfulde udsigter undervejs, der giver energi til næste etape. Og allermest er det den vej, Jesus går sammen med os.

Og det er – i hvert fald mit – hovedkriterium for valg af vej. Det er som på en efterskole, hvor eleverne, der skal på lejrtur, kan vælge mellem at tage på skitur til Norge eller på kulturel bytur til London.

Mange vil uvilkårligt kigge hen på deres idol eller hende, de er forelsket i og checke, hvad vedkommende vælger. Og pludselig kan selv den mest sports-sløve blive en ivrig skiløber – eller den heftigste slalomløber begynde at dyrke museer i London! For man vil være sammen.

Jeg vil gerne være sammen med Jesus og vælge Hans vej. For jeg har brug for Hans følgeskab, Hans trøst. Så jeg vil ikke gemme min sorg, eller hvad jeg nu har på mit indre lager. Jeg vil ud med det – til Ham. Og ud at leve med Ham.

Prædikenen har været bragt på netkirken.dk og er ikke ud fra søndagens tekst.

Søndagens tekst: Joh. 11:19-45

Jesus opvækker Lazarus fra de døde

17 Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden.

18 Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, 19 og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.

20 Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme.

21 Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: »Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død.

22 Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.«

23»Din bror skal vende tilbage til livet,« sagde Jesus. 24»Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen.

« 25 Jesus fortsatte: »Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; 26 og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?«

27»Ja, Herre,« sagde hun, »jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.«

28Derefter løb Marta hjem til Maria, trak hende til side og sagde: »Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.«

29Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.
30Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham.

31 Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.

32 Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: »Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.«

33Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte:

34»Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« lød svaret. 35Jesus brast i gråd. 36»Se, hvor meget han holdt af Lazarus,« var der nogle der sagde. 37Men andre sagde: »Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?«

38 Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen.

39»Tag stenen bort!« beordrede han. »Herre,« sagde Marta, »det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.«

40 Jesus svarede: »Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?« 41Så fjernede de stenen fra indgangen.

Jesus så op mod himlen og sagde: »Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. 42Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.«

43 Så råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« 44 Den døde kom ud – med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. »Hjælp ham af med de ligklæder!« sagde Jesus.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk