Israelsmissionen holder årsmøde i Aarhus

Lørdag den 5. april 2025 holder Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge årsmøde på TORVET i Aarhus, Katrinebjergvej 75. Om aftenen er der et særligt møde for tidligere ansatte og bestyrelsesmedlemmer.
Både arrangementet og forplejningen er gratis. ”Vi glæder os til at fejre Guds mission her i verden – og til at være sammen med alle jer, der også brænder for at dele evangeliet med det jødiske folk,” skriver Israelsmissionen på hjemmesiden.
Program
Fra kl. 10.00 er der opstart med rundstykker og kaffe, efterfulgt af generalforsamling for hhv. Israelsmissionen og iunge. Der er valg til landsstyret, hvor Merete Konrad er på valg – hun modtager genvalg. Kl. 12.00 er der frokost og tid til en god snak. Fra kl. 13.00-17.00: Indslag fra arbejdet og en kaffepause undervejs.
Franske Johann mødte Jesus i Danmark
Johann Lussange, som er missionær i Jews for Jesus i Paris, vil både fortælle sit inspirerende vidnesbyrd og om arbejdet hos Jews for Jesus. I Israelsmissionens blad ”Shalom” fortæller Johann sit spændende vidnesbyrd. Han voksede op med en katolsk mor, der var ateist, og en far, som var en sefardisk jøde uden at være særligt troende. Johann, der selv var ateist, havde valgt at læse fysik på Ørsted Instituttet og Niels Bohr Instituttet i København.
Her i studietiden, hvor han sled med ensomhed og psykiske problemer, begyndte Johann at søge den åndelige verden via New Age på internettet. Men en dag så han Jesu ansigt på computerskærmen – og Jesus kaldte på ham… Dette blev starten på Johanns nye liv med Jesus. Senere kom kaldet til fuldtids mission.
”For jøde først…”
Tidligere bibelunderviser Kasper Bergholt giver et historisk indblik i arbejdet med anekdoter og fortællinger ud fra sin nye bog: ”For jøde først – Israelsmissionens Historie gennem 140 år”. Bogen sættes i salg netop denne dag. Også Lasse H. Iversen, Finn Aa. Rønne, Thomas Frovin og Nanna Forum Lollike vil hver især sige noget om, hvorfor det er godt, at Israelsmissionen findes. De har også nogle udfordringer til Israelsmissionen over de næste 10 år frem mod missionsselskabets 150-års jubilæum.
Særskilt aftenprogram
For tidligere og nuværende ansatte samt tidligere og nuværende landsstyremedlemmer er der et yderligere tilbud om aftensmad og efterfølgende hyggeligt samvær klokken 18.00-20.30.