Sede vacante

Sådan lød beskeden i forlængelse af pavens død i påsken. “Sede vacante”. Sædet er ledigt. Indenfor et par uger afholdes konklave, og den katolske kirkes kardinaler fra hele kloden samles i Det Sixtinske Kapel for at vælge Pave Frans’ efterfølger. Når den hvide røg er steget op af skorstenen, lyder der et “Habemus papam” fra balkonen i Peters Kirken, og den nye pave træder frem på balkonen.

Nu kan jeg som protestant vælge af læne mig tilbage og tage det ret afslappet med pavevalget. Det er jo ikke trods alt ikke mit kirkelige overhoved, der skal vælges. Alligevel er det nok klogere at folde hænderne og bede for, at den rette mand vælges. Uanset hvilket kirkesamfund man tilhører, påvirker pavens person og teologiske linje den samtale om tro og religion, som vi alle er den del af.

Paven har verdens største mikrofon, er det blevet sagt. En paves handlinger og udtalelser giver ekko, ikke blot i kirken, men også i samfundet. Johannes Paul 2. var pave under den kolde krig og spillede en afgørende rolle i kampen for frihed i sit polske hjemland. Han bidrog til processen, der førte til murens fald og Sovjetunionens ophør. Nogle historikere regner Pavens bidrag under den kolde krig for lige så væsenligt som USA’s præsident Ronald Reagans.

Den katolske kirke har med sin stærke sociallære og forsvaret for det ufødte liv ofte taget kampen, hvor protestantiske kirker har svigtet. Min personlige erfaring er, at jeg ofte deler holdninger med mine katolske venner, som jeg ikke deler med mine teologisk liberale venner i folkekirken. I det lys glæder jeg mig over, når vi har paver, der står stærkt teologisk og har mod til at tale profetisk ind i nutiden.

Jeg forestiller mig, det næsten må føles umenneskeligt at blive stemt på som kandidat til paveembedet. Udfordringerne er enorme i en global kirke, og ansvaret må hvile tungt på den, der sætter sig i det tomme sæde. Der al god grund til, at vi tager vore katolske søstre og brødre og pavevalget med i vores aftenbøn.