“Det ska’ ikke snakkes i stykker – men det ska’ heller ikke ties ihjel”

Vi skal ikke tie det svære ihjel. I Bibelen opmuntres vi igen og igen til at klage, græde og sætte ord på vores smerte. Men der er en balance. Hvis vi bliver ved med at tale om det samme – igen og igen, uden håb eller retning – risikerer vi at snakke livet i stykker. Ordene, som skulle hjælpe os fri, begynder i stedet at fastholde os i det, vi ønsker at komme ud af.

Som præst gennem snart 25 år og psykoterapeut er jeg en overbevist fortaler for at sætte ord på det svære – livssmerte, frygt, skyld og skam. Det er ikke bare en god idé – det er en nødvendighed. Karen Blixen skulle engang have sagt: ”Vi bærer alle på noget, der er gået i stykker, og det er gennem sproget, vi sætter det sammen igen.”

Når noget i vores indre er gået i stykker og livet er svært, har vi brug for at tale om det. Det giver lettelse, klarhed og trøst. Men jeg ser også en anden side. Nogle kommer til at snakke livet i stykker. De gentager det smertefulde så mange gange, at ordene bliver en mur i stedet for en dør. Og her bliver det tydeligt for mig: Det er ikke nok bare at sige det højt – vi må også lære at give slip og komme videre.

Når vi har fået ventileret og sat ord på det svære, er der mange, der har svært ved at slippe det og komme videre med livet. Den dominerende fortælling fylder og virker som en indre rundkørsel, hvor man ikke længere ved, hvordan man skal dreje fra. Ordene, der først gav lettelse, begynder nu at holde os fanget. I både jødedommen og kristendommen er ord ikke bare lyde. Ord skaber virkelighed.

Allerede på Bibelens første sider ser vi, hvordan Guds ord sætter verden i bevægelse: “Gud sagde: ‘Der skal være lys’, og der blev lys.” (1. Mosebog 1,3). Men det er ikke kun Guds ord, der skaber. Også menneskers ord har formativ kraft. De kan forme hjerter, opbygge tro – eller nedbryde modet. Salomo, en af Bibelens mest kendte visdomsskribenter, skriver: “Tungen har magt over liv og død; de, der elsker den, må spise dens frugt.” (Ordsprogene 18,21).

Når du gentager og
sætter ord på en tanke – fx
”Jeg duer ikke til det her”,
”Jeg bliver aldrig rask”,
”Gud er nok ligeglad med mig”
– begynder hjernen at behandle
den som en sandhed.

Når vi siger, at ”ord har magt”, handler det ikke om, at alle ord har skabende kraft. Mange ord i vores hverdag er praktiske og neutrale. De formidler information og påvirker os ikke dybt: “Kan du række mig mælken?”, “Mødet starter klokken ti”, “Skoene står i entreen”. Men så er der de andre ord… De værdiladede ord – dem, der rummer følelse, dom, håb eller skam – de sætter sig. De er ikke bare lyd – de former os og kan blive identitetsskabende.

Derfor skal vi ikke “snakke livet i stykker”

Din hjerne tror på det, du gentager. Det skyldes en psykologisk og neurologisk mekanisme kaldet neuronal plasticitet. På samme måde som du har lært at cykle, læse og lave mad ved at gøre det igen og igen, gælder det også for dine tanker. Når du gentager og sætter ord på en tanke – fx ”Jeg duer ikke til det her”, ”Jeg bliver aldrig rask”, ”Gud er nok ligeglad med mig” – begynder hjernen at behandle den som en sandhed.

Det, vi gentager (både højt og indeni), bliver ”sandt” for os. Det ændrer vores blik på os selv, på Gud og på verden. Det er veldokumenteret i både neurologi og psykologi. Det kaldes også “illusorisk sandhedseffekt” i den kognitive psykologi: Gentagelse får ting til at føles mere sande, fordi hjernen bliver mere tryg ved det, den kender – også selvom det ikke nødvendigvis er sandt. Så stop med at snakke dit liv i stykker – her kommer et kærligt puf i en ny retning.

Når vi har fået ventileret
og sat ord på det svære,
er der mange, der har svært
ved at slippe det
og komme videre med livet.

Som troende kan du vælge at lægge det svære over til Gud. Det betyder ikke, at det slettes det fra din hukommelse – men at du ikke længere skal eje og bære det alene. Du giver det over i hans hænder. Du siger: “Gud, det her er for tungt for mig – jeg giver det nu til dig.” At give slip er at lade det falde ud af din hånd og over i Guds hænder. Bibelen siger: “Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.” (1 Peter 5,7)

Måske skal du overveje, om det er ved at være nok med din indre ”rundkørsels-snak” om det, der er sket – eller frygten for, at det vil ske. Måske er det tid til at stoppe med at forsøge at fixe det – og i stedet prøve at overgive det. Hvordan gør man det helt konkret – at kaste sine bekymringer på Gud? Verset lyder smukt, men det kan virke abstrakt i hverdagen. Her er en praktisk og åndelig guide i fem enkle trin – med bibelsk forankring

1. Sæt ord på bekymringen – vær helt ærlig!
Du kan ikke kaste noget fra dig, du ikke har grebet fat i først. Navngiv din bekymring for Gud: “Gud, jeg er bange for at fejle.” “Jeg bekymrer mig for mit barn.” “Jeg føler mig utilstrækkelig.” Salme 62,9: ”Udøs jeres hjerte for ham.”

2. Tal direkte til Gud – som et barn til en far.
Sæt dig ned. Skriv det. Sig det højt. Bed det. Gør det personligt: “Jesus, jeg lægger det her i dine hænder…..” Troen er ikke en formel – det er en relation. 1 Peter 5,7: “Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.

3. Tag et konkret, symbolsk skridt
Mennesker har brug for handling for at forankre det usynlige. Prøv fx: Skriv bekymringen på en seddel – og læg den i Bibelen, i en krukke eller riv den i stykker. Gå en tur og sig det højt: “Her, Gud – jeg giver dig det.”

Læs et salmevers. Syng en lovsang.
Tænk på noget, Gud har gjort før.

4. Gentag, når tanken vender tilbage.
Bekymringer har det med at vende tilbage. Så gør overgivelsen til en rytme, ikke bare en engangshandling. Sig igen: “Gud, jeg gav dig det. Jeg giver det igen.” Filipperne 4,6-7: “Vær ikke bekymrede… bring jeres ønsker frem for Gud […] så skal Guds fred bevare jeres hjerter og tanker

5. Fyld sindet med det, der giver fred og styrker troen.
Når du har givet noget fra dig, skal du ikke efterlade et tomt rum. Fyld det med håb og Guds løfter: Læs et salmevers. Syng en lovsang. Tænk på noget, Gud har gjort før. Filipperne 4,8: “Tænk på det, som er sandt, ædelt, rent, værd at elske…”

Hvad tænker du?

Har du oplevet at snakke dig fast i noget – eller har du fundet modet til at give slip og overgive det til Gud?